Skizofreni set indefra

  Only love can break your heart; Neil Young   Som det vil være fremgået af denne blog, har jeg oplevet kærlighedens to ansigter, janusansigtet, det euforisk lykkelige og den sorte afgrund af forliste følelser og håb og kærlighed; den absolutte rus ved tanken om, at jeg endelig,  endelig  havde fundet min dual, og den sorte fortvivlelse og følelse af udslettelse da hun forlod mig; rusen og måske det man i dag kalder  kompliceret sorg;  altså en sorg og smerte som varer ved, som ikke går over (se indlægget  Ødelæggelsen. Et fald i to tempi. To. Anne Marie ) .   Men – vi må straks korrigere; det jeg her – og som de fleste gør det – kalder kærlighed og med dét kærlighedens to ansigter, janusansigtet, det glade og det sorgfulde ansigt, egentlig intet har med kærligheden, den sande kærlighed, at gøre. Det jeg – og så mange med mig – oplevede dengang, og flere gange i mit liv, dog ikke så smertefuldt som dengang med Anne Marie, var ikke kærlighed, men forelskelse. Spændt ud over det størst m

  Jeg søger at tegne lidelsens problem, løse dens knude op, og af tråden væve en ny klædning til beskyttelse mod det onde.   Hvis mine skridt – under jordlivets grumsede, uklare flod – grundlæggende er drevet ved kærlighedens rene kilde, så er det kærlighed der har drevet mig til livets kant; men også dén der afholder mig fra at springe ud i intetheden.    Men også en erkendelse af det meningsløse i tilintetgørelsen. For det jeg søger er fred, og – som jeg før har skrevet – fred kan kun den levende føle. Jeg søger hvile, og hvile kan kun den der lever.   Hvis det er fred og hvile jeg søger, så findes de i lyset, det vil sige i livet og kærligheden, ikke i døden. Så jeg må søge livet og kærligheden for at finde fred og hvile, ikke døden.   Tilintetgørelsen er ikke fred og hvile – men intet, ingenting. Et Intet der næppe lader sig tænke, da tanken er i livet og hører dét til. Man kan måske gøre sig tanker om Intet, men Intet kan ikke gøre sig tanker om livet, da Intet ikke rummer tanke. 

  Mørket, det onde, og dermed lidelsen kommer til mig som bølger, der slår mod en strand ved havet. Som regel overvinder jeg det, bølgen brydes og trækker sig tilbage, hvorpå følger glæde, lettelse og lindring, men straks efter følger en ny bølge, og med den ny lidelse. Således veksler glæde og lidelse uophørligt for mig.   Tegner dette et billede af lykke eller fortvivlelse? Begge? En accept af et grundlæggende vilkår? Eller en længsel efter at undslippe?   Et andet billede: Glæde og lidelse er som en flod, som jeg enten kan bade i eller stige op af og betragte som nu med disse ord. Jeg kan se floden som livet eller døden eller snarere begge. Floden har en funktion. Den giver mig erfaring og tyngde. Åndelig modenhed. Den løber mod havet, ånden, hvori den udtømmes. Dens udløb i havet giver ånden større fylde ved at tilføje endnu et ciffer af glæde eller lidelse.   Floden strømmer utrætteligt. Ånden modnes uden ophør. Drivende kraft for flodens løb og udløb i havet er tiden. Tiden strøm

  Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mangefold; Joh. 12, 24   I en alder af 57 år er jeg måske blevet født eller er ved at genfødes på ny. Ikke gennem en kristen vækkelse og Jesus, men gennem en dybtgående åndelig proces som startede for mange år siden, knap 35, hvor jeg som hvedekornet i lignelsen faldt i jorden og døde mentalt.    Dengang ændrede jeg grundlæggende tankestruktur – negativt – til en evig jagen efter lidelses ophør, og med døden i mit indre forklædt som den evige, kosmiske forløsning, der altid var lige om hjørnet. Det stof psykoser er lavet af.    Kan man fødes flere gange i løbet af et liv?   I mange år – indtil nu – forekom min indre død mig irreversibel. Jeg tænkte og følte, at skaderne på mit sind var uoprettelige. Nu ser jeg at – måske – det ikke er sådan. Jeg oplever en større ro, specielt ved tanken om, at der ikke findes en universalløsning på alle problemer her på Jorden. Og denne erkendelse f

  Hvad gør man hvis man godt og vel halvvejs i livet opdager, at det man har søgt gennem hele livet ikke findes? Det er på en måde som verdens ende. Men måske en nys begyndelse? Jeg søger de næste skridt. Jeg stikker benet og foden frem, og håber at finde ny grund.   Det er på en måde som i slutningen af Wagners  Götterdämmerung:  En gammel verden bryder sammen, og en ny må begynde.  Må  begynde. Verdens skønhed. Menneskers skønhed. Er det kun et genskær af mit håb, min længsel? Var verden og mennesker skønne, fordi jeg håbede? Som himlen ved aften forskønnes af den nedgående Sol.   Men verden og mennesker  er  skønne. Ikke kun fordi jeg håber noget af den og dem. De er skønne i sig selv. I al vores kamp og lidelse og glimt af lykke. Verden begynder igen. Der er en ende og en begyndelse. Måske genfødsel. Det er vel ikke så dårligt at blive en illusion kvit. Måske så livet endelig kan begynde?   Men ikke livet uden lidelse. Det er jo netop dét. Jeg må acceptere lidelsen som et grundvilk

  Måske er en del af lidelsen tanken om al lidelses ophør (the golden bullet)   Jeg søger erkendelsesmæssigt, eksistentielt, følelsesmæssigt den endelige løsning; den endelige, fuldstændige erkendelse og sandhed, den evige kærlighed og fred og lykke, et punkt hvor al lidelse ophører. Og måske er dét en del af lidelsen.   Fordi livet grundlæggende er dynamisk, fordi vi måske kun som mennesker kan opleve kærlighed, fred og lykke i glimt? Fordi tanken og længslen efter den endelige, fuldstændige løsning på hele mit indre smertekompleks og knugethed og tavshed blandt andre, længslen efter den definitive løsning på alle mine problemer er en tanke om og længsel efter stilstand, døden; døden som giver lidelse i hvilken form den end findes og forekommer, fordi døden er af mørket, det onde (se Vandrer mod Lyset )?   Tanker og følelser kommer og går. Mit indre – og vel alle andres – er i konstant omformning, bevægelse, fødsel, liv. Jeg leder – i et billede – efter det sidste skridt, hvor jeg mås

  Jeg søger at tegne kærlighedens problem. Hvoraf dens styrke og brod? Er det at bede om smertes ophør også at bede om kærlighedens og dermed livets ophør, døden?   Damoklessværdet hænger over min kærlighed, truende, som en forbandelse. Jeg lever med en kærlighed jeg ikke kan leve med, og ikke uden. Kommer en kvinde ind i mit inderste, er det dér jeg føler smerten, hvis hun går. Men aldrig at have været rørt dér er som aldrig at have levet. Min kærlighed lever bestandig på kanten af afsked. Den lyser op, lyset forstærkes som en glødepære, der lyser kraftigst øjeblikket før den springer.   At elske er at gøre sig sårbar. Ikke at elske er ikke at leve. Så vi må leve med sårbarheden, hvis vi skal leve. Selv Gud, ja, navnlig Gud, har gjort sig sårbar – ikke for døden, men for smerte – ved at elske os, elske os uendeligt (se Vandrer mod Lyset ). Ved at elske os uendeligt, har Han/Hun gjort sig sårbar for uendelig smerte. Deraf Guds smerte og lidelse da de ældste og senere mange andre faldt.

Hvad er lyset og livet andet end en strøm, mørket og døden sten i denne strøm; sten, som strømmen stadigt, uden ophør, søger at fjerne og bortskylle?   Ethvert menneskebarn fødes med en uhæmmet livsdrift og trang til udfoldelse (libido), men mødes med modstand mod denne uhæmmede drift af omgivelserne, forældre, familie og verdens naturlige, fysiske grænser og begrænsninger (barnet kan fx hvor gerne det end ville, ikke flyve eller gå på Månen). Den således hæmmede eller standsede livsdrift kan da sætte sig som knuder, neuroser, angst, dødsdrift (tanatos), komplekser i barnet.  Den oprindeligt sunde strøm forandrer sig til noget, der truer os.   Et billede: Barnet er en kilde, der oprindelig flyder roligt og frit, men omgivelserne smider sten i strømmen, hvorved strømmen ændrer karakter, formørkes, der dannes hvirvler og mudrede vande omkring spærringerne, stenene, og den ændrede, ophvirvlede strøm søger da afløb andetsteds, i livshæmmende baner, eller den ophobes gennem hæmning som ved

  Har jeg viljen til at blive rask? Er det overhovedet muligt? Er tilgivelse af mig selv alt, der behøves?   Jeg er 57 år gammel. Min lidelse er indgroet, og måske er skaderne på mit sind irreversible. Men – hvis ikke jeg kan blive rask, kan jeg da i det mindste finde lindring? Hvis det at blive rask betyder en tilbagevenden til aktivitetsniveauet og funktionsdygtigheden før sygdommen satte ind, har jeg ikke megen tro og håb. Jeg tror heller ikke, at jeg nogensinde kan undvære medicinen.   I den forbindelse tænker jeg, at det er vigtigt ikke at falde i den fælde, man kan kalde recoverystress. En urealistisk tro og håb på noget, som er umuligt, men som man kan føle man skal leve op til og præstere nu hvor tankerne om recovery har bredt sig så meget og er så anerkendte. Det er godt, at man har blik for muligheden for at komme sig – især af hensyn til de unge sindslidende – men for en som mig, er situationen en anden. Tiden og min alder taler imod det realistiske håb om egentlig helbredel

  Hvem vinder, hvis man kæmper mod sig selv?   En del af min psykiske lidelse kan sættes på den korte formel:  At forsøge at skade dem jeg elsker for at skade mig selv,  hvorved mørket kortslutter kærligheden i en evindelig pine og indre konflikt: Impulser til at skade, og forsøg på at holde disse impulser tilbage så de ikke bliver til virkelighed gennem handling. En konstant pine af modsatrettede impulser og kræfter.   Jeg er min egen bøddel, og den der er sin egen bøddel, kender alle de svage punkter, ved hvor det gør allermest ondt. Den indre bøddel er særdeles opfindsom, og har stor indsigt i sit offer. Min indre bøddel har givet mig dette våben i hænde:   Jeg accepterer Vandrer mod Lyset som sandhed, og ifølge dette værk påvirker vi mennesker hinanden ikke kun gennem vores handlinger, men også ved vores tanker (jf Kristi Tale). Engang besluttede jeg da at bruge denne sandhed mod mig selv: Ved gennem konstante onde tankeimpulser vendt mod dem jeg elsker at skade mig selv. Hovedmot

  Mørket, det onde – i Vandrer mod Lysets forstand – er en urkraft, der kan give mange forskellige udslag og virkninger i den jordiske verden og i det menneskelige liv. En af de former det kan optræde i, er den paradokse og bagvendte; her i et billede:   Mørket kan hænge over os som et Damokles Sværd , truende; og i angst for det kan vi da af mørket fristes til selv at kappe det hestehår, sværdet ifølge myten hænger i. Og da bringer vi os selv det vi frygter (mest).   Myten om Damokles sværd kan i denne forståelse også bruges som et præcist billede på mørkets polspænding med ledsagende fristelse til synd for at udløse, befri os fra den ubehagelige og lidelsesfulde spænding: Sværdet der hænger truende over os (polspændingen), og sværdet der falder og gennemborer den lidende (den syndige handling og dens konsekvenser; handlingen skaber ikke befrielse og forløsning, men dræber os (nedbryder ånden)).   Dette er en sandhed, der har direkte forbindelse til og betydning for min sygdom og lid

  Solidum petit in profundis (vi søger i dybet den faste grund).   Det moderne menneske søger – som dem før os – den faste grund i dybet, men er ivrigt efter at understrege, at vi nok søger denne grund, men ikke finder den; at man skal være varsom og skeptisk overfor mennesker, der mener at have fundet sandheden. Det er forståeligt, da så utrolig megen misforståelse og så utrolig mange charlataner gennem tiderne har spredt så mange løgne og så megen vildfarelse.   For mig er den faste grund i dybet – erkendelsesmæssigt, eksistentielt og følelsesmæssigt –  Gud.  Det, der bærer, når alt andet svigter. Den, der bærer mig igennem alle lidelser og kampe, og som gør, at jeg ofte vinder sejr. Den, der gør, at jeg ikke fortvivler. Den, der fordrer kamp og indsats, som jeg optager og gør til min, støttet af Ham/Hende. Den, der i glimt skaber lindring til mit forpinte sind. Den varme og trygge og nære åndelige Far og Skaber, der velsigner mit hjerte med kærlighed og nogle gange fred.   Store tæn

  Jeg søger fred i sindet, ro i hjertet og sjælen.   En vej som filosoffer og religionsstiftere og skønlitterære forfattere har foreslået til opnåelse af  ataraxia, sjælefred,  er Den gyldne middelvej .  Vi finder tanken hos Buddha, Aristoteles, Horats, Thomas Aquinas og hos flere andre; men ikke hos Jesus.   Ud fra Vandrer mod Lyset kan vi forstå den gyldne middelvej som lysets punkt eller smalle vej mellem mørkets ekstremer. Med hensyn til mørkets ekstremer har jeg tidligere foreslået en tanke, hvorefter mørket, det onde, dels har en ”lys” og dels en rent sort side. Disse to sider (sort-hvid) udgør netop ekstremerne, fx hovmod og selvudslettelse, forelskelse og had, krigsbegejstring og krigens rent sorte realitet, synden og døden osv.   Her i disse eksempler er lysets punkt eller vej mellem mørkets ekstremer selvtillid mellem hovmod og selvudslettelse, kærlighed mellem forelskelse og had, fred mellem krigsbegejstring og krigens afskyelige realitet, livet mellem synden og døden.   Me

  Engang for mange år siden havde jeg en ejendommelig drøm: Jeg drømte, at verden over stod en masse mennesker og så på træer. Idet de så på den smukke krone, voksede den, og når de så på de urene vækster ved roden, voksede de. Dette kaldtes i drømmen   birdwatching.   Spørgsmålet til åndelig renhed er: Fodrer vi dagens eller nattens fugle? Og jeg tænker videre: Vi rummer alle både godt og ondt. Og at dét vi giver opmærksomhed og næring vokser. Så gælder det ikke om at være opmærksom på det smukke i mennesker, sig selv inklusive, det smukke mellem mennesker og i verden, uden at blive blind for det onde?   Jeg tænker ud fra Vandrer mod Lyset : Det sunde i sindet udgøres af lyset, det gode, det usunde, det syge, af mørket, det onde. Og jeg tænker, at ingen af de to, godt og ondt, findes rent og ublandet i os, men netop i blandinger. Og – altså – at vi kan få det gode til at gro ved at give det opmærksomhed, næring og pleje.   En anden vinkel fra Vandrer mod Lyset er, at vi ved sorg og an

  Nogle gange krydser elskendes drømme hinanden, og bliver til mareridt; længslen efter og drømmen om Paradis bliver til helvedes realitet, idet vi drømmer om at modtage alt fra den anden; vi har da ikke selv andet at give end savn og angsten for at miste   En vigtig tanke i Vandrer mod Lyset er tanken om dualerne. At vi mennesker er skabt to og to; vi er to og dog én, bestemte til i al evighed at udfylde, supplere og elske hinanden. I folkelig visdom har man den parallelle tanke om den eneste ene; en tanke, der altså har realitet og virkelighed gennem dualernes eksistens.   I værket står, at dualernes tanke- og følelsesliv er hinanden ligt; de afspejler hinanden i stadig tiltagende harmoni og balance. Til sidst vil de enkelte dualer være nøjagtige afspejlinger af hinanden, og menneskedualerne vil indtræde i Paradis sammen. De ældste og de yngste har alle – siges det – for længst nået denne fuldkomne afspejling af hinanden (dualerne).   For mig personligt har denne tanke altid været y