En ny begyndelse

 Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mangefold; Joh. 12, 24

 

I en alder af 57 år er jeg måske blevet født eller er ved at genfødes på ny. Ikke gennem en kristen vækkelse og Jesus, men gennem en dybtgående åndelig proces som startede for mange år siden, knap 35, hvor jeg som hvedekornet i lignelsen faldt i jorden og døde mentalt. 

 

Dengang ændrede jeg grundlæggende tankestruktur – negativt – til en evig jagen efter lidelses ophør, og med døden i mit indre forklædt som den evige, kosmiske forløsning, der altid var lige om hjørnet. Det stof psykoser er lavet af. 

 

Kan man fødes flere gange i løbet af et liv?

 

I mange år – indtil nu – forekom min indre død mig irreversibel. Jeg tænkte og følte, at skaderne på mit sind var uoprettelige. Nu ser jeg at – måske – det ikke er sådan. Jeg oplever en større ro, specielt ved tanken om, at der ikke findes en universalløsning på alle problemer her på Jorden. Og denne erkendelse fører til – for anden gang i mit liv – en grundlæggende ændring i den måde jeg tænker på.

 

Jeg retter blikket fremad, vil gerne koncentrere mig om nutiden og fremtiden, og jeg tænker, at jeg må fokusere min energi og opmærksomhed på den mulige genfødsel og de muligheder den i givet fald giver. Jeg tænker, at jeg langsomt må vænne mig til ”mit nye jeg”, som den nyfødte vel langsomt vænner sig til at have en krop og være i verden. Derefter må jeg prøve at tage de første skridt og se om det bærer.

 

Jeg tror det helt sikkert rigtigt som jeg skrev tidligere, at vandringen mod lyset er magisk: At vejen skabes under vores fødder for hvert skridt vi træder frem. Kun hvis vi standser, hører vejen op. Og det er måske præcis det modsatte af, hvad mørket, det onde, gerne vil have os til at tro: At vejen ender ved døden, og at vi lige så godt kan give op, eller at vejen ender i en kosmisk forløsning, paradoksalt og selvmodsigende nok: på Jorden; en form for død. At vejene kan ende. Det gør de aldrig. Vejen, vandringen mod lyset er evig (se Vandrer mod Lyset). Der er altid flere skridt, mere vej, mere erkendelse og erfaringer at gøre sig, nye livsmuligheder, og det er muligt at genføde det døde.

 

Det giver mig en betydelig lettelse at erkende, at tanken om den kosmiske forløsning (altså på Jorden) er et af dødens ansigter og skikkelser, og at jeg ikke kan overvinde døden, at kun Gud kan dét. Derved tages en byrde fra mine skuldre, en byrde og vrangforestilling som simpelthen har gjort mig syg psykisk, psykotisk.

 

Der er her tanketråde til de forskellige utopier og dystopier; jeg har – i lighed med utopisterne – søgt at trække himlen ned på Jorden, og derved skabt helvede for mig selv. På samme måde som utopierne (fx den kommunistiske, måske den nazistiske, de kristne versioner og andet), der vil skabe idealsamfundet, ”himlen” på Jorden, altid ender med det modsatte: Dystopien eller den dystopiske virkelighed. Fordi utopi og dystopi er to sider af samme mønt: Dødens. Eller som jeg har formuleret det tidligere: Mørket, det onde, har i det mindste to sider eller ansigter: Det ”lyse” og det rent sorte. Utopien er det ”lyse” ansigt, dystopien det sorte. Men hjertet i de to er det samme.

 

Nu: Er jeg ved at vågne? Er jeg virkelig ved at genfødes – under smerter som barnet, der fødes fysisk? Er også den åndelige fødsel eller genfødsel forbundet med smerte? Skal jeg gennem en åndelig fødselskanal som barnet, en kanal der ved pres skaber min form og grænse og begrænsning? Er det sådan? Fødes vi både – som mulighed og i overført betydning – fysisk og åndeligt? Og er det vi fødes åndeligt til i givet fald ikke en kosmisk forløsning men et helt almindeligt – eller mere almindeligt – og jordnært liv?

 

Er jeg ved at ændre mig fra dødens formløshed og grænseløshed i mit indre til livets form og grænse og begrænsning?