Ved livets rod

 Sandelig, I skulle vide: at ingen lidelser, ingen forbandelser, intet urent og intet mørke kunne vare ved i al evighed! (Gud; fra Vandrer mod Lyset)

Længe har en magtfuld menneskelig tanke hjemsøgt mig, en tanke som synes oplagt og sand for mig, givet mit livs mange og tunge lidelser: At livet er lidelse, og at lidelsernes ophør derfor er livets ophør. Sådan, omtrent, tænker man sig det så vidt jeg ved i hinduismen og til dels i buddhismen.

Det ændrer dog ikke kendsgerningen: At lidelserne ligger ved mørkets og dødens rod, ikke ved livets og kærlighedens. Hvis jeg nogensinde skal finde en vej ud af mine lidelser, må jeg derfor søge mod livet, ikke mod døden. Jeg må søge at bære det, der skal bæres, og glæde mig ved den åndelige styrke, jeg kan vinde derved; som atleten, der træner sig stærkere og stærkere.

Hvor længe skal jeg bære disse lidelser? Det ved jeg ikke. Jeg ved ikke, om det for eksempel bliver bedre i den næste verden. Det kan tænkes, at jeg ved at vågne til fuld bevidsthed i den oversanselige verden efter den fysiske død, vågner til bevidstheden om mange af mine brødres og søstres dybe lidelser. Og derfor lider videre, men af andre grunde end dem, der nu binder mig til mine jordiske lidelser.

Det er her anfægtelsen ligger, og trangen til at give efter for fortvivlelsen og bitterhed mod Gud. Tanken ligner en sandhed uden at være det: At livet per definition – måske ikke generelt, men for mig – er lidelse, og at døden er den eneste løsning, måske tilintetgørelsen.

I Vandrer mod Lyset får vi at vide, at det er en mulighed, der altid står åben for enhver, når vi har nået en vis åndelig modenhed: Tilintetgørelsen. Men jeg tænker, at tilintetgørelsen ikke er fred, ikke er lettelse, ikke er forløsning. Den er simpelthen intet. For at føle fred, lettelse, forløsning må der være én, der føler disse ting. Men hvis vi tilintetgøres føler vi intet. Vi ophører med at eksistere. Alt slutter. Rammen er tom. Livet er endt. Der er ingen til at føle fred, lettelse, forløsning.

Så ikke døden, men livet er den eneste løsning. At bære sit lille pund ånd gennem verdner, indtil lettelsen en dag kommer. Det gør den ikke i dag, måske heller ikke i dette liv, men engang. Det har vi Guds ord for. Og Guds ord er urokkelige.