Dualen

 Nogle gange krydser elskendes drømme hinanden, og bliver til mareridt; længslen efter og drømmen om Paradis bliver til helvedes realitet, idet vi drømmer om at modtage alt fra den anden; vi har da ikke selv andet at give end savn og angsten for at miste

 

En vigtig tanke i Vandrer mod Lyset er tanken om dualerne. At vi mennesker er skabt to og to; vi er to og dog én, bestemte til i al evighed at udfylde, supplere og elske hinanden. I folkelig visdom har man den parallelle tanke om den eneste ene; en tanke, der altså har realitet og virkelighed gennem dualernes eksistens.

 

I værket står, at dualernes tanke- og følelsesliv er hinanden ligt; de afspejler hinanden i stadig tiltagende harmoni og balance. Til sidst vil de enkelte dualer være nøjagtige afspejlinger af hinanden, og menneskedualerne vil indtræde i Paradis sammen. De ældste og de yngste har alle – siges det – for længst nået denne fuldkomne afspejling af hinanden (dualerne).

 

For mig personligt har denne tanke altid været yderst problematisk. Jeg har tænkt mig, at hvis bare jeg fandt min dual, og dannede par med hende, ville alle mine problemer og lidelser forsvinde, og min tunge gang på Jorden blive let.

 

Som følge deraf har min dual – i mine tanker, følelser og forestillinger – nærmest antaget en frelsers skikkelse. Og jeg har tænkt, at jeg ved siden af hende var at ligne med en sort mand, sort i åndelig forstand, og hun en lysende halvgudinde. Jeg en dæmon, hun en engel. Jeg har tænkt, at hun måske var en berømt kvinde, mens jeg er førtidspensionist på grund af min sindslidelse. En meget ulige og disharmonisk forestilling, som puster til mit mindreværd og fortvivlelse.

 

Hvorfor det egentlig er blevet sådan, er svært at sige. Sikkert er det, at mine forestillinger om min dual er et af de største smertepunkter i mit liv. På grund af længsel og savn. Og derfor er hun – på sin vis – udover at være blevet en frelser for mig, også blevet til djævelen i mit hjerte. Et navn for alt hvad jeg længes efter og frygter, et navn for mit højeste håb, min inderste drøm og min dybeste smerte.

 

Men der er ingen tvivl om, at mine forestillinger er bygget på illusion. Der står jo netop i Vandrer mod Lyset, at dualernes tanke- og følelsesliv er hinanden ligt, afspejler hinanden. Så måske hun længes lige så meget efter mig, som jeg efter hende? Måske hun lider som jeg, blandt andet under denne smertefulde længsel og savnet efter den dybeste kærlighed; som Peter Kjærulff har udtrykt det: Kærlighedens endemål.

 

Og sådan kan det gå: Nogle gange fordrejer mørket ved sin paradokse natur det højeste og det ædleste i os, så det bliver til sin modsætning, fx ved at gøre vores højeste drømme til vores værste mareridt. Længslen efter katarsis, heling, kan splitte os ad, få os til at gå i stykker. Den – i sin natur – helende, opbyggende, livgivende kærlighed, kan splitte os til menneskelige sjælevrag. Den højeste og stærkeste kærlighed kan skifte ansigt fra madonna til medusa. Alt sammen ved vores længsel, håb, savn, drømme, der er mareridtets motor og drivkraft.

 

Idet vi træder frem for at favne kærligheden, stikker vi samtidig en kniv i ryggen på os selv. Den dybeste kærlighed der bærer vores eksistens, kan true vores eksistens. Er det ikke sært?