Skizofreni set indefra

  To be or not to be, that is the question; William Shakespeare   Fra jeg var barn og ung har jeg altid – på nær nogle få år - været fysisk aktiv og dyrket en del sport. Det kommer mig også til gode nu, hvor jeg som sindslidende prøver at finde veje gennem lidelserne og de begrænsninger, der følger med psykisk lidelse.   Jeg har for det første som barn og ung spillet en del fodbold og senere dyrket judo. Fodbolden var en vigtig del af min barndom. Jeg spillede i OB, og havde mange gode venner i klubben.   Senere – da jeg var flyttet til Aarhus for at studere – løb jeg en del. Den fysiske træning virker godt på mig. En måde at få ro i hovedet, og det er som om de endorfiner og dopamin som hjernen og kroppen danner ved fysisk aktivitet også virker mentalt smertestillende og beroligende og samlende og generelt fremmer fysisk og mentalt velvære og giver energi.   Derudover opnår jeg en naturlig træthed, så jeg kan sove om natten, og træningen gør, at jeg med god samvittighed kan spise min

  To be or not to be, that is the question; William Shakespeare   Hver aften på samme tid – omkring kl 21 – tager jeg 30 mg Zyprexa (Olanzapin); et antipsykotisk neuroleptika uden hvilket jeg ikke kunne fungere. Det er en relativ høj dosis, men jeg er også ”en stor mand”; jeg er 1,96 m høj og vejer omkring 94 kg.   Før Zyprexa fik jeg Trilafon i over 20 år, og i mange år var jeg skeptisk og kritisk indstillet overfor medicinens nødvendighed, delvis på grund af nogle uheldige indflydelser fra den danske psykiske forsker, Peter Kjærulff, der var og sikkert stadig er principiel og energisk modstander af medicin til psykisk lidende som mig.   Jeg har et par gange forsøgt – på egen hånd – at droppe medicinen. Og hver gang er helvede brudt løs i mig, jeg er brudt totalt sammen psykisk, og er i den forbindelse flere gange blevet indlagt på åbne og lukkede psykiatriske afdelinger både i Aarhus og i Odense.   Nu accepterer jeg medicinen. Brændt barn skyer ilden, som man siger. Det ville ikke gi

  To be or not to be, that is the question; William Shakespeare   Den 14. marts 2001 mødte jeg kærligheden. Nærmere bestemt Gitte. Vi har været sammen siden. Vi har været gift to gange, første gang fra 2014 til 2017, og derefter fra 2018 til nu.   Vi blev skilt som en konsekvens af en alvorlig sygdomsperiode for Gitte, som også er sindslidende, og gift igen da ”hun vågnede op” fra en manisk episode. Jeg husker en af de første nætter, vi havde sammen. Vi vågner samtidig et kort øjeblik ved at vi omfavner hinanden i søvne. Gitte ler stille ud i det trygge mørke.   Oprindeligt havde vi mødt hinanden til en juleafslutning i Distriktspsykiatrien i 1998, men vi blev først senere kærester og til sidst gift. Jeg har aldrig været i tvivl om, at hun er den rette for mig, om end jeg har forsøgt at bryde ud nogle gange, når lidelserne blev for svære, og også kærligheden gjorde ondt.   For som vel de fleste kender det, så har jeg og vi også erfaret kærlighedens dialektiske spænding mellem det bedst

  Jeg hedder Carsten Ploug Olsen, er født 1966 i Odense, hvor jeg har boet det meste af mit liv, fraregnet nogle år i Aarhus i forbindelse med et mislykket studieforløb. Jeg kommer af en rimeligt velstående, men ikke-akademisk familie.   Min far tjente i sit arbejdsliv en del penge, og arbejdede blandt andet i olieindustrien som selvstændig konsulent, og min mor arbejdede før hun blev pensioneret for forskellige rådgivende ingeniørfirmaer, deriblandt Ramboll.   Som så mange i min generation er jeg skilsmissebarn.   Som alle mennesker er hverken min far eller mor enstrengede, endimensionale personligheder; min far kan godt være temmelig firkantet, min mor følsom. Men begge har de også udpræget sans for ansvar, og er til at stole på.   Min bror, Jacob, er præget af autisme og retardering og epilepsi, og min mor har i den forbindelse kæmpet lange og svære kampe for hans vel, og har oplevet store sorger – både i forbindelse med Jacobs og med mine lidelser.   Jeg oplever at min far altid ha

  Jeg har besluttet at starte dette nye blogprojekt   Skizofreni set indefra  dels ud fra et offentligt behov for at kende til sindslidelser, som rammer så utroligt mange, alt for mange, og dels for dermed at bidrage til, at sindslidelser ikke er noget vi, der rammes af dem, forsøger at skjule, tier med og måske hemmeligt går og skammer os over.   Jeg vil gerne bidrage til – med en personlig vinkel – at sindslidelser ikke er noget, vi tier om, men taler om.   Grundsynspunktet for min lidelse – jeg har diagnosen  paranoid skizofreni –  er, at jeg engang selv har ødelagt mit liv, og selv har skabt mit indre kaos, og derfor er der i sidste ende også kun mig selv til at forsøge at rette op på det igen.   Jeg forsøger med andre ord at genopbygge min personlighed og liv, efter selv at have ødelagt begge dele.   Dette er et synspunkt og en vinkel, som givetvis ikke dækker alle andre psykisk lidende, men det gælder for mig, og selve denne måde at se tingene på rummer for mig i sig selv en lett