Skizofreni set indefra

  Nogle gange hører jeg ikke hvad du siger, kun det ene lytter jeg efter i din stemmes skjulte dyb: Om du bliver eller går.   En væsentlig del af min psykiske lidelse består i angsten for at blive forladt, separationsangst. Og så er det jeg tænker: Er det værdigt for en mand på snart de 60 år at være så rystende angst, som et barn, for tabet og det at blive ladt alene?   Men igen: Måske er livet at ligne med et træ som fra fødslen skyder grene i mange retninger; nogle af grenene rammes ved traumer af tidlig frost, visner og dør, og den del af barnet bliver så ikke ældre; væksten standser. Derfor kan det voksne eller ældre menneske godt på visse punkter være og forblive som et (ulykkeligt) barn.   Denne opfattelse kan finde hjemmel i Vandrer mod Lyset ved tanken om mørket, der på nogle områder kan sejre i mennesket og dermed standse den personlige og åndelige vækst på de givne punkter; en standsning der er irreversibel i den foreliggende inkarnation, og som derfor bliver et vilkår, der

  Når jeg har ondt i sindet, tænker jeg af og til på muslingen og sandskornet. Hvordan den levende, følsomme musling langsomt danner en perle om kornet, så det ikke længere gør ondt.   Hvordan muslingen på den måde omdanner smerte til det ædle og med det rigdom i en slags alkymistisk proces. Og måske er det definitionen på det mørkes funktion og nødvendighed, også i overensstemmelse med Vandrer mod Lyset . Uden en kerne af smerte, ingen rigdom, skønhed og dybde; kun plakat i to dimensioner, kitsch.   Hvis vi ingen dybde havde, ville vi ikke kunne rumme lykken og glæden; de ville prelle af på ren overflade, der ville kun være overflade, intet rum i tre eller flere dimensioner, ja, intet virkeligt liv; vi ville kun være livløse dukker eller åndløse maskiner.   Hvilket leder til paradokset: Hvis der intet mørke og ingen død fandtes, ville kun mørket og døden findes; eller måske rettere: Hvis der intet mørke fandtes, ville der heller ikke findes lys, kun tomhed.   Hvis der ingen sorg fandt

  Intet i denne verden varer ved, ikke engang vores problemer; Charlie Chaplin   Den guddommelige Tanke  er altings oprindelse, dermed også livets og tidens. Gud har skabt os, Hans/Hendes børn (i åndelig forstand), ved Tanken og vi fastholdes i livet af Hans/Hendes Vilje (jf Vandrer mod Lyset ).   Derfor skifter livet, som tanken skifter og med den følelserne. Tanker kommer og går, og livet viser bestandig nye ansigter; glade, lykkelige, sorgfulde, lidende, forventningsfulde, fortvivlede.   Jeg søger fred og hvile, men skulle jeg ønske og søge denne bestandige skiften standset, døden forklædt som evig lykke og fred, eller bare acceptere at det er sådan det er?   Livet skriver sin fortælling på mit ansigt med broget, stundom vaklende og usikker skrift, undertiden med STORE BOGSTAVER, undertiden med en blegnende, forsvindende hvisken med småt; tankens og tidens bogstaver afløser hinanden, det ene bogstav viger for det følgende i den fortælling, der bliver mig.   Skulle jeg ønske at sætte

  Kommer frelsen udefra eller indefra? Eller; måske er det dumt at tale om det, jeg nu har på hjerte i religiøse termer. Religiøst er jeg afklaret: Der findes ingen fortabelse, og derfor heller intet behov for frelse. Hvorfor ikke bare kalde det helbredelse; eller mindre ambitiøst og mere realistisk: Hvordan får jeg det bedre? Nu har jeg det ord, jeg søger: Lindring. Kommer den udefra, måske fra Gud, eller indefra?   Det går op for mig, at jeg mere eller mindre altid har haft en følelse, en drøm om at det fantastiske, lindringen, eller – som jeg tænkte, da jeg var ung – helbredelsen, skulle komme udefra. Fra Gud, fra min dual (se Vandrer mod Lyset ), fra venner, fra selve det fantastiske derude et sted fra, hvor det fantastiske findes og bor.   Hvis jeg mødte min dual, den evige kærlighed, hvis Gud greb ind, hvis psykiatrien var anderledes og bedre, hvis vejret var bedre, hvis det var søndag hver dag, hvis jeg hver morgen kunne vågne som verdensberømt forfatter og tjene styrtende med p