Separationsangst

 Nogle gange hører jeg ikke hvad du siger, kun det ene lytter jeg efter i din stemmes skjulte dyb: Om du bliver eller går.

 

En væsentlig del af min psykiske lidelse består i angsten for at blive forladt, separationsangst. Og så er det jeg tænker: Er det værdigt for en mand på snart de 60 år at være så rystende angst, som et barn, for tabet og det at blive ladt alene?

 

Men igen: Måske er livet at ligne med et træ som fra fødslen skyder grene i mange retninger; nogle af grenene rammes ved traumer af tidlig frost, visner og dør, og den del af barnet bliver så ikke ældre; væksten standser. Derfor kan det voksne eller ældre menneske godt på visse punkter være og forblive som et (ulykkeligt) barn.

 

Denne opfattelse kan finde hjemmel i Vandrer mod Lyset ved tanken om mørket, der på nogle områder kan sejre i mennesket og dermed standse den personlige og åndelige vækst på de givne punkter; en standsning der er irreversibel i den foreliggende inkarnation, og som derfor bliver et vilkår, der ikke kan ændres (meddelelserne om kulminationspunktet i enhver inkarnation (Vandrer mod Lyset, Kommentaren s. 194-195; ikke at forveksle med det absolutte kulminationspunkt, hvor tanke og vilje smelter sammen til en enhed, hvorefter vi er upåvirkelige af mørket, det onde, i al evighed (Supplement II, no 64)).

 

Min separationsangst kan delvist forklares ved min ulykkelige kærlighed til Anne Marie og alt der fulgte. Men måske det går dybere end det. Jeg har som voksen fået fortalt, at da jeg blev født, ramtes min mor af influenza, og jeg kunne derfor ikke være hos hende. Min far tog sig så af mig. Dette – influenza i forbindelse med fødsel eller svangerskab – regnes af nogle videnskabelige teorier som en risikofaktor i forbindelse med skizofreni.

 

Derudover var der min fars og mors skilsmisse (jeg var da omkring 5 år), hvor jeg på en måde mistede min mor for 2. gang, da jeg flyttede med min far efter bruddet.

 

Så jeg bærer rundt på nogle traumer, hvoraf nogle ligger så dybt og tidligt i mit liv, at de er uden for min bevidsthedshorisont. De er ikke tilgængelige for min bevidsthed, min erindring. Derfor kan jeg dårligt bearbejde dem ved eftertanke og generindring ad normale kanaler, og de kan derfor måske – i tillæg til tankerne om mørket, der ved traumer kan sejre på nogle punkter af personligheden, og dermed standse den personlige vækst - opfattes som grundlæggende og irreversible vilkår for mit liv.

 

Den tjekkisk-amerikanske psykiater Stanislav Grof har i sit arbejde og i bogen Den indre rejse behandlet sådanne tidlige traumer både teoretisk og praktisk i form af sine tanker om de såkaldte perinatale matricer, det vil sige vigtige forhold og begivenheder omkring svangerskab og fødsel, som er ubevidste for den lidende; forhold og tildragelser, der måske – hævder han – kan nås og behandles ved LSD-terapi.

 

Det er muligt han har ret, men man bør være meget forsigtig ved så radikale forsøg på helbredelse af os, de psykisk lidende. Farerne ved LSD-terapi kan man få et indtryk af ved at læse Alex Frank Larsens De sprængte sind, og gennem TV2 dokumentaren Det sindssyge eksperiment.

 

Man kunne også forestille sig, at det er muligt at behandle tidlige traumer gennem forskellige former for regressionsterapi, hvor man ad forskellige veje går tilbage til tidlige perioder af sit liv (altså ikke går tilbage til tidligere liv, inkarnationer, hvilket der advares indstændigt imod i Vandrer mod Lyset), eller måske gennem hypnose. Men psyken er ikke legetøj, og den rummer stærke kræfter, så man må i alle tilfælde bestandig handle meget forsigtigt og ansvarligt som behandler. 

 

Separationsangsten i sin ekstreme form opfatter jeg som et eksempel på mørkets, det ondes, paradokse natur (jf Vandrer mod Lyset): Angsten kan blive så stor, at den i sig selv driver os mod det, vi frygter så meget, tabet, adskillelsen, idet man i sin angst kan komme til at klamre sig til den elskede, en omklamring som vel ingen voksen partner kan udholde i længden.

 

Eller ligeledes paradokst: Man kan selv forlade sin partner for at undgå angsten og uvisheden og bruddets smerte. Andre reagerer måske med fysisk eller psykisk vold på den ekstreme smerte ved at blive forladt eller ved truslen om adskillelse; ved at ville kontrollere den elskede i alle livets og hverdagens aspekter for på den måde at undgå (kontrollere) tabet, eller ved simpelthen at slå partneren eller ex-partneren (+ eventuelt også børnene) ihjel. Dette er der alt for mange tragiske eksempler på. Volden – den fysiske eller psykiske – medfører det tab og den smerte, man søger at undgå.

 

Med separationsangsten i sin ekstreme form bliver man let en flygtning i sit eget liv og i sit eget sind, hvilket kan føre til psykisk lidelse, fx psykose. Hvor flygter man hen, hvis man vil flygte fra sig selv, sine følelser, sit sind, sin tanke? Man flygter fra virkeligheden ind i den ubærlige lidelse og ulykke. Virkeligheden ændrer karaktér. Den sprænges, sindet sprænges og sættes sammen på en ny, forvrænget måde. Og så har man sygdommen. Som fx i mit tilfælde.

 

Man kan da nå en vis lindring ad medicinsk vej. Jeg tager selv medicin. Men det er langt fra nok, om end medicinen er nødvendig. For mit vedkommende betyder medicinen blot, at jeg er relativt klar i hovedet, samtidig med at jeg næsten konstant har denne indre smerte. Medicinen samler det sprængte sind til en vis grad, men den behandler ikke den underliggende smerte. Så jeg er bevidst og klar hvert øjeblik om smerten, lidelsen.

 

Smerten, lidelsen kan måske kun leves ud med tiden. Lang tid. Den kan efterhånden lindres ved eftertanke. Eller også vil den vare ved. Jeg ved det ikke. Medicinen gør måske at jeg kan tage tingene i et tempo, hvor jeg kan følge med (eftertanken, den følelsesmæssige bearbejdning). Så jeg ikke igen – af den ubærlige smerte – hvirvles ud i psykosens trylleskov og troldeland. Dér hvor jeg har været flere gange, men bestemt ikke ønsker at havne igen. For psykosen bringer – modsat af hvad nogle tror – ikke lettelse og lindring. Den tidobler lidelsen. Endnu et eksempel på mørkets paradokse natur:

 

Man giver slip, hvirvler i dybet, ned til ”dæmonerne” ved løfte og håb om lindring og lettelse. Men lidelsen bliver da bare værre, og dét er mit vigtigste argument for at blive ved med at tage min medicin. Og så ellers håbe på snarlig mildere vind.