Skizofreni set indefra

  Jeg er som den blinde, der søgte læge for at vinde eller genvinde synet, og som straks, da dette var nået, bad om at få sin gamle blindhed tilbage. For hvad andet ser jeg i min personlighed og mit virke end glimretrang, oppustethed, prætentioner, trang til udmærkelse; for at gøre mig så seksuelt attraktiv som muligt for flest mulige.   Jeg der er lykkeligt gift (og i øvrigt steriliseret), jeg der kun har lidt libido, sexdrift, tilbage; det gamle begær født i min tidlige ungdom, i puberteten, sender stadig sine bølger ind mod min kyst, gamle stormes ekko, spøgelser, fantomer, det uvirkelige stadig så smerteligt virkeligt og beskæmmende, ydmygende.   Jeg tror at jeg søger sandhed, søger visdom, kundskab, erfaring, indsigt, åndelig heling; det er kun generne der blindt søger at spredes mest muligt, og alle der står i vejen for dét, søger jeg at rydde af vejen, udkonkurrere, udmanøvrere.   Jeg tror at jeg træner min krop for sundheds skyld, for at få det bedre psykisk; det er generne og

  Som skizofren lider jeg både af storhedsvanvid og trang til selvudslettelse; som to modsatte poler der egentlig udtrykker den samme indre brist, det samme mørke (mørke i Vandrer mod Lysets forstand; som udtryk for det onde).  Storhedsvanviddet og selvudslettelsen er vist meget almindeligt for skizofrene.   I forskellige kulturelle traditioner – både østlige, vestlige og mellemøstlige – har man ideen og tanken om den gyldne middelvej . Denne vej kan i relation til Vandrer mod Lysets begreber og forståelse ses som udtryk for lysets rette, let opadgående vej mellem mørkets ekstremer; jf mine tanker om mørkets dobbeltaspekt, at mørket både rummer et ”lyst” og et rent sort perspektiv eller egenskab.   Hvis denne tanke er rigtig, og jeg skal finde lysets vej mellem mørkets ekstremer, så må jeg søge en ydmyghed uden selvudslettelse og en selvtillid uden storhedsvanvid.   Og så i øvrigt bære over med mig selv ud fra en grundlæggende tanke om, at jeg kun er et menneske og at lysets veje kan