Jeg, den blinde

 Jeg er som den blinde, der søgte læge for at vinde eller genvinde synet, og som straks, da dette var nået, bad om at få sin gamle blindhed tilbage. For hvad andet ser jeg i min personlighed og mit virke end glimretrang, oppustethed, prætentioner, trang til udmærkelse; for at gøre mig så seksuelt attraktiv som muligt for flest mulige.

 

Jeg der er lykkeligt gift (og i øvrigt steriliseret), jeg der kun har lidt libido, sexdrift, tilbage; det gamle begær født i min tidlige ungdom, i puberteten, sender stadig sine bølger ind mod min kyst, gamle stormes ekko, spøgelser, fantomer, det uvirkelige stadig så smerteligt virkeligt og beskæmmende, ydmygende.

 

Jeg tror at jeg søger sandhed, søger visdom, kundskab, erfaring, indsigt, åndelig heling; det er kun generne der blindt søger at spredes mest muligt, og alle der står i vejen for dét, søger jeg at rydde af vejen, udkonkurrere, udmanøvrere.

 

Jeg tror at jeg træner min krop for sundheds skyld, for at få det bedre psykisk; det er generne og deres spredning igen.

 

Jeg tror at jeg skaber min egen skæbne og vælger min egen vej, men formes bestandig af dunkle kræfter, der fuldbyrder deres virke gennem mig, uafhængigt af mig, og de har kun latter til overs for mine forsøg og mit selvbedrag.

 

Er ånd og kultur – som Sigmund Freud måske sagde – kun sublimeret seksualitet, sublimeret og maskeret; maskeret fordi sandheden ikke kan tåles, er for beskæmmende? Er min ånd og kultur kun dette?

 

Eller er Freuds tanker – hvis de her er rigtigt opfattet – kun den fysiske side af personligheden, livet? Findes der sand ånd af lys og kærlighed, eller er alt mørke, fysik? Er det fx sand ånd her, hvor jeg søger at tegne dyret, eller ler det af mine klodsede forsøg og tager også dette stik hjem?

 

Er også disse ord kun forsøg på at gøre indtryk, gøre mig interessant? Er det muligt at se uden at fortvivle? Jeg ser trangen til udmærkelse med henblik på formering i næsten alt jeg gør, tænker, føler, håber. Jeg ser det polygame legemes indflydelse overalt i mit liv (jf Tillægget til Supplement I til Vandrer mod Lyset).

 

Men jeg må tro at overfor det polygame legeme står den strengt monogame ånd. Jeg ved vi har en udødelig ånd (Vandrer mod Lyset). Men det jeg ser i mit indre og i min adfærd er så ydmygende og beskæmmende, at det næsten ikke er til at holde ud, mit indre der kværner løs i en uophørlig tanke- og følelsesstrøm af seksuelle fantasier og obskøniteter.

 

Derfor maskerer jeg det (som alle andre?) eller ønsker blindheden tilbage. Hvilket cirka er det samme. Det nytter ikke at erkende det, eller gør det? Det kan ikke udryddes, elimineres, men nok dæmpes, mildnes?

 

Selvfølgelig er det fysiske, drifts- og instinktmæssige, det dyriske overvældende tilstede i en fysisk verden. Jeg står – som alle nulevende – som fronten af millioner af års begær, drift, instinkt og dyret, der bestandig søger udløb i virkelighed. Jeg er – som alle andre – et fysisk, biologisk væsen med blind livsvilje (Schopenhauer), et væsen tilhørende en art som er tilpasset overlevelse og formering ved naturlig udvælgelse (Darwin), og til dette kræves sex (Freud) og brutal selvhævdelse og vilje til magt (Nietzsche) samt forfølgelse af egeninteresse og egoisme, fx økonomisk vinding (Adam Smith).

 

Selvopretholdelsesdrift, sex, magt, begær, selvhævdelse, udkonkurrering af rivaler, begær efter rigdom og berømmelse; er det så sært at ånden må søge at forskønne det rå billede, maskere, omformulere, sublimere, motivforskyde, lyve simpelthen?

 

Er det så sært at den blinde, fx jeg, efter at være blevet seende rædselsslagen og beskæmmet igen søger blindheden? Eller er den eneste mulige vej at vedkende sig lortet og leve videre på trods? Eller, måske: Er øjet forskelligt fra det det ser?