Ødelæggelsen. Et fald i to tempi. To. Anne Marie

 Når hun taler, bobler lyset lyserødt i mit indre. Det er ligesom den lyserøde dame i drømmen, hende der kastede et varmende hvidt lys mod mit hjerte. Og hvor pragtfuldt jeg havde det i dagene efter.

 

Jeg sidder på en bænk på Harald Jensens Plads, og skriver til hende. Det sner. Jeg er i min mørkegrønne Loden frakke. Jeg drømmer lyserøde ord mod hendes hjerte.

 

Og jeg begærer hende. Hun er så utroligt tiltrækkende fysisk og som personlighed. Hun er min dual, tvillingesjæl. Der er ingen tvivl.

 

Hun modtager brevet. Hun besøger mig på kollegiet. Efter min død starter livet her. Jeg genfødes. Den sorte mand genopstår i lyset. Væk er død og smerte og lidelse. Her er hun. Livet.

 

Vi mødes tit. Når vi taler i telefon, strømmer hendes lys ind i mit lyttende øre og hjerte gennem det dybe mørke. I bussen en dag efter vi har været i biografen, vi står på bagperronen, ser jeg i en vision et klart og stærkt og varmt pastelgrønt lys udstråle mod mig fra hende.

 

Jeg kan ikke længere rumme min kærlighed, jeg kan ikke bære den alene. Jeg må sige hende det. At jeg må have hende. Jeg løber storm. Himlen er lige om hjørnet, lige her. Jeg må sige hende det, mit hjerte bobler lyserødt. Jeg siger hende det.

 

Så en dag ringer telefonen. Nej, vi kan ikke ses i morgen, nej, heller ikke på torsdag. Betyder det, at det er slut. Ja.

 

Jeg sidder paralyseret i stolen på kollegiet. Jeg indsuger mørke, knuser mig selv med mørke. Paradis der svinder, himlen der bliver til røg, bortvejres, bliver til intet. Helvede, det er lige hér, lige nu. Og for al fremtid. Djævelen fødtes, og jeg døde for anden gang på Harald Jensens Plads.

 

Drømmebillede på indre udslettelse: Sorte bånd klasker mod min krop nedefra og op mod mit hoved, jeg hører et skrig, mit eget, som er jeg ramt af en atombombe, der er konstrueret til at udslette netop mig, afgrunde åbner sig i mit hoved, en klingrende lyd som af en ring, der falder i en dyb skakt, og jeg tænker, er det dét de mener med at dø. Så ser jeg ind i et grønflimrende mørke, og føler en angst, dyb, dyb hinsides ord og tanke og liv og verden. Til sidst hører jeg en baby græde, og jeg ved, at det er mig, og at Gud griber ind her.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Skizofreni set indefra - nyt blogprojekt

  Jeg har besluttet at starte dette nye blogprojekt   Skizofreni set indefra  dels ud fra et offentligt behov for at kende til sindslidelser, som rammer så utroligt mange, alt for mange, og dels for dermed at bidrage til, at sindslidelser ikke er noget vi, der rammes af dem, forsøger at skjule, tier med og måske hemmeligt går og skammer os over.   Jeg vil gerne bidrage til – med en personlig vinkel – at sindslidelser ikke er noget, vi tier om, men taler om.   Grundsynspunktet for min lidelse – jeg har diagnosen  paranoid skizofreni –  er, at jeg engang selv har ødelagt mit liv, og selv har skabt mit indre kaos, og derfor er der i sidste ende også kun mig selv til at forsøge at rette op på det igen.   Jeg forsøger med andre ord at genopbygge min personlighed og liv, efter selv at have ødelagt begge dele.   Dette er et synspunkt og en vinkel, som givetvis ikke dækker alle andre psykisk lidende, men det gælder for mig, og selve denne måde at se ...
Læs mere

Stille er natten

Billede
(Illustration: AI via Microsoft Bing) Mine tanker er som stjerner, der styrter i et sort hul, de opløses og forsvinder, smukke, men flygtige.   Min indre smerte og lidelse er som et vakuum, et meteorologisk lavtryk, der suger al min energi og skaber mentalt uvejr, uro. Min livskraft, min energi vender derfor indad – og jeg bliver tavs blandt mennesker. Mit indre vakuum og den knugethed, der følger, suger også ofte – som jeg oplever det – energien ud af andre, når jeg er blandt mennesker, fx i selskab og til fest.   Min indre lidelse er som en syg tand, som tungen bestandig kredser om. Jeg søger at lokalisere og om muligt opløse knuden, men hidtil forgæves. Måske er der ikke kun én knude, én årsag, men mange.   Min smerte gør mig til flygtning i mit eget sind og tanke. Men hvor flygter man hen, hvis man flygter fra sig selv, fra sin tanke? Så drejer verden langsomt rundt, og sindet bliver et vrængbillede, det forvrænges i et dødsmørke.   Og min smerte og lidelse gør m...
Læs mere

Blomsterbørns børn

Billede
  Det var endnu en fantastisk sommer   The summer of love ´67 . Alle skranker måtte falde, alle grænser sprænges, alle autoriteter måtte iklædes narrehat og bjælder, eller bar dem i forvejen, det blev synligt for alle.   Livet ville sprænge sig gennem alle forhindringer og mure og flyde frit, og som murbrækkere brugte de Janis Joplins fantastiske, desperate vokal, Jim Morrisons rasende, fræsende  Break on through to the other side , Jimi Hendrix satte ild til den elektriske guitar, også bogstaveligt. Dem for hvem det var alvor, alt for alvorligt, gjorde det sjovt for andre.   Man fik ved forbudte stoffer adgang til forbudte verdener, og mange vendte aldrig tilbage. Man satte blomster i geværløb og i kanoner, i håret, eller det sang man i hvert fald om, det var  make love not war , og alle der ikke ville tvinges ind i den nye frihed, blev ikke tolereret. Hver generation skaber sin egen frihed, og sit eget fængsel – til dem, der bare ikke passer ind.   J...
Læs mere