Frelsen udefra eller frelsen indefra?

 Kommer frelsen udefra eller indefra? Eller; måske er det dumt at tale om det, jeg nu har på hjerte i religiøse termer. Religiøst er jeg afklaret: Der findes ingen fortabelse, og derfor heller intet behov for frelse. Hvorfor ikke bare kalde det helbredelse; eller mindre ambitiøst og mere realistisk: Hvordan får jeg det bedre? Nu har jeg det ord, jeg søger: Lindring. Kommer den udefra, måske fra Gud, eller indefra?

 

Det går op for mig, at jeg mere eller mindre altid har haft en følelse, en drøm om at det fantastiske, lindringen, eller – som jeg tænkte, da jeg var ung – helbredelsen, skulle komme udefra. Fra Gud, fra min dual (se Vandrer mod Lyset), fra venner, fra selve det fantastiske derude et sted fra, hvor det fantastiske findes og bor.

 

Hvis jeg mødte min dual, den evige kærlighed, hvis Gud greb ind, hvis psykiatrien var anderledes og bedre, hvis vejret var bedre, hvis det var søndag hver dag, hvis jeg hver morgen kunne vågne som verdensberømt forfatter og tjene styrtende med penge og aldrig mangle anerkendelse, hvis der var to torsdage i ugen. Hvis og hvis og hvis.

 

Men verden er som den er, og jeg er som jeg er. Måske der bare er nogle biologiske og psykologiske realiteter i mit hoved, min hjerne eller krop eller begge, som ikke kan laves om, og som gør at jeg kan stå på hovedet hver morgen og råbe kykkeli ky ad hele lortet uden af den grund at få det bedre.

 

Hvordan får jeg det bedre? Hvordan finder jeg lindring? Spænder jeg ben for mig selv ved at drømme om det fantastiske udefra? Må jeg selv indefra gro et træ og et liv, jeg kan leve med, og som jeg kan holde ud?

 

Når jeg har det værst, er himlen sort, og der er intet lys. Jeg er blind, som alle der kun ser mørke. Så kan jeg af og til gribes af en kunstig opstemthed, fx ved tanken om, at jeg lige om lidt går ud på reposen og ryger en cigaret, at jeg kan gå ud at lave kaffe, at jeg har skrevet gode og vedkommende tekster i en menneskealder, lege at jeg har succes, være dum med vilje og fuldt overlæg; jeg prøver at lyve Solen frem.

 

Men det er kunstigt, og det er selvbedrag. Nogle gange er jeg ved at forsvinde, opløses, jeg mærker for fuld kraft min indre ruin og følelse af død. Kaos. Giver slip. Kan ikke holde fast i noget mere. Jeg forsvinder. Og på en måde ligger der en lettelse i dét. Men kun et øjeblik.

 

Om lidt bliver her stille, om lidt er det forbi. Fik du set det du ville?

 

Hvordan får jeg det bedre? Hvor er lindringen? Er en del af sygdommen at forvente det hele udefra, forhindrer det mig i selv at gro mit livstræ livsdygtigt indefra? Jeg skulle måske vende de vilde fagter, bønnen om hjælp, indad og vande det visnede træ, gro det selv? Er det muligt? Der er lys – nogle gange – og lindring – nogle gange. Men når himlen er sort, er den sort.

 

Som et strejf af en dråbe, fik vi lov til at håbe.

 

Sådan kan det også være at være menneske. At tro på to torsdage i ugen, evig solskin og ferie på Bermuda. Den store gevinst i Eurolotto. Stående i regnen en helt almindelig dag i Odense, hvor himlen er sort. Og blive stående. Og blive ved. Det er på en måde sådan det er. Og dét er succes. Ikke at lægge sig og lade blade og sne og grus og skidt dække kroppen til, glemme alt, ikke at slippe livet før tid. Dét er succes.