Argumenter for liv. Fitness

 To be or not to be, that is the question; William Shakespeare

 

Fra jeg var barn og ung har jeg altid – på nær nogle få år - været fysisk aktiv og dyrket en del sport. Det kommer mig også til gode nu, hvor jeg som sindslidende prøver at finde veje gennem lidelserne og de begrænsninger, der følger med psykisk lidelse.

 

Jeg har for det første som barn og ung spillet en del fodbold og senere dyrket judo. Fodbolden var en vigtig del af min barndom. Jeg spillede i OB, og havde mange gode venner i klubben.

 

Senere – da jeg var flyttet til Aarhus for at studere – løb jeg en del. Den fysiske træning virker godt på mig. En måde at få ro i hovedet, og det er som om de endorfiner og dopamin som hjernen og kroppen danner ved fysisk aktivitet også virker mentalt smertestillende og beroligende og samlende og generelt fremmer fysisk og mentalt velvære og giver energi.

 

Derudover opnår jeg en naturlig træthed, så jeg kan sove om natten, og træningen gør, at jeg med god samvittighed kan spise min mad uden bekymringer for at tage på i vægt. Derved undgår jeg – håber jeg – alvorlige livstilssygdomme som fx diabetes og hjerte-karsygdomme.

 

Den medicin jeg får mod min psykiske lidelse, Zyprexa (Olanzapin), har den bivirkning, at jeg ikke rigtig kan føle mæthed, og derfor har lyst til at spise hele tiden. Det er så underligt: Jeg bliver sulten af at spise, og føler mig først mæt, når jeg ikke spiser og modstår de anfald af paniksult, som kan opstå i forbindelse med måltider.

 

Desværre har jeg pådraget mig en permanent fodskade i forbindelse med løb, og kan derfor ikke løbe mere. Løb har ellers i lang tid været min foretrukne motionsform. Jeg har nydt det flow og runners high, som man taler så meget om. 

 

I stedet har jeg kastet mig over fitness, og træner i Go2Fitness her i Odense. Det har jeg nu gjort i 5 år. Jeg træner både styrke (med vægte og funktionel træning) og cardio (crosstrainer, motionscykel og romaskine). Jeg kan bedst lide den hårde træning, da den giver den bedste effekt mod min lidelse. Det er som om, at jo hårdere jeg træner, jo større er belønningen i form af velvære bagefter.

 

Men da jeg efterhånden så småt nærmer mig de 60 år, har jeg den senere tid måttet drosle lidt ned på træningen, så jeg nu træner 3 gange om ugen. Før kunne jeg med lethed træne til udmattelse næsten hver dag.

 

Jeg har også gået til træning på Lille Skole for Voksne her i Odense, og her har jeg blandt andet lært lidt om træningsfysiologi; at det er vigtigt også at restituere for ikke at nedbryde mere end man opbygger kroppen ved træning. For idet man træner, river man sine muskelfibre en smule i stykker, og det tager tid (restituering) for muskelfibrene igen at gro sammen og derved blive en lille smule stærkere ved hver træning.

 

Der er også det aspekt ved træning, at for at få effekt af den, skal man udover komfortzonen. Man skal derud, hvor man har denne følelse af, at det er hårdt. Træning kræver sit. Det er der ingen vej udenom. Der er ingen lette veje. Men dét giver også den ekstra mentale belønning, at man kan klappe sig selv på skulderen efter vel overstået træning og sige til sig selv: Godt gået!

 

Som en engelsk forsker engang sagde med et glimt i øjet: Træning er supergodt i sig selv, og bivirkningerne er exellente: Vægten holdes stabil, hjerte- karsystemet og immunforsvaret styrkes, man undgår diabetes og måske kræft osv.

 

Og så er det vel heller ingen skade til at være en flot fyr?!