Argumenter for liv. Gitte.

 To be or not to be, that is the question; William Shakespeare

 

Den 14. marts 2001 mødte jeg kærligheden. Nærmere bestemt Gitte. Vi har været sammen siden. Vi har været gift to gange, første gang fra 2014 til 2017, og derefter fra 2018 til nu.

 

Vi blev skilt som en konsekvens af en alvorlig sygdomsperiode for Gitte, som også er sindslidende, og gift igen da ”hun vågnede op” fra en manisk episode.

Jeg husker en af de første nætter, vi havde sammen. Vi vågner samtidig et kort øjeblik ved at vi omfavner hinanden i søvne. Gitte ler stille ud i det trygge mørke.

 

Oprindeligt havde vi mødt hinanden til en juleafslutning i Distriktspsykiatrien i 1998, men vi blev først senere kærester og til sidst gift. Jeg har aldrig været i tvivl om, at hun er den rette for mig, om end jeg har forsøgt at bryde ud nogle gange, når lidelserne blev for svære, og også kærligheden gjorde ondt.

 

For som vel de fleste kender det, så har jeg og vi også erfaret kærlighedens dialektiske spænding mellem det bedste og det værste i menneskelivet; mellem kærligheden der kommer indefra og den, der kommer udefra, hvilke to ideelt set er i ligevægt, og uden ensidigt fokus på den ene af dem; mellem kærligheden, når vi forventer alt eller intet af den anden, hvilken første kan føre til fortvivlelse, den anden til ensomhed; mellem kærligheden som en kraft og et sværd, der kan skære gennem problemer, og kærligheden, man kan skære sig til blods på; kærligheden som både kan være en kløft og en bro mellem mennesker; og spændingen mellem kærligheden som en helende og som en nedbrydende og ødelæggende magt og kraft.

 

Kærligheden er det letteste og det sværeste. Man kan ikke leve uden og ikke med den. Når kærligheden ophører, ophører også tiden og livet, og efterlader os i evighed. Jeg kan ikke leve uden den, og ikke med den.

 

Alligevel kan jeg leve, fordi jeg vil. Jeg vil så gerne finde en vej, ikke nødvendigvis filosoffernes lette og svære vej til ataraxia, sjælsro. Jeg vil gerne mærke livet, ikke leve i ophøjet utilgængelighed for livets storme og smerte, og se de små menneskemyrer dybt nede rave rundt berusede, fortumlede, forvirrede af lidelse og forjættelser og drømme.

 

Smerten og lidelsen er den anden side af lykkens mønt. Mangler en af siderne, er mønten ikke gangbar. Ting af værdi koster.

 

Jeg vil gerne mærke kærligheden. Leve den med vægt og tyngde. Ikke lyve lidelsen væk. Forskønne. Male det sorte hvidt og det hvide sort. Jeg vil gerne leve kærligheden som den er, ikke som jeg måske mener, den burde være: Uden kant og skarphed og fylde. Uvirkelig.

 

Kærligheden er ikke en lykkelig slutning, men begyndelse. En fødsel, ikke en død. Og hvad jeg her har sagt om den lidelse, der kan følge den, kærligheden som nedbrydende og ødelæggende magt og kraft, er måske kun sådan det ved et optisk og sprogligt bedrag ser ud for os mennesker, når det evige lys rammer det ufuldkomne menneske, og derved kaster sin skygge. I sig selv er kærligheden uden denne skygge.

Vi kalder også ekstasen, besættelsen, lidelsen, smerten, forelskelsen kærlighed og hørende til dens væsen, men det skyldes måske kun vores begrænsede udsyn, og at vi forveksler lys og skygge, lys og mørke.

 

Egentlig vil jeg bare gerne leve. Og leve sammen med Gitte, og det vi har og har haft. Et fælles rum vi kan være i og dele. På godt og ondt.

 

Også nu hvor den første opløftelse for længst er historie, og vi er trådt ind i et roligere vand, mere stille, med færre ord, mindre begær, men måske større følelse. Jeg vil elske hende som altid, fra første sekund, til døden måtte skille os, og videre ud i evigheden.

 

Sådan ønsker jeg det. Håber.