Argumenter for liv. Zyprexa (Olanzapin)

 To be or not to be, that is the question; William Shakespeare

 

Hver aften på samme tid – omkring kl 21 – tager jeg 30 mg Zyprexa (Olanzapin); et antipsykotisk neuroleptika uden hvilket jeg ikke kunne fungere. Det er en relativ høj dosis, men jeg er også ”en stor mand”; jeg er 1,96 m høj og vejer omkring 94 kg.

 

Før Zyprexa fik jeg Trilafon i over 20 år, og i mange år var jeg skeptisk og kritisk indstillet overfor medicinens nødvendighed, delvis på grund af nogle uheldige indflydelser fra den danske psykiske forsker, Peter Kjærulff, der var og sikkert stadig er principiel og energisk modstander af medicin til psykisk lidende som mig.

 

Jeg har et par gange forsøgt – på egen hånd – at droppe medicinen. Og hver gang er helvede brudt løs i mig, jeg er brudt totalt sammen psykisk, og er i den forbindelse flere gange blevet indlagt på åbne og lukkede psykiatriske afdelinger både i Aarhus og i Odense.

 

Nu accepterer jeg medicinen. Brændt barn skyer ilden, som man siger. Det ville ikke give mening at forsøge uden igen. To alvorlige psykotiske sammenbrud er nok.

 

Men med hensyn til medicin kunne jeg tænke mig at formulere en lidt bredere kulturkritik. For sådan en som mig er medicin en livsnødvendighed, en livline. Men det føles – selv om jeg altså har denne grundlæggende accept – nogle gange reducerende som menneske kun at blive betragtet som en defekt krop og sind eller ånd. På de psykiatriske afdelinger har jeg ofte oplevet, at vi patienter indlægges, får medicin, og så sidder vi ellers og triller tommelfingre, og venter på at den forhåbentlig virker og hjælper. Vi er venligt set som planter man vander og gøder og håber vil gro igen efter at være visnet bort og næsten er døde, eller som maskiner, der er skruet forkert sammen, og som man så forsøger at reparere.

 

Den bredere kulturkritik går på det ensidige fokus på det fysiske, det materielle, herunder den fysiske hjerne, som man filosofisk og videnskabeligt – formentlig fejlagtigt (jf Vandrer mod Lyset) - betragter som bevidsthedens sæde. Vi lever i den vestlige verden i en kultur af materialistisk monisme, hvor det fysiske er alt, uden blik for den dialektiske spænding mellem det fysiske og det åndelige, der ideelt set kunne belive og frugtbargøre hinanden.

 

Det ville dog heller ikke være hensigtsmæssigt at svinge i den modsatte grøft med et eksklusivt og ensidigt fokus på det åndelige, som jeg forstår man gør i visse egne af Asien, fx i Indiens traditionelle kultur. Da bliver vi kun fattige og elendige sammen i en verden af ånd.

 

I den vestlige kultur har man i århundreder søgt at afbøde noget af den materielle nød og elendighed, og det er en kamp, som stort set er vundet. Men det er sket på bekostning af det åndelige, hvilket kommer til udtryk i antireligiøsitet og filosofisk afvisning af det metafysiske, hvis vi med metafysik forstår det åndelige (meta ta physica; efter fysikken).

 

Hvis mennesker groft set er halvt krop og halvt ånd, så går vi i den vestlige verden rundt som halve eller kvarte mennesker i en kultur, der har overvundet de fysiske begrænsninger, og som har leveret materiel tryghed og fremgang for de fleste, men vi er havnet i en åndelig krise, hvor vi – mange af os forgæves – prøver at bære den ubærlige vægtløse frihed (se også Milan Kunderas Tilværelsens ulidelige lethed).

 

For at undgå tomheden river vi så hovederne af hinanden, og fylder kulturen med krig og vold og racisme – fx mellem danske muslimer og ikke-muslimer – da vi ikke tåler og ikke kan bære det byrdefrie liv. Vi søger byrde og tyngde ved krig og vold for ikke at svæve ud i det tomme rum.

 

Det ideelle ville vel være en ligevægt i den dialektiske spænding mellem det åndelige og det fysiske. Derunder en ordentlig og ikke-reducerende holdning til sådan en som mig, en ordentlig psykiatri.

 

Jeg er i et billede en bil – men ikke kun en bil. Der er også en chauffør i den. Jeg er et klaver, men det kan ikke spille Beethovens sonater af sig selv. Der er brug for en pianist.

 

Der er vel også brug for sådan én som mig og som dig?

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Skizofreni set indefra - nyt blogprojekt

  Jeg har besluttet at starte dette nye blogprojekt   Skizofreni set indefra  dels ud fra et offentligt behov for at kende til sindslidelser, som rammer så utroligt mange, alt for mange, og dels for dermed at bidrage til, at sindslidelser ikke er noget vi, der rammes af dem, forsøger at skjule, tier med og måske hemmeligt går og skammer os over.   Jeg vil gerne bidrage til – med en personlig vinkel – at sindslidelser ikke er noget, vi tier om, men taler om.   Grundsynspunktet for min lidelse – jeg har diagnosen  paranoid skizofreni –  er, at jeg engang selv har ødelagt mit liv, og selv har skabt mit indre kaos, og derfor er der i sidste ende også kun mig selv til at forsøge at rette op på det igen.   Jeg forsøger med andre ord at genopbygge min personlighed og liv, efter selv at have ødelagt begge dele.   Dette er et synspunkt og en vinkel, som givetvis ikke dækker alle andre psykisk lidende, men det gælder for mig, og selve denne måde at se ...
Læs mere

Stille er natten

Billede
(Illustration: AI via Microsoft Bing) Mine tanker er som stjerner, der styrter i et sort hul, de opløses og forsvinder, smukke, men flygtige.   Min indre smerte og lidelse er som et vakuum, et meteorologisk lavtryk, der suger al min energi og skaber mentalt uvejr, uro. Min livskraft, min energi vender derfor indad – og jeg bliver tavs blandt mennesker. Mit indre vakuum og den knugethed, der følger, suger også ofte – som jeg oplever det – energien ud af andre, når jeg er blandt mennesker, fx i selskab og til fest.   Min indre lidelse er som en syg tand, som tungen bestandig kredser om. Jeg søger at lokalisere og om muligt opløse knuden, men hidtil forgæves. Måske er der ikke kun én knude, én årsag, men mange.   Min smerte gør mig til flygtning i mit eget sind og tanke. Men hvor flygter man hen, hvis man flygter fra sig selv, fra sin tanke? Så drejer verden langsomt rundt, og sindet bliver et vrængbillede, det forvrænges i et dødsmørke.   Og min smerte og lidelse gør m...
Læs mere

Blomsterbørns børn

Billede
  Det var endnu en fantastisk sommer   The summer of love ´67 . Alle skranker måtte falde, alle grænser sprænges, alle autoriteter måtte iklædes narrehat og bjælder, eller bar dem i forvejen, det blev synligt for alle.   Livet ville sprænge sig gennem alle forhindringer og mure og flyde frit, og som murbrækkere brugte de Janis Joplins fantastiske, desperate vokal, Jim Morrisons rasende, fræsende  Break on through to the other side , Jimi Hendrix satte ild til den elektriske guitar, også bogstaveligt. Dem for hvem det var alvor, alt for alvorligt, gjorde det sjovt for andre.   Man fik ved forbudte stoffer adgang til forbudte verdener, og mange vendte aldrig tilbage. Man satte blomster i geværløb og i kanoner, i håret, eller det sang man i hvert fald om, det var  make love not war , og alle der ikke ville tvinges ind i den nye frihed, blev ikke tolereret. Hver generation skaber sin egen frihed, og sit eget fængsel – til dem, der bare ikke passer ind.   J...
Læs mere