Lidt om min baggrund

 Jeg hedder Carsten Ploug Olsen, er født 1966 i Odense, hvor jeg har boet det meste af mit liv, fraregnet nogle år i Aarhus i forbindelse med et mislykket studieforløb. Jeg kommer af en rimeligt velstående, men ikke-akademisk familie.

 

Min far tjente i sit arbejdsliv en del penge, og arbejdede blandt andet i olieindustrien som selvstændig konsulent, og min mor arbejdede før hun blev pensioneret for forskellige rådgivende ingeniørfirmaer, deriblandt Ramboll.

 

Som så mange i min generation er jeg skilsmissebarn.

 

Som alle mennesker er hverken min far eller mor enstrengede, endimensionale personligheder; min far kan godt være temmelig firkantet, min mor følsom. Men begge har de også udpræget sans for ansvar, og er til at stole på.

 

Min bror, Jacob, er præget af autisme og retardering og epilepsi, og min mor har i den forbindelse kæmpet lange og svære kampe for hans vel, og har oplevet store sorger – både i forbindelse med Jacobs og med mine lidelser.

 

Jeg oplever at min far altid har været der for mig under mine sværeste år – med den støtte, han har kunnet give, ikke mindst økonomisk.

 

Jeg blev student i 1985 fra Sct. Knuds Gymnasium i Odense. Efter at have arbejdet i kibbutz i Israel (Tel Yosef) i et halvt år, og efter at have aftjent min værnepligt i civilforsvaret ligeledes af et halvt års varighed, flyttede jeg fra Odense til Aarhus for at studere.

 

Og dette oplevede jeg som at sætte mine ben i tynd eller tom luft. Da jeg gik i gymnasiet, var jeg ofte i opposition til familien, og kritiserede den meget og gerne. Men da jeg selv skulle til at skabe mig et liv, skabe værdier og tage ansvar, opdagede jeg, at jeg så at sige intet havde at bygge på.

 

Ødelæggelsen af min personlighed var i gang, og havde været i gang længe. Jeg husker, hvordan jeg en aften gik rundt uden for det kollegium, hvor jeg boede - jeg husker det som en mørk og blæsende og kold efterårsaften, jeg studerede på dét tidspunkt teologi, efter at have afbrudt et studium i Statskundskab - mens jeg tænkte –

 

Hvad skal der egentlig blive af mig?

 

Og dét var et rigtig godt spørgsmål.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Skizofreni set indefra - nyt blogprojekt

  Jeg har besluttet at starte dette nye blogprojekt   Skizofreni set indefra  dels ud fra et offentligt behov for at kende til sindslidelser, som rammer så utroligt mange, alt for mange, og dels for dermed at bidrage til, at sindslidelser ikke er noget vi, der rammes af dem, forsøger at skjule, tier med og måske hemmeligt går og skammer os over.   Jeg vil gerne bidrage til – med en personlig vinkel – at sindslidelser ikke er noget, vi tier om, men taler om.   Grundsynspunktet for min lidelse – jeg har diagnosen  paranoid skizofreni –  er, at jeg engang selv har ødelagt mit liv, og selv har skabt mit indre kaos, og derfor er der i sidste ende også kun mig selv til at forsøge at rette op på det igen.   Jeg forsøger med andre ord at genopbygge min personlighed og liv, efter selv at have ødelagt begge dele.   Dette er et synspunkt og en vinkel, som givetvis ikke dækker alle andre psykisk lidende, men det gælder for mig, og selve denne måde at se tingene på rummer for mig i sig selv en lett
Læs mere

Dualen

  Nogle gange krydser elskendes drømme hinanden, og bliver til mareridt; længslen efter og drømmen om Paradis bliver til helvedes realitet, idet vi drømmer om at modtage alt fra den anden; vi har da ikke selv andet at give end savn og angsten for at miste   En vigtig tanke i Vandrer mod Lyset er tanken om dualerne. At vi mennesker er skabt to og to; vi er to og dog én, bestemte til i al evighed at udfylde, supplere og elske hinanden. I folkelig visdom har man den parallelle tanke om den eneste ene; en tanke, der altså har realitet og virkelighed gennem dualernes eksistens.   I værket står, at dualernes tanke- og følelsesliv er hinanden ligt; de afspejler hinanden i stadig tiltagende harmoni og balance. Til sidst vil de enkelte dualer være nøjagtige afspejlinger af hinanden, og menneskedualerne vil indtræde i Paradis sammen. De ældste og de yngste har alle – siges det – for længst nået denne fuldkomne afspejling af hinanden (dualerne).   For mig personligt har denne tanke altid været y
Læs mere

Kærlighedens janusansigt

  Only love can break your heart; Neil Young   Som det vil være fremgået af denne blog, har jeg oplevet kærlighedens to ansigter, janusansigtet, det euforisk lykkelige og den sorte afgrund af forliste følelser og håb og kærlighed; den absolutte rus ved tanken om, at jeg endelig,  endelig  havde fundet min dual, og den sorte fortvivlelse og følelse af udslettelse da hun forlod mig; rusen og måske det man i dag kalder  kompliceret sorg;  altså en sorg og smerte som varer ved, som ikke går over (se indlægget  Ødelæggelsen. Et fald i to tempi. To. Anne Marie ) .   Men – vi må straks korrigere; det jeg her – og som de fleste gør det – kalder kærlighed og med dét kærlighedens to ansigter, janusansigtet, det glade og det sorgfulde ansigt, egentlig intet har med kærligheden, den sande kærlighed, at gøre. Det jeg – og så mange med mig – oplevede dengang, og flere gange i mit liv, dog ikke så smertefuldt som dengang med Anne Marie, var ikke kærlighed, men forelskelse. Spændt ud over det størst m
Læs mere