Birdwatching

 Engang for mange år siden havde jeg en ejendommelig drøm: Jeg drømte, at verden over stod en masse mennesker og så på træer. Idet de så på den smukke krone, voksede den, og når de så på de urene vækster ved roden, voksede de. Dette kaldtes i drømmen birdwatching.

 

Spørgsmålet til åndelig renhed er: Fodrer vi dagens eller nattens fugle? Og jeg tænker videre: Vi rummer alle både godt og ondt. Og at dét vi giver opmærksomhed og næring vokser. Så gælder det ikke om at være opmærksom på det smukke i mennesker, sig selv inklusive, det smukke mellem mennesker og i verden, uden at blive blind for det onde?

 

Jeg tænker ud fra Vandrer mod Lyset: Det sunde i sindet udgøres af lyset, det gode, det usunde, det syge, af mørket, det onde. Og jeg tænker, at ingen af de to, godt og ondt, findes rent og ublandet i os, men netop i blandinger. Og – altså – at vi kan få det gode til at gro ved at give det opmærksomhed, næring og pleje.

 

En anden vinkel fra Vandrer mod Lyset er, at vi ved sorg og anger over tænkte onde tanker eller onde handlinger, kan frigøre os fra det onde, eliminere det af vores ånd, vores personlighed. Men for at kunne sørge over og angre det onde, er vi først nødt til at erkende det, og erkende det som ondt. Derfor må man vel tage det med opmærksomheden på det smukke og gode med et gran salt eller forstå, at vi må nok se det onde, det er nødvendigt, men vi må se det fra det godes perspektiv og standpunkt. Vi må se på det onde, ikke for at dyrke det, men for at overvinde det. Fx ved sorg og anger.

 

Jeg kommer også til at tænke på Ingmar Bergmans ord om den syge tand: Komplekser, smerte, mørke kan virke som en syg tand, som tungen bestandig kredser om. Tilsvarende kan tanken kredse om det onde i tanken selv eller i viljen, fordi det onde skaber uro og splittelse i sindet, og fordi tanken bestandig – på grund af sin guddommelige oprindelse – søger at frigøre sig fra denne uro og splittelse og lidelse. For at opnå fred og hvile og ro.

 

Mørket, det onde, har en anden tilgang til problemet: Det søger at opbygge en polspænding i os, som det så frister os til at udløse og finde fred for gennem en mørkets tanke eller handling (synd). Problemet er bare, at ved den onde tanke eller handling opbygges en endnu stærkere og endnu mere ubehagelig eller lidelsesfuld polspænding, som vi så øjeblikket efter igen fristes til at udløse i en værre tanke eller handling. Nøgleordet ved den lidelsesfulde polspænding og den ledsagende fristelse til synd er selvbeherskelse.

 

Det er nogenlunde det samme princip som ved fysisk afhængighed, fx af cigaretter eller alkohol; vi skal hele tiden have mere af det afhængighedsskabende stof for at lindre ubehagelige symptomer og abstinenser. På den måde kan vi – i tilfældet med mørket – blive afhængige af det onde; eller som Gud sagde til de ældste på et tidspunkt, da de ville kalde sig det ondes herrer; ser vel til, at I ikke bliver dets tjenere! (se Vandrer mod Lyset).

 

Konklusionen er vel, at vi må se både det gode og det onde, lyset og mørket, men se dem fra lysets standpunkt og perspektiv, idet vi derved har retning mod lyset. Ser vi kun det ene, eller ser vi begge fra det ondes standpunkt, bliver vi blinde, og blinde slaver af mørket.

 

Vi må ved totalblikket give næring til dagens fugle, så de kan vokse sig stærke, brede vingerne ud, og bære os til Gud og saligheden.