The golden bullet

 Måske er en del af lidelsen tanken om al lidelses ophør (the golden bullet)

 

Jeg søger erkendelsesmæssigt, eksistentielt, følelsesmæssigt den endelige løsning; den endelige, fuldstændige erkendelse og sandhed, den evige kærlighed og fred og lykke, et punkt hvor al lidelse ophører. Og måske er dét en del af lidelsen.

 

Fordi livet grundlæggende er dynamisk, fordi vi måske kun som mennesker kan opleve kærlighed, fred og lykke i glimt? Fordi tanken og længslen efter den endelige, fuldstændige løsning på hele mit indre smertekompleks og knugethed og tavshed blandt andre, længslen efter den definitive løsning på alle mine problemer er en tanke om og længsel efter stilstand, døden; døden som giver lidelse i hvilken form den end findes og forekommer, fordi døden er af mørket, det onde (se Vandrer mod Lyset)?

 

Tanker og følelser kommer og går. Mit indre – og vel alle andres – er i konstant omformning, bevægelse, fødsel, liv. Jeg leder – i et billede – efter det sidste skridt, hvor jeg måske snarere skulle søge det første. Jeg leder derfor i en vis forstand efter døden og ikke livet?

 

Skulle jeg bare acceptere lidelsen som et grundvilkår i mit liv, og ikke hele tiden søge dens ophør? Acceptere at godt og ondt veksler, at det jeg søger kun kan findes i glimt? Hvis lykken og freden altid er lige om hjørnet, er den her aldrig. Jeg rækker – som barnet – hænderne ud efter bolden, og idet jeg går frem mod den for at gribe den, sparker jeg den væk med fødderne.

 

Som nu med disse skriverier. Er de forsøg på den endelige løsning, the golden bullet, et forsøg på at løse alle mine problemer? Idet jeg bruger timer og engagement på at nedfælde mine tanker og følelser i skrift, vokser stilheden mellem min kone og jeg, som om vi ikke har flere ord til hinanden, som om de er brugt op, og som om jeg bruger dem op ved at skrive dette?

 

Jeg længes efter kærligheden, og jeg søger den gennem disse ord, hvor den måske sidder lige overfor mig i sofaen og lider – som jeg – i stilhed. Vi søger kærligheden i hver vores lille boble, fjernt fra hinanden. Vores længsel krydser hinanden, og rækker forbi hinanden. Måske skal jeg holde op med at skrive og begynde at leve? Eller er dét bare en ny golden bullet?

 

Jeg lever, skriver, elsker, hader, knuges, lettes, taler, tier, glædes, har smerter, lider. Det er alt sammen livet. Det hører sig til. Måske er the golden bullet døden; løsningen, der ikke dræber mine problemer, men mig?

 

Så kan man fristes til at tænke; nå, men så er dét løsningen på alt, at tænke, at der ingen løsning findes på alt. Og sådan kan mørket og døden, det onde, fordoble sig selv og antage alle mulige skikkelser og nye former i vores verden. En fordobling der kendes i beslægtet form ved filosofiens begreb om den uendelige regres.

 

Jeg tror, at sandheden er, at det jeg kalder the golden bullet, virkelig er en af de former døden antager i vores verden, en af de måder, den indvirker på vores ånd og personlighed, og at den, døden, ikke kan overvindes af os mennesker. Det kan kun Gud. Døden er et grundvilkår ved det at være menneske, et vilkår vi ikke kan undslippe eller komme udenom.

 

Men vi kan være bevidste om den og se på dens forskellige skikkelser. Ikke for at overvinde den, men for – om muligt – at dæmpe dens magt.

 

For mig har the golden bullet altid været lidelses ophør. Andre søger den måske ved at blive kristen eller muslim, eller man drømmer om den via diverse ringmyter og eventyr (Wagner, Tolkien, Kjærulff) med tankerne om den totale personlige, globale eller sågar kosmiske forløsning.

 

Men det er med alt dét, som det ifølge Vandrer mod Lyset var med Jesus efter hans korsfæstelse og død: Han blev set snart hér, snart dér og alle vegne; i virkeligheden ingen steder (som fysisk menneske). På samme måde med den totale forløsning og løsningen på alle vores problemer. Det er en golden bullet, døden i en af dens mange skikkelser; eventyr, drømme, fantasi uden virkelighed.

 

Bundlinjen er, at jeg nu må konkludere, at det jeg har søgt efter gennem det meste af et helt liv ikke findes. Jeg har – som så mange andre – købt varm luft af diverse parfumesælgere, drevet af min egen længsel og lidelsens overvældende realitet. Men det i sig selv er en form for afklaring. En form for ro.