Dr. Freud

Hvad er lyset og livet andet end en strøm, mørket og døden sten i denne strøm; sten, som strømmen stadigt, uden ophør, søger at fjerne og bortskylle? 

Ethvert menneskebarn fødes med en uhæmmet livsdrift og trang til udfoldelse (libido), men mødes med modstand mod denne uhæmmede drift af omgivelserne, forældre, familie og verdens naturlige, fysiske grænser og begrænsninger (barnet kan fx hvor gerne det end ville, ikke flyve eller gå på Månen). Den således hæmmede eller standsede livsdrift kan da sætte sig som knuder, neuroser, angst, dødsdrift (tanatos), komplekser i barnet. Den oprindeligt sunde strøm forandrer sig til noget, der truer os.

 

Et billede: Barnet er en kilde, der oprindelig flyder roligt og frit, men omgivelserne smider sten i strømmen, hvorved strømmen ændrer karakter, formørkes, der dannes hvirvler og mudrede vande omkring spærringerne, stenene, og den ændrede, ophvirvlede strøm søger da afløb andetsteds, i livshæmmende baner, eller den ophobes gennem hæmning som ved en dæmning, og presset fra den opdæmmede, formørkede strøm kan blive så stort, at det sprænger dæmningen (hæmningen) og oversvømmer landskabet. Da har vi den psykiske lidelse, psykosen, invaliderende angst, depression eller sygdommen i en anden form.

 

Et menneskes tanker og følelser strømmer oprindeligt roligt og frit som den oprindelige, sunde kilde i billedet, men mødes med modstand gennem omgivelsernes krav eller fra menneskets egne indre standarter og følelse af, hvad der er acceptabelt, og hvad ikke, standarter som kan være tillærte eller medfødte. Nogle mennesker har høje standarter, høje krav til sig selv, andre lavere.

 

Tanker og følelser der søges bremset eller fortrængt (modstanden) fordi de opfattes – enten af én selv eller af omgivelserne – som uacceptable og er uønskede, søger som kilden i billedet afløb andetsteds og ad andre kanaler. Fx kan rå seksualdrift på den måde sublimeres – finde afløb – i kunst, i magtstræb, videnskabelig praksis, tænkning, pengebegær – for ad omveje at sætte sig i en position, hvor seksualdriften kan tilfredsstilles, idet aktiviteten og positionen gør én – håber man - attraktiv som seksualpartner. Derved skifter driften, begæret ansigt, men ikke hjerte og natur.

 

Kan de uønskede og uacceptable tanker og følelser ikke finde acceptabelt afløb nogetsteds, opdæmmes de som i billedet, strømmen ændrer karaktér, formørkes, og presset kan da igen blive så stort, at dæmningen sprænges og vi bliver psykisk eller fysisk syge (psykosomatiske lidelser) ved oversvømmelse af det opdæmmede, formørkede, mudrede vand, tanke- og følelsesstrømmen.

 

Alt dette er vist klassisk psykoanalytisk teori eller en fortolkning af denne teori, idet jeg søger at indarbejde elementer fra Vandrer mod Lyset. Men hvis det er rigtigt, som her fortolket; hvad gør vi da, hvis vi skal bevare eller genvinde vores psykiske sundhed? Hvad gør vi for at holde lys- og livsstrømmen ren, eller rense den, hvis den er blevet formørket? Gælder det om at fjerne spærringerne af livsdrift og tanke- og følelsesstrømmene, så de igen kan flyde frit, fx ved en psykoanalytisk eller psykoterapeutisk proces? Eller er dét en vej tilbage til junglen eller en regression til barnestadiet, hvor enhver tænker, handler og føler præcis som man vil, uhæmmet, uden tanke for andre, med sig selv i centrum for alt? En hæmningsløs og øjeblikkelig opfyldelse af ethvert behov og tilfredsstillelse af ethvert ønske, drift, begær?

 

Ligger frelsen i – med et ironisk blik til Evangeliet – i denne forstand ”at blive som børn på ny”?

 

Jeg tror, at det er sådan, at på samme måde som lys- og livsstrømmene kan formørkes gennem spærring ("sten"=mørke), så kan de renses ved at fjerne spærringerne, ved at hæve "stenene" fra strømmen, men uden at det ender i kaos. Ved rensningen antager strømmen igen sin oprindelige, sunde og rolige skikkelse og natur, og denne sunde strøm truer os ikke længere, og truer ikke med afløb i mørkets gerninger, fx vold eller mord. Vi bliver ikke "som børn på ny", men er da nogle erfaringer rigere, livsstrømmen en tone dybere, vi mere voksne og modne.

Men for at kunne hæve stenene i den formørkede strøm, må vi først se dem. Se stenene og den formørkede strøm som de er. Bare se. Turde være i rum også med det mørke, de mørke dele af strømmen og stenene, der tynger os, se uden at give efter for det mørke gennem mørkets gerninger, se uden at fortrænge det mørke. Man kan ikke ændre flodens løb, men man kan rense den.

 

Måske ligger katarsis, heling, og ataraxia, sjælsro, hér? At se strømmene som de er, ikke drukne i dem og ikke opdæmme dem, så de truer med sprængning af dæmningen og oversvømmelse? At rense sin livsstrøm. Er det hér helbredelsen eller lindringen ligger? Ligger den i mit tilfælde, og måske almenmenneskeligt, i rensning af livsstrømmene, af ånden; gennem udsoning med andre mennesker, tilgivelse af mig selv og i en stadig udrensning og forædling af min astrale genpart, som er del af livsstrømmene (se Vandrer mod Lyset)?