Den gyldne middelvej

 Jeg søger fred i sindet, ro i hjertet og sjælen.

 

En vej som filosoffer og religionsstiftere og skønlitterære forfattere har foreslået til opnåelse af ataraxia, sjælefred, er Den gyldne middelvej. Vi finder tanken hos Buddha, Aristoteles, Horats, Thomas Aquinas og hos flere andre; men ikke hos Jesus.

 

Ud fra Vandrer mod Lyset kan vi forstå den gyldne middelvej som lysets punkt eller smalle vej mellem mørkets ekstremer. Med hensyn til mørkets ekstremer har jeg tidligere foreslået en tanke, hvorefter mørket, det onde, dels har en ”lys” og dels en rent sort side. Disse to sider (sort-hvid) udgør netop ekstremerne, fx hovmod og selvudslettelse, forelskelse og had, krigsbegejstring og krigens rent sorte realitet, synden og døden osv.

 

Her i disse eksempler er lysets punkt eller vej mellem mørkets ekstremer selvtillid mellem hovmod og selvudslettelse, kærlighed mellem forelskelse og had, fred mellem krigsbegejstring og krigens afskyelige realitet, livet mellem synden og døden.

 

Mellem opblæsthed (hovmod) og selvudslettelse (mindreværd) søger jeg mellempunktet, middelvejen sund selvtillid og en naturlig, ikke-selvudslettende, ydmyghed, søger et mellempunkt og en naturlig balance og vægtning af fysisk og åndelig aktivitet, mellem aktivitet og hvile. Jeg søger middelvejen i mange af livets aspekter og praksis. Jeg søger dydens smalle sti, bort fra den brede vej til ”fortabelse”.

 

Jeg tror, at tanken om den gyldne middelvej er frugtbar, også for sådan en som mig, en sindslidende. For hvis det er rigtigt, at lyset udgør mellempunktet og middelvejen mellem mørkets ekstremer, er det logisk at denne middelvej giver fred i sind, hjerte og sjæl; fordi lyset giver fred (jf Vandrer mod Lyset).

 

Og det er logisk – og tragisk – at hvis man som jeg forlader middelvejen i et fald for mørket, for en af dets ekstremer, som gerne optræder i par og samtidigt eller sideløbende i et menneske, som to sider af den samme mønt – så er resultatet lidelse, da mørket giver ufred og splittelse og smerte i ånd, sjæl og krop.

 

I en kort formel: Mørket er livet i sort-hvid, jeg søger og ønsker at leve livet i farver.

 

Det er her vigtigt at forstå den gyldne middelvej som netop en vej; en levende proces i bevægelse og forandring, ikke som en en gang for alle opnået sjælefred og ro, eller som en stilstand. Livet er jo i en eller anden forstand bevægelse; tanker der strømmer og fremstiger i vores sjæl og ånd og tanke, følelser i konstant strøm og liv, handlinger ved vilje.

 

Den gyldne middelvej er en vandring mod lyset, dydens smalle sti mellem udskejelsernes ekstremer, en proces, liv. Som tiden strømmer i en evig forandring, strømmer livet i en evig vandring.

 

I en vis forstand standser denne strømmen af tid og liv, når vi falder for mørket. Vi indkapsles i et øjeblik, en situation, i en uheldig handling fra vores side, måske et traume. Tiden og livet ophører.

 

Men vi kan genfødes til lys og liv gennem sorg og anger, hvis livsstandsningen skyldes – som i mit tilfælde – en mørkets handling, synd (jf Vandrer mod Lyset). Og når vi genfødes, begynder tiden og livet igen at strømme og med dem forandringen. Vi vækker da det døde til live igen.

 

Og måske er det i virkeligheden dét, jeg søger: Livet. Måske er det hér freden ligger. I livet, og ikke i døden. Fordi livet er lys, og lyset giver fred. Måske er det kun mørket, der ved et bedrag frister med fred gennem døden. For fred kan kun den levende føle.