Det er jo vanvid!

 Hvem vinder, hvis man kæmper mod sig selv?

 

En del af min psykiske lidelse kan sættes på den korte formel: At forsøge at skade dem jeg elsker for at skade mig selv, hvorved mørket kortslutter kærligheden i en evindelig pine og indre konflikt: Impulser til at skade, og forsøg på at holde disse impulser tilbage så de ikke bliver til virkelighed gennem handling. En konstant pine af modsatrettede impulser og kræfter.

 

Jeg er min egen bøddel, og den der er sin egen bøddel, kender alle de svage punkter, ved hvor det gør allermest ondt. Den indre bøddel er særdeles opfindsom, og har stor indsigt i sit offer. Min indre bøddel har givet mig dette våben i hænde:

 

Jeg accepterer Vandrer mod Lyset som sandhed, og ifølge dette værk påvirker vi mennesker hinanden ikke kun gennem vores handlinger, men også ved vores tanker (jf Kristi Tale). Engang besluttede jeg da at bruge denne sandhed mod mig selv: Ved gennem konstante onde tankeimpulser vendt mod dem jeg elsker at skade mig selv. Hovedmotivet er ikke at skade andre, men mig selv.

 

Dermed slår vanviddet to fluer med ét smæk: Det giver mig en evindelig indre, tankemæssig konflikt og pine, og skader mig samtidig gennem den karmiske byrde, jeg opbygger i det omfang de onde tanker tænkes. Men – havde det ikke været dét, tankekrigen, som jeg fandt på i min selvdestruktion og selvlemlestelse, havde det været noget andet. Den indre bøddel er opfindsom og af omfang clairvoyant med hensyn til at finde de svage, følsomme steder.

 

Hvor flygter man hen, hvis man vil flygte fra sin tanke, fordi man er bange for den og hvad den kan finde på?

 

I sin tale i Vandrer mod Lyset siger Kristus, at vi bør gøre os til herrer over vores tanker, netop fordi vi mennesker også påvirker hinanden – til godt eller ondt - ved tanken. Men mine desperate forsøg på at gøre dét, skabe orden i mit indre kaos, blive herre i eget tankehus, strander på viljen til at gøre mig selv ondt ved at gøre andre ondt.

 

Derfor er det dér, jeg må sætte ind, hvis jeg skal følge Kristi ord: Slutte fred med mig selv, tilgive mig selv. Hvis jeg kan dét, vil jeg være nået et godt skridt fremad mod lyset. Og da kunne den sunde del af mig slå to fluer med ét smæk: At undgå at skade andre og samtidig få fred i tanke, sind og hjerte.

 

Så vejen er – igen – tilgivelse. Men kan jeg gå denne vej, gå den i sandhed? Jeg har den indre klarhed i tanken til – nu jeg skriver disse ting – at se og forstå en central del af min sygdom og lidelse, og en klarhed til at udpege en vej frem. Men har jeg også viljen til at gå denne vej, viljen til at blive rask?