Argumenter for liv. Ved havet

 Mørket, det onde, og dermed lidelsen kommer til mig som bølger, der slår mod en strand ved havet. Som regel overvinder jeg det, bølgen brydes og trækker sig tilbage, hvorpå følger glæde, lettelse og lindring, men straks efter følger en ny bølge, og med den ny lidelse. Således veksler glæde og lidelse uophørligt for mig.

 

Tegner dette et billede af lykke eller fortvivlelse? Begge? En accept af et grundlæggende vilkår? Eller en længsel efter at undslippe?

 

Et andet billede: Glæde og lidelse er som en flod, som jeg enten kan bade i eller stige op af og betragte som nu med disse ord. Jeg kan se floden som livet eller døden eller snarere begge. Floden har en funktion. Den giver mig erfaring og tyngde. Åndelig modenhed. Den løber mod havet, ånden, hvori den udtømmes. Dens udløb i havet giver ånden større fylde ved at tilføje endnu et ciffer af glæde eller lidelse.

 

Floden strømmer utrætteligt. Ånden modnes uden ophør. Drivende kraft for flodens løb og udløb i havet er tiden. Tiden strømmer også mod havet, ånden, med flodens dagsfragt af glæde og lidelse.

 

Floden strømmer utrætteligt mod havet, ånden. Tiden fletter sin krans af fortid og fremtid gennem nuets nåleøje. Jeg lader floden strømme. Kan jeg andet? Kan jeg standse flodens strøm, kan jeg hindre bølgerne i at slå mod stranden?

 

Af og til tænker jeg på det. At ophæve billedet, annullere det. Synke tilbage i Faderskødet. Opgive livet, hvis dette er livet. Men jeg tænker: Livet er denne bestandige vekslen. Hvis jeg vil leve, må jeg leve med denne stadige puls. Og måske er det dér det grundlæggende spørgsmål er. Kan jeg acceptere den fundamentale vekslen mellem lidelse og glæde og lettelse?

 

Jeg drømmer om den sidste bølge af mørke og evigt solskin. Men dét er ikke livet, men dødens billede. Livet er denne strøm, denne strand, denne puls. Livet veksler. Tiden vedbliver at strømme mod ånden og i ånden, medmindre jeg beder Gud om at standse den.

 

Af og til skriger jeg til Gud, at nu, nu er det nok. Jeg har nok af tidens og livets strøm, nok af lidelse. Men jeg skriger det i lidelse, når jeg glemmer glæden, der følger. Jeg tænker: Jeg har alt for mange dage, alt for megen tid. Jeg har levet længe nok. Alt for mange tanker. Jeg skriger til Gud om at standse tankens og livets strøm, om at standse floden og bølgernes slag mod kysten.

 

Men jeg glemmer da glæden. Glæden som kommer lige så uophørligt som lidelsen. I en evig puls og bevægelse. Og jeg tænker: Når jeg træner fysisk bliver jeg fysisk stærk, når jeg træner åndeligt bliver jeg åndeligt stærk. Hvem kan blive stærk uden byrde? Hvis vi kunne, ville livet så ikke være ligegyldigt, uden vægt?

 

Så jeg lader bølgerne slå mod havet, bølgerne brydes og trække sig tilbage, jeg lader floden strømme. Jeg lader livet flette sin krans gennem tidens evige strøm, nuets evige øje. Og med tiden vil jeg måske kunne danne et smykke eller tilvirke en klædning, jeg kan bære. Anerkende dens skønhed. Den livets krans, som er mig.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Skizofreni set indefra - nyt blogprojekt

  Jeg har besluttet at starte dette nye blogprojekt   Skizofreni set indefra  dels ud fra et offentligt behov for at kende til sindslidelser, som rammer så utroligt mange, alt for mange, og dels for dermed at bidrage til, at sindslidelser ikke er noget vi, der rammes af dem, forsøger at skjule, tier med og måske hemmeligt går og skammer os over.   Jeg vil gerne bidrage til – med en personlig vinkel – at sindslidelser ikke er noget, vi tier om, men taler om.   Grundsynspunktet for min lidelse – jeg har diagnosen  paranoid skizofreni –  er, at jeg engang selv har ødelagt mit liv, og selv har skabt mit indre kaos, og derfor er der i sidste ende også kun mig selv til at forsøge at rette op på det igen.   Jeg forsøger med andre ord at genopbygge min personlighed og liv, efter selv at have ødelagt begge dele.   Dette er et synspunkt og en vinkel, som givetvis ikke dækker alle andre psykisk lidende, men det gælder for mig, og selve denne måde at se ...
Læs mere

Stille er natten

Billede
(Illustration: AI via Microsoft Bing) Mine tanker er som stjerner, der styrter i et sort hul, de opløses og forsvinder, smukke, men flygtige.   Min indre smerte og lidelse er som et vakuum, et meteorologisk lavtryk, der suger al min energi og skaber mentalt uvejr, uro. Min livskraft, min energi vender derfor indad – og jeg bliver tavs blandt mennesker. Mit indre vakuum og den knugethed, der følger, suger også ofte – som jeg oplever det – energien ud af andre, når jeg er blandt mennesker, fx i selskab og til fest.   Min indre lidelse er som en syg tand, som tungen bestandig kredser om. Jeg søger at lokalisere og om muligt opløse knuden, men hidtil forgæves. Måske er der ikke kun én knude, én årsag, men mange.   Min smerte gør mig til flygtning i mit eget sind og tanke. Men hvor flygter man hen, hvis man flygter fra sig selv, fra sin tanke? Så drejer verden langsomt rundt, og sindet bliver et vrængbillede, det forvrænges i et dødsmørke.   Og min smerte og lidelse gør m...
Læs mere

Blomsterbørns børn

Billede
  Det var endnu en fantastisk sommer   The summer of love ´67 . Alle skranker måtte falde, alle grænser sprænges, alle autoriteter måtte iklædes narrehat og bjælder, eller bar dem i forvejen, det blev synligt for alle.   Livet ville sprænge sig gennem alle forhindringer og mure og flyde frit, og som murbrækkere brugte de Janis Joplins fantastiske, desperate vokal, Jim Morrisons rasende, fræsende  Break on through to the other side , Jimi Hendrix satte ild til den elektriske guitar, også bogstaveligt. Dem for hvem det var alvor, alt for alvorligt, gjorde det sjovt for andre.   Man fik ved forbudte stoffer adgang til forbudte verdener, og mange vendte aldrig tilbage. Man satte blomster i geværløb og i kanoner, i håret, eller det sang man i hvert fald om, det var  make love not war , og alle der ikke ville tvinges ind i den nye frihed, blev ikke tolereret. Hver generation skaber sin egen frihed, og sit eget fængsel – til dem, der bare ikke passer ind.   J...
Læs mere