Kærlighed ved livets kant

 Jeg søger at tegne lidelsens problem, løse dens knude op, og af tråden væve en ny klædning til beskyttelse mod det onde.

 

Hvis mine skridt – under jordlivets grumsede, uklare flod – grundlæggende er drevet ved kærlighedens rene kilde, så er det kærlighed der har drevet mig til livets kant; men også dén der afholder mig fra at springe ud i intetheden. 

 

Men også en erkendelse af det meningsløse i tilintetgørelsen. For det jeg søger er fred, og – som jeg før har skrevet – fred kan kun den levende føle. Jeg søger hvile, og hvile kan kun den der lever.

 

Hvis det er fred og hvile jeg søger, så findes de i lyset, det vil sige i livet og kærligheden, ikke i døden. Så jeg må søge livet og kærligheden for at finde fred og hvile, ikke døden.

 

Tilintetgørelsen er ikke fred og hvile – men intet, ingenting. Et Intet der næppe lader sig tænke, da tanken er i livet og hører dét til. Man kan måske gøre sig tanker om Intet, men Intet kan ikke gøre sig tanker om livet, da Intet ikke rummer tanke. 

 

Derfor omslutter tanken og ånden i en vis forstand Intet – om så er – men Intet kan ikke omslutte tanken og livet. Altså er tanken og livet det primære og overordnede.

 

Dette være sagt mod den åndelige tilintetgørelse som ”løsning” på lidelsens problem og længslen efter fred og hvile gennem den.

 

Nu det jordiske. At ville flygte fra lidelsen gennem den jordiske død – ved selvmordet – er på en måde at flygte ind i lidelsen, hvis lidelsen er i mørket og dermed i synden og døden. Det vi da søger at flygte fra, er dermed dét vi flygter ind i, dét vi søger at undfly. Den selvvalgte død strammer lidelsens knude, livet løser den op.

 

Dette være sagt mod selvmordet.

 

Så jeg kan ikke se andet, end at vi – og jeg - både jordisk og åndeligt må søge livet og kærligheden, hvis vi søger fred og hvile. Om så vi står på livets kant, og mørket og døden råber spring!

 

Så siger livet og kærligheden og visdommen vent! Og hvis vi venter og holder tålmodigt ud, så skal de nok komme; freden og hvilen - gennem livet.

 

(Dette indlæg er bygget over tanker fra Vandrer mod Lyset)

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Skizofreni set indefra - nyt blogprojekt

  Jeg har besluttet at starte dette nye blogprojekt   Skizofreni set indefra  dels ud fra et offentligt behov for at kende til sindslidelser, som rammer så utroligt mange, alt for mange, og dels for dermed at bidrage til, at sindslidelser ikke er noget vi, der rammes af dem, forsøger at skjule, tier med og måske hemmeligt går og skammer os over.   Jeg vil gerne bidrage til – med en personlig vinkel – at sindslidelser ikke er noget, vi tier om, men taler om.   Grundsynspunktet for min lidelse – jeg har diagnosen  paranoid skizofreni –  er, at jeg engang selv har ødelagt mit liv, og selv har skabt mit indre kaos, og derfor er der i sidste ende også kun mig selv til at forsøge at rette op på det igen.   Jeg forsøger med andre ord at genopbygge min personlighed og liv, efter selv at have ødelagt begge dele.   Dette er et synspunkt og en vinkel, som givetvis ikke dækker alle andre psykisk lidende, men det gælder for mig, og selve denne måde at se ...
Læs mere

Stille er natten

Billede
(Illustration: AI via Microsoft Bing) Mine tanker er som stjerner, der styrter i et sort hul, de opløses og forsvinder, smukke, men flygtige.   Min indre smerte og lidelse er som et vakuum, et meteorologisk lavtryk, der suger al min energi og skaber mentalt uvejr, uro. Min livskraft, min energi vender derfor indad – og jeg bliver tavs blandt mennesker. Mit indre vakuum og den knugethed, der følger, suger også ofte – som jeg oplever det – energien ud af andre, når jeg er blandt mennesker, fx i selskab og til fest.   Min indre lidelse er som en syg tand, som tungen bestandig kredser om. Jeg søger at lokalisere og om muligt opløse knuden, men hidtil forgæves. Måske er der ikke kun én knude, én årsag, men mange.   Min smerte gør mig til flygtning i mit eget sind og tanke. Men hvor flygter man hen, hvis man flygter fra sig selv, fra sin tanke? Så drejer verden langsomt rundt, og sindet bliver et vrængbillede, det forvrænges i et dødsmørke.   Og min smerte og lidelse gør m...
Læs mere

Blomsterbørns børn

Billede
  Det var endnu en fantastisk sommer   The summer of love ´67 . Alle skranker måtte falde, alle grænser sprænges, alle autoriteter måtte iklædes narrehat og bjælder, eller bar dem i forvejen, det blev synligt for alle.   Livet ville sprænge sig gennem alle forhindringer og mure og flyde frit, og som murbrækkere brugte de Janis Joplins fantastiske, desperate vokal, Jim Morrisons rasende, fræsende  Break on through to the other side , Jimi Hendrix satte ild til den elektriske guitar, også bogstaveligt. Dem for hvem det var alvor, alt for alvorligt, gjorde det sjovt for andre.   Man fik ved forbudte stoffer adgang til forbudte verdener, og mange vendte aldrig tilbage. Man satte blomster i geværløb og i kanoner, i håret, eller det sang man i hvert fald om, det var  make love not war , og alle der ikke ville tvinges ind i den nye frihed, blev ikke tolereret. Hver generation skaber sin egen frihed, og sit eget fængsel – til dem, der bare ikke passer ind.   J...
Læs mere