Den faste grund i dybet

 Solidum petit in profundis (vi søger i dybet den faste grund).

 

Det moderne menneske søger – som dem før os – den faste grund i dybet, men er ivrigt efter at understrege, at vi nok søger denne grund, men ikke finder den; at man skal være varsom og skeptisk overfor mennesker, der mener at have fundet sandheden. Det er forståeligt, da så utrolig megen misforståelse og så utrolig mange charlataner gennem tiderne har spredt så mange løgne og så megen vildfarelse.

 

For mig er den faste grund i dybet – erkendelsesmæssigt, eksistentielt og følelsesmæssigt – Gud. Det, der bærer, når alt andet svigter. Den, der bærer mig igennem alle lidelser og kampe, og som gør, at jeg ofte vinder sejr. Den, der gør, at jeg ikke fortvivler. Den, der fordrer kamp og indsats, som jeg optager og gør til min, støttet af Ham/Hende. Den, der i glimt skaber lindring til mit forpinte sind. Den varme og trygge og nære åndelige Far og Skaber, der velsigner mit hjerte med kærlighed og nogle gange fred.

 

Store tænkere har alle dage været i søgning efter den faste grund, fx Aristoteles, der søgte ”de første årsager og begyndelsesgrunde” i sin Metafysik. Immanuel Kant søgte at rydde terrænet for erkendelsen ved sin kopernikanske vending hen mod det, der erkender, væk fra det der erkendes, men hans hensigt og resultat stod ikke på højde med ambitionen, da hans tænkning endte i uløselige problemer. Og rækken er lang af disse store tænkere; Hume, Locke, Platon, Bergson, Russell. Frege. Mange andre.

 

Ifølge Vandrer mod Lyset eksisterer alt kun i kraft af Altets basis, Urtanken og Urviljen. Derfor må den erkendelsesmæssige og eksistentielle forankring nødvendigvis ligge hér eller i den sejrende Urtanke og Urvilje, Gud. Men det er en erkendelse, en sandhed, der formentlig ikke kan argumenteres, kun forkyndes. Og tegnet på tankens sandhed må være den åndelige ro og fred, den skaber. Der er én, der har styr på alt det jeg og vi ikke har styr på, Gud.

 

I sin Verdens kulturhistorie skriver Will Durant, at en kultur fødes med åbenbaring, og dør med filosofi. Måske fordi åbenbaringen skaber værdier, filosofien opløser dem gennem tankens gennemlysning. Og når der ikke er flere uantastede værdier tilbage, ikke mere brændstof til kulturen, dør den. Alt kan betvivles, intet er for filosofien og videnskaben sikkert. Filosofien undersøger grundlaget, og har dermed sin berettigelse, men hidtil har alle tryktests resulteret i opløsning eller manglende konsensus og skiftende og divergerende perspektiv. 

 

Det moderne menneske er højt udviklet – men tragisk i og med at det ingen faste værdier har eller anerkender udover en filosofi og videnskab, der betvivler alt. Det moderne menneske mangler forankring og er rodløst. Det vi har i dag – og anerkender – er kun en metode, hvorigennem vi har og får en række foreløbige resultater og antagelser og hypoteser og perspektiver, der kan være fejlagtige, usande i morgen. I den forstand lever det moderne menneske fra dag til dag, fra hånden til munden, uden sikkert grundlag i en tragedie, vi ikke forstår, og med en følelse af snarlig undergang og lurende katastrofe.

 

Vi har brug for forankringen og værdierne og åbenbaringen og med dén sandhedens forkyndelse. Ellers dør vores kultur og vores samfund. Hvis ikke vi modtager åbenbaringen og anerkender den, men fortsat hævder den evige tvivl og usikkerheds primat, dør vi af mangel på åndelig ilt og rum og liv. Vi har brug for åbenbaringens fred og hvile, så vi ikke løber og stresser og udtæres af tvivlens og usikkerhedens evige jagen efter vind i et samfundssystem, det kapitalistiske, liberale demokrati, der som en løbsk ganger eller maskine har taget magten fra os, og som truer med at ødelægge Jorden i økologiske katastrofer som følge af overproduktion og overforbrug.

 

Livet og erkendelsen har brug for et fundament, en jord at gro fra. Vi har brug for et fast grundlag for vores eksistens. Gud er livets, erkendelsens og eksistensens fundament og forankring; ikke som et abstrakt begreb, men som en levende Personlighed. Hvis vi kan erkende dét, slår Personligheden igennem til os. Vi bliver levende, genfødes og vinder grund og kerne, og blæser ikke længere hid og did som hvileløse avner for skiftende vind. Verdensbilledet ændrer sig da fra verden betragtet som en maskine eller en organisme til en verden, der grundlæggende eksisterer i kraft af og er båret af ånd, Guds.

 

Vi har brug for Gud. Jeg har brug for Gud. For at finde fred og hvile. For at leve.