Midt i et spørgsmål om liv

 Hvad gør man hvis man godt og vel halvvejs i livet opdager, at det man har søgt gennem hele livet ikke findes? Det er på en måde som verdens ende. Men måske en nys begyndelse? Jeg søger de næste skridt. Jeg stikker benet og foden frem, og håber at finde ny grund.

 

Det er på en måde som i slutningen af Wagners Götterdämmerung: En gammel verden bryder sammen, og en ny må begynde. Må begynde. Verdens skønhed. Menneskers skønhed. Er det kun et genskær af mit håb, min længsel? Var verden og mennesker skønne, fordi jeg håbede? Som himlen ved aften forskønnes af den nedgående Sol.

 

Men verden og mennesker er skønne. Ikke kun fordi jeg håber noget af den og dem. De er skønne i sig selv. I al vores kamp og lidelse og glimt af lykke. Verden begynder igen. Der er en ende og en begyndelse. Måske genfødsel. Det er vel ikke så dårligt at blive en illusion kvit. Måske så livet endelig kan begynde?

 

Men ikke livet uden lidelse. Det er jo netop dét. Jeg må acceptere lidelsen som et grundvilkår. For mig. Ikke for alle, men for mig og for mange andre. Jeg prøver at skabe litteratur i verdens og sindets afkroge, i lidelsens dybde, om ikke for andet så for at bringe vidnesbyrd og måske bud om farbar vej til andre, der lider som jeg. Plante et flag. Hér har mennesker også været. Ingen er alene.

 

Jeg prøver at tegne en vej, hvor alle veje ender. En retning. Jeg har hele tiden denne tanke, dette indre tilråb: Hvor alle veje ender, begynder noget nyt. Det er nødvendigt at nå til enden for igen at kunne begynde. Begynde på noget der holder. Der bærer. Noget ægte. Dette indre råb: Din vej var bygget på sand. Du sank i, og dine skridt blev tungere og tungere. Det er nødvendigt, at du forstår det. Det er nødvendigt, at du erkender det. At du forstår det kviksand, du levede i for at kunne gribe fast grund. Jeg tegner en vej, du må gå den. Det kan ingen gøre for dig. Kun du selv.

 

Og jeg tænker, at det er jo på en måde det, jeg har tænkt så længe. At lidelsen er flittige hænder, der graver sjælen dyb, så den kan rumme lykken. Lidelsen gør livets tone en smule dybere dag for dag. Men dybde forstået som skønhed og fylde. Når man holder ud. Jeg er ikke en gås som livets vand preller af på. Jeg søger at rumme det. Gøre mine egne ord sande.

 

Det er ikke gjort på et øjeblik, men i et livs varighed. Jeg står på en måde nøgen som på mit livs første dag. Langsomt må jeg tilrette en klædning jeg kan bære så jeg ikke er helt uden forsvar. Men det skal være ægte denne gang. Jeg må søge det næste skridt, og de næste. Ét for ét. Er det ikke sådan jeg har tænkt så længe, dog uden helt at forstå dybden i det. Det gør jeg så nu: Vandringen mod lyset er magisk. Vejen skabes under vores fødder for hvert skridt vi træder frem. Standser vi hører vejene op. Så enkelt tror jeg det er.

 

Jeg skriver i skyggelandet mellem nat og morgen. Som Solen uvægerligt vil stå op igen, vil mit liv begynde på ny. Sådan må det være. Det er en fysisk og åndelig lovmæssighed. Det føler jeg. Jeg ser efter tegn på lyset, der må komme. Gryet. Det nye. En mulighed. Mange muligheder. Hvis jeg standser her, forsvinder de alle. Bliver aldrig født. Giver mig ikke en chance for igen at se verdens og menneskers skønhed.

 

Jeg træder prøvende frem med disse ord. Der er grund. Jeg sætter foden på den. Det bærer. Jeg lever.