Kærlighedens janusansigt

 Only love can break your heart; Neil Young

 

Som det vil være fremgået af denne blog, har jeg oplevet kærlighedens to ansigter, janusansigtet, det euforisk lykkelige og den sorte afgrund af forliste følelser og håb og kærlighed; den absolutte rus ved tanken om, at jeg endelig, endelig havde fundet min dual, og den sorte fortvivlelse og følelse af udslettelse da hun forlod mig; rusen og måske det man i dag kalder kompliceret sorg; altså en sorg og smerte som varer ved, som ikke går over (se indlægget Ødelæggelsen. Et fald i to tempi. To. Anne Marie).

 

Men – vi må straks korrigere; det jeg her – og som de fleste gør det – kalder kærlighed og med dét kærlighedens to ansigter, janusansigtet, det glade og det sorgfulde ansigt, egentlig intet har med kærligheden, den sande kærlighed, at gøre. Det jeg – og så mange med mig – oplevede dengang, og flere gange i mit liv, dog ikke så smertefuldt som dengang med Anne Marie, var ikke kærlighed, men forelskelse. Spændt ud over det størst mulige følelsesregister og de fjerneste poler: Den kosmiske forening og den kosmiske adskillelse, den kosmiske lykke og det kosmiske tab.

 

Med selvoplevelsens vægt kan jeg nu klart skelne kærlighed og forelskelse; den ene, kærligheden, er af lyset, forelskelsen er af mørket, det onde. Der er tale om to væsensforskellige fænomener i overensstemmelse med tanken om mørkets, det ondes, dobbeltvæsen: Dets ”lyse” side og dets rent sorte. Med den ”lyse” side af forelskelsen blændes vi, vi bliver blinde (”kærlighed gør blind”), vi lever – hvis følelsen er gensidig – i en blændende og blindende rus, i tabet eller den ugengældte følelse styrtes vi i helvede, tartaros´ dybeste og mørkeste zoner.

 

Det er ikke kærlighed, men forelskelsen der gør blind. Det er ikke kærlighed, der knuser hjertet, men forelskelsen. Vi ser det i rusen, vanviddet, og vi ser det i den dybe smerte, når forelskelsen damper af som den affektfølelse den er (”kærlighed bliver til had”), eller når vi mister. Så kan resultatet være – som for mig – den komplicerede sorg, smerten og lidelsen som varer ved. En følelse jeg for så vidt stadig plages af. Derfor skulle jeg egentlig kalde dette indlæg Forelskelsens janushoved. Men jeg bibeholder gængs sprogbrug og udtryk for at illustrere en pointe. Selv i sproget narres vi til at tro, at kærligheden er farlig og potentielt ødelæggende for personligheden, at kærlighed kan knuse et hjerte og ødelægge os. Dét kan kun forelskelsen.

 

Sand kærlighed er rolig, den er ikke en rus, den gør os seende, den er varm, tryg, nær, nærende for hjertet, hvor den udspringer, den er ufarlig, helende og den er det største af alt. Den er åndens bestemmelse og livets dybe mening. Men den er ikke rus og vanvid eller helvedessmerte. Den har ikke to ansigter som forelskelsen, kun sit eget. Den ophører ikke med tilbagevirkende kraft (jf Kierkegaard), dét gør forelskelsen. Vi er selv herrer over kærligheden, fordi den udspringer i os selv, i vores eget hjerte, forelskelsen tager os med vold, og vi er ikke herrer over den, fordi den har fokus på eller rettere i en anden, og dermed vender den kærligheden på hovedet som den mørkets blinde efterligning af kærligheden den er.

 

Vi kan gøre ligningen helt præcis ved at sige: Forelskelsens janusansigt udgøres af rusen og døden (døden i konkret eller overført betydning som betegnelse for en indre tilstand eller følelse). Og denne rus rummer døden, og døden rusen. Forelskelsen er et af dødens mange ansigter. Da kun Gud kan overvinde døden, kan vi heller ikke helt blive forelskelsen kvit som fænomen i den menneskelige psykes fauna. Men vi kan være bevidste om den, og dermed svække dødens magt over os.

 

Vi kan med dette sagt korrigere det indledende citat fra en af Neil Youngs sange ved at sige: At kun kærligheden kan – ikke knuse – men hele et knust hjerte. Og så ellers håbe for alle der som jeg lider under det smertelige tabs langvarige konsekvenser, at netop dét vil ske: At kærligheden vil hele os og forelskelsen ikke mere splitte og ødelægge os.

(Jeg bruger her betegnelserne lys og mørke i Vandrer mod Lysets forstand; altså som betegnelse for de to urkræfter, godt og ondt)