Dommedagsbjerget

 Jeg søger at tegne kærlighedens problem. Hvoraf dens styrke og brod? Er det at bede om smertes ophør også at bede om kærlighedens og dermed livets ophør, døden?

 

Damoklessværdet hænger over min kærlighed, truende, som en forbandelse. Jeg lever med en kærlighed jeg ikke kan leve med, og ikke uden. Kommer en kvinde ind i mit inderste, er det dér jeg føler smerten, hvis hun går. Men aldrig at have været rørt dér er som aldrig at have levet. Min kærlighed lever bestandig på kanten af afsked. Den lyser op, lyset forstærkes som en glødepære, der lyser kraftigst øjeblikket før den springer.

 

At elske er at gøre sig sårbar. Ikke at elske er ikke at leve. Så vi må leve med sårbarheden, hvis vi skal leve. Selv Gud, ja, navnlig Gud, har gjort sig sårbar – ikke for døden, men for smerte – ved at elske os, elske os uendeligt (se Vandrer mod Lyset). Ved at elske os uendeligt, har Han/Hun gjort sig sårbar for uendelig smerte. Deraf Guds smerte og lidelse da de ældste og senere mange andre faldt.

 

Jo mere jeg elsker, jo mere lider jeg. Fordi jeg bliver sårbar i samme takt jeg elsker. Og jo mere jeg lider, jo mere ønsker jeg døden. Derfor er kærlighed og død indristet med runer i stenskrift i mit hjerte. Og derfor er døden kærlighedens brod. En sandhed der kan vinde genklang i alle trivialkulturens og klicheernes forfattere og sangskrivere, som rimer hjerte og smerte, men som også en anerkendt forfatter som Marcel Proust kan skrive under på. Kærligheden er for ham evnen til at gøre fortræd, og når smerten ophører, er det tegn på, at vi ikke elsker længere.

 

Så vidt tegningen. Nu: Kan vi rette helvedeshjulet ud, den forbandelse der har blandet kærlighed og død i en ring af ild, kan vi rette den ud og gøre den til en strøm, der igen kan flyde frit? Kan vi standse skriget af smerte og fjerne den eksistentielle hyletone, der gennem en art åndelig akustisk tilbagekobling lyder - ved den dialektiske dissonans og spænding mellem kærlighed og død - uophørligt for sjælens øre og åndens hjerte? Kan vi leve? Kan jeg leve? Kan vi vriste kærligheden ud af dødens kløer, og leve den som den virkelig er: Helende, nærende, fredfyldt, ufarlig, opbyggende, varm, tryg og meget meget mere, ja, alt?

 

Hvad hvis lidelsen, helvedesringen af ild, er sammenblandingen af kærlighed og død, den illusion at kærlighed og død er identiske eller uløseligt knyttet sammen? Hvad om helbredelsen er den simple sandhed, at ikke kærlighed og død, men kærlighed og liv er identiske eller uløseligt sammenknyttede eller sammensmeltede i Gud som udtryk for lysets to poler? For det er sådan det er (jf Vandrer mod Lyset).

 

Kan vi ved at leve denne sandhed helbrede kærligheden og os selv, idet vi da må forvente en længere rekonvalescens efter mange tiders lidelser og disses mørke strømme, der langsomt og tålmodigt må renses ud, så kilden igen kan strømme frit og rent, idet vi lader livets og kærlighedens identiske eller sammenknyttede kilde og vande bortskylle mørkets og lidelsens slagger?

 

Skælvende i ånd lægger jeg ringen tilbage ved dens rod og oprindelse dybt i tanken og historien – og venter på at kærligheden er fri, eller jeg forsvinder. Nu er der stille. Stille som livet.