At komme sig

 Har jeg viljen til at blive rask? Er det overhovedet muligt? Er tilgivelse af mig selv alt, der behøves?

 

Jeg er 57 år gammel. Min lidelse er indgroet, og måske er skaderne på mit sind irreversible. Men – hvis ikke jeg kan blive rask, kan jeg da i det mindste finde lindring? Hvis det at blive rask betyder en tilbagevenden til aktivitetsniveauet og funktionsdygtigheden før sygdommen satte ind, har jeg ikke megen tro og håb. Jeg tror heller ikke, at jeg nogensinde kan undvære medicinen.

 

I den forbindelse tænker jeg, at det er vigtigt ikke at falde i den fælde, man kan kalde recoverystress. En urealistisk tro og håb på noget, som er umuligt, men som man kan føle man skal leve op til og præstere nu hvor tankerne om recovery har bredt sig så meget og er så anerkendte. Det er godt, at man har blik for muligheden for at komme sig – især af hensyn til de unge sindslidende – men for en som mig, er situationen en anden. Tiden og min alder taler imod det realistiske håb om egentlig helbredelse.

 

Og hvad vil det sige: Før sygdommen begyndte? Jeg tror, at jeg har en medfødt sårbarhed og følsomhed, og at jeg altid har haft de kræfter i mig, der engang for så længe siden slog ud i alvorlig sindslidelse. Det tyder visse drømme fra tidligt i mit liv på sammen med visse ting jeg oplevede længe før min diagnose.

 

Men jeg tror på lindring. Jeg tror på, at en tilgivelse af mig selv kan give mig et liv, der er til at holde ud. At det kan mildne de uudholdelige lidelser.

 

Med hensyn til håb og tro og vilje. Vil jeg – sagt med galgenhumor – først være rask og parat til at leve – når jeg dør og har gået min runde under Solen? Sådan kan jeg tænke i bitre stunder eller med selvironi. Men jeg ved også – at min ånd er rask og uberørt af alt det mørke og al den lidelse, jeg har påført mig selv. Et sted dybt inde er jeg klar og elsker livet. Jeg er inderst inde en meget livsglad person. Og hvem er ikke det, når nu vores åndelige oprindelse er i Gud (se Vandrer mod Lyset)?

 

Jeg har haft visioner – indre billeder – af rum og tilstande og tid, hvor jeg ikke findes, hvor kun Gud er. Men jeg tænker, at det er sådan med det liv, der dybest og åndeligt set er evigt: For at vinde og kunne bære det evige liv, må vi kende en kraft, der vil det modsatte. For at kunne bære det evige liv må vi kende den evige død. Måske er det ikke så ualmindeligt. Måske er det et grundmenneskeligt vilkår og en almenmenneskelig erkendelse og erfaring. For at kende og værdsætte det gode, må vi kende det onde og overvinde det.

 

Og på denne mørke grund lyser evighedslivet så meget stærkere og klarere og med så større vægt og fylde. Det er livets dybde. Realitet. På samme måde som Guds univers af Lys stråler så mægtigt og uendeligt og skønt på baggrund af den modsatte mulighed, der fandtes engang, men som ikke findes mere: Et mørkekosmos ledet af en mørkets gud. Denne mørkets gud kunne måske ved sammensmeltning af Urtanke og Urvilje med mørkets to poler og sluttelige forening af Tanke og Vilje i det onde være blevet upåvirkelig af Lyset, det gode; et hæsligt mørkets kosmos, der måske til sidst ville resultere i altings evige død og udslettelse (igen: se Vandrer mod Lyset og i øvrigt også Supplement I til Vandrer mod Lyset, no 64 og Supplement II, no 64).

 

Men lidelserne. Lidelserne i mit liv. Livets pris er for mig høj. Men er den for høj? Som jeg har skrevet før: Alt af værdi koster. Livet og kærligheden koster så meget, fordi de er så værdifulde. Vi vinder livet og kærligheden for en pris, en pris vi hver især må afgøre om den er værd at betale.

 

Livets stundom skarpe syre brænder alt overflødigt væk. Og måske er dét lidelsen. Tilbage efter brændingen ligger guldet. Skælvende samler vi det op, lægger det til hjerte, og kalder det med rette og i sandhed vores. Om jeg ikke kan blive rask, så er dét i hvert fald en sandhed jeg på egen krop og ånd har erfaret og båret, og som kan låne lys og lindring til min tunge vandring. I et liv der på trods af alt bærer.