Skizofreni set indefra

  Nogle gange hører jeg ikke hvad du siger, kun det ene lytter jeg efter i din stemmes skjulte dyb: Om du bliver eller går.   En væsentlig del af min psykiske lidelse består i angsten for at blive forladt, separationsangst. Og så er det jeg tænker: Er det værdigt for en mand på snart de 60 år at være så rystende angst, som et barn, for tabet og det at blive ladt alene?   Men igen: Måske er livet at ligne med et træ som fra fødslen skyder grene i mange retninger; nogle af grenene rammes ved traumer af tidlig frost, visner og dør, og den del af barnet bliver så ikke ældre; væksten standser. Derfor kan det voksne eller ældre menneske godt på visse punkter være og forblive som et (ulykkeligt) barn.   Denne opfattelse kan finde hjemmel i Vandrer mod Lyset ved tanken om mørket, der på nogle områder kan sejre i mennesket og dermed standse den personlige og åndelige vækst på de givne punkter; en standsning der er irreversibel i den foreliggende inkarnation, og som derfor bl...

  Når jeg har ondt i sindet, tænker jeg af og til på muslingen og sandskornet. Hvordan den levende, følsomme musling langsomt danner en perle om kornet, så det ikke længere gør ondt.   Hvordan muslingen på den måde omdanner smerte til det ædle og med det rigdom i en slags alkymistisk proces. Og måske er det definitionen på det mørkes funktion og nødvendighed, også i overensstemmelse med Vandrer mod Lyset . Uden en kerne af smerte, ingen rigdom, skønhed og dybde; kun plakat i to dimensioner, kitsch.   Hvis vi ingen dybde havde, ville vi ikke kunne rumme lykken og glæden; de ville prelle af på ren overflade, der ville kun være overflade, intet rum i tre eller flere dimensioner, ja, intet virkeligt liv; vi ville kun være livløse dukker eller åndløse maskiner.   Hvilket leder til paradokset: Hvis der intet mørke og ingen død fandtes, ville kun mørket og døden findes; eller måske rettere: Hvis der intet mørke fandtes, ville der heller ikke findes lys, kun tomhed.   H...

  Intet i denne verden varer ved, ikke engang vores problemer; Charlie Chaplin   Den guddommelige Tanke  er altings oprindelse, dermed også livets og tidens. Gud har skabt os, Hans/Hendes børn (i åndelig forstand), ved Tanken og vi fastholdes i livet af Hans/Hendes Vilje (jf Vandrer mod Lyset ).   Derfor skifter livet, som tanken skifter og med den følelserne. Tanker kommer og går, og livet viser bestandig nye ansigter; glade, lykkelige, sorgfulde, lidende, forventningsfulde, fortvivlede.   Jeg søger fred og hvile, men skulle jeg ønske og søge denne bestandige skiften standset, døden forklædt som evig lykke og fred, eller bare acceptere at det er sådan det er?   Livet skriver sin fortælling på mit ansigt med broget, stundom vaklende og usikker skrift, undertiden med STORE BOGSTAVER, undertiden med en blegnende, forsvindende hvisken med småt; tankens og tidens bogstaver afløser hinanden, det ene bogstav viger for det følgende i den fortælling, der bliver mig...

  Kommer frelsen udefra eller indefra? Eller; måske er det dumt at tale om det, jeg nu har på hjerte i religiøse termer. Religiøst er jeg afklaret: Der findes ingen fortabelse, og derfor heller intet behov for frelse. Hvorfor ikke bare kalde det helbredelse; eller mindre ambitiøst og mere realistisk: Hvordan får jeg det bedre? Nu har jeg det ord, jeg søger: Lindring. Kommer den udefra, måske fra Gud, eller indefra?   Det går op for mig, at jeg mere eller mindre altid har haft en følelse, en drøm om at det fantastiske, lindringen, eller – som jeg tænkte, da jeg var ung – helbredelsen, skulle komme udefra. Fra Gud, fra min dual (se Vandrer mod Lyset ), fra venner, fra selve det fantastiske derude et sted fra, hvor det fantastiske findes og bor.   Hvis jeg mødte min dual, den evige kærlighed, hvis Gud greb ind, hvis psykiatrien var anderledes og bedre, hvis vejret var bedre, hvis det var søndag hver dag, hvis jeg hver morgen kunne vågne som verdensberømt forfatter og tjene s...

  Only love can break your heart; Neil Young   Som det vil være fremgået af denne blog, har jeg oplevet kærlighedens to ansigter, janusansigtet, det euforisk lykkelige og den sorte afgrund af forliste følelser og håb og kærlighed; den absolutte rus ved tanken om, at jeg endelig,  endelig  havde fundet min dual, og den sorte fortvivlelse og følelse af udslettelse da hun forlod mig; rusen og måske det man i dag kalder  kompliceret sorg;  altså en sorg og smerte som varer ved, som ikke går over (se indlægget  Ødelæggelsen. Et fald i to tempi. To. Anne Marie ) .   Men – vi må straks korrigere; det jeg her – og som de fleste gør det – kalder kærlighed og med dét kærlighedens to ansigter, janusansigtet, det glade og det sorgfulde ansigt, egentlig intet har med kærligheden, den sande kærlighed, at gøre. Det jeg – og så mange med mig – oplevede dengang, og flere gange i mit liv, dog ikke så smertefuldt som dengang med Anne Marie, var ikke kærlighed, men f...

  Jeg søger at tegne lidelsens problem, løse dens knude op, og af tråden væve en ny klædning til beskyttelse mod det onde.   Hvis mine skridt – under jordlivets grumsede, uklare flod – grundlæggende er drevet ved kærlighedens rene kilde, så er det kærlighed der har drevet mig til livets kant; men også dén der afholder mig fra at springe ud i intetheden.    Men også en erkendelse af det meningsløse i tilintetgørelsen. For det jeg søger er fred, og – som jeg før har skrevet – fred kan kun den levende føle. Jeg søger hvile, og hvile kan kun den der lever.   Hvis det er fred og hvile jeg søger, så findes de i lyset, det vil sige i livet og kærligheden, ikke i døden. Så jeg må søge livet og kærligheden for at finde fred og hvile, ikke døden.   Tilintetgørelsen er ikke fred og hvile – men intet, ingenting. Et Intet der næppe lader sig tænke, da tanken er i livet og hører dét til. Man kan måske gøre sig tanker om Intet, men Intet kan ikke gøre sig tanker om livet,...

  Mørket, det onde, og dermed lidelsen kommer til mig som bølger, der slår mod en strand ved havet. Som regel overvinder jeg det, bølgen brydes og trækker sig tilbage, hvorpå følger glæde, lettelse og lindring, men straks efter følger en ny bølge, og med den ny lidelse. Således veksler glæde og lidelse uophørligt for mig.   Tegner dette et billede af lykke eller fortvivlelse? Begge? En accept af et grundlæggende vilkår? Eller en længsel efter at undslippe?   Et andet billede: Glæde og lidelse er som en flod, som jeg enten kan bade i eller stige op af og betragte som nu med disse ord. Jeg kan se floden som livet eller døden eller snarere begge. Floden har en funktion. Den giver mig erfaring og tyngde. Åndelig modenhed. Den løber mod havet, ånden, hvori den udtømmes. Dens udløb i havet giver ånden større fylde ved at tilføje endnu et ciffer af glæde eller lidelse.   Floden strømmer utrætteligt. Ånden modnes uden ophør. Drivende kraft for flodens løb og udløb i havet er...