Skizofreni set indefra

  Det er så let at forstå det hele, at forstå alt. At når jeg tænker negativt og mørkt, får jeg det dårligt, og så tænker jeg endnu mere negativt, og får det endnu dårligere. Og så fremdeles. Det er så let at forstå, at den måde jeg tænker på, er den måde, jeg har det på. Og dog er jeg ved karmaloven min egen lykkes og ulykkes smed. Det er så let at sige til en anden: Tænk positivt, også selv om den anden ligger på et leje af søm og lykkens knuste glas. Når jeg sidder i hullet, er der sort, og der er intet lys, og der er ingen udgang. Og dog er jeg ved karmaloven min egen lykkes og ulykkes smed. Der er så mange, der gerne vil fikse dig, der sidder i hullet, så mange gode råd. Så tænker du måske, nå, jeg er ikke kun skør, jeg er skør på en skør måde, og lidelsen er mit eget valg og ansvar, og det går ikke over. Men ja, jeg er ved karmaloven min egen lykkes og ulykkes smed. Så begynder du måske at male fængslets sorte, massive sten fulde af blå himmel, lette dunskyer og strålende sol...

Ved den mørkeste time vender det, og det begynder igen at lysne. Jeg tænker stadig, at den død og den lidelse jeg bærer i mit indre, er sygdomme, der kun kan helbredes ved livet.   I håbet ser jeg ikke fortvivlelsen, og i fortvivlelsen ikke håbet. Men begge dele er stadige realiteter i mit liv. Jeg rummer det lyse og det mørke som vel alle. Ved det lyse elsker jeg, ved det mørke hader og fortvivler jeg.   Jeg længes efter helbredelse og fred. Men noget i mig viger tilbage for helbredelsen. For alt i mig synes lidelse og kaos, og en helbredelse forekommer mig derfor – set fra det fjerne og ved et optisk bedrag – som en personlig tilintetgørelse. Vanviddet er det trygge og velkendte, vejen ud forekommer mig at være en vej ud i intet, det tomme rum. Jeg tænker, at det er sådan mørket kan slå ring om og fængsle et sind. Set fra mørket er lyset en trussel, en fjende, der må bekæmpes.   Jeg vil leve, ikke dø. Men jeg kan ikke leve, og ikke dø. Jeg er i et limbo midt imellem liv...

  Jeg levede engang sammen med en kvinde, som var meget optaget af Norman Vincent Peales bøger og tanker, blandt andet bogen   Vær positiv, lev lykkeligt.  I denne bog formulerer forfatteren ud fra en kristen baggrund den enkle tanke, at positive tanker og adfærd giver et positivt og lykkeligt liv.   Det er en tanke, jeg vil prøve at bruge i mit liv nu. I øjeblikket har jeg det ikke godt. Jeg føler, at jeg på en måde står i et eksistentielt vadested eller ved en korsvej. Jeg kan vælge vejen til højre – ad lykkens og fredens vej – eller vejen til venstre – videre ud ad den vej, der lige nu giver mig ikke så få lidelser.   Jeg skriver altså ikke dette ud fra et eller andet lalleglad udgangspunkt, jeg prøver ikke at skrive et glædens evangelium ud fra en livsposition af glæde, lykke og fred, men i en situation hvor jeg endnu engang anfægtes på min livsvilje, og hvor jeg tvivler på livets værdi. Jeg skriver ikke på overskud, men af nød, i et forsøg på at finde en ve...

  Min glæde er rødder, der griber i og baner sig vej gennem fattig jord, den vældige; alligevel indsuger de den næring, der er, og roden skyder stængel og danner blomst og sætter frugt, andre kan næres af.   Min fred er stjerner i bundløst mørke; men de danner mønstre, billeder af skønhed, som jeg undrende betragter og lever ved. Jeg ser og søger Lysets skønhed, gyser tilbage for mørket, det er hyllet i.   Af Gud fik jeg livet og Paradis. Det helvede og den død, jeg dagligt lever i, har jeg selv skabt, eller de er resultater af visse personlige valg.   De smukkeste mennesker jeg kender, er mennesker, der bærer eller har båret de tungeste lidelser uden at knække. Byrderne har gjort dem rummelige, indfølende, dybe, og de kan bringe virkelig trøst og lindring.   Ligesom de smukkeste mennesker i fysisk forstand er de mennesker, der træner deres krop og passer på den, er de smukkeste i åndelig forstand dem, der træner deres ånd – ved at bære deres byrder uden at kast...

  Når lidelsen bliver for stor, når den når og passerer et vist niveau og varighed, har jeg et indre relæ, der slår fra, og jeg passerer grænsen til skyggelandet, psykosen, mørket, døden, altid kun en tanke væk. På den måde flygter jeg fra lidelsen ind i lidelsen - bort fra det ene, der kan hele mit splittede sind og skabe mig virkelig lindring, tænker jeg: Lyset, livet, kærligheden. Jeg jager dødens stilhed bort med støj fra den selvvalgte lidelse, en tanke, der godt kan objektiveres i en bredere sammenhæng og kulturkritik om støjen i vores samfund; fra dekadent musik, litteratur, politik, religion, videnskab, filosofi, spiritualitet, underholdning, forlystelse, trafik; alt sammen bortjager de til enhver tid den rolige tanke, der truer med helbredelse og fred. Der er ingen grund til at romantisere lidelsen, det syge sind (“vanviddet er en sund reaktion på en syg verden, han har ekstraordinære evner, han er en seende blandt blinde, dét er hans tragedie”). En digter som Michae...

(Illustration: AI via Microsoft Bing) Måske ved vi først hvem vi er, når vi er blevet en anden Jeg tror, det var Nietzsche, der tænkte mennesket som grundlæggende kaos. Men hvem er det i givet fald, der ser dette kaos? Er det ikke noget andet end kaos? Måske orden? Når jeg betragter mørket og døden i mit indre, er det så ikke noget andet end mørke og død, der ser; måske livet? Når jeg ser vrede og had i mit indre, er det så ikke noget andet end vrede og had, der ser? Måske kærligheden? Når jeg ser på uroen i mit indre, er det så ikke noget andet end uro, der ser? Måske fred? Et roligt punkt? Når jeg ser det nedtrykte, modløse, deprimerede i mig, er det så ikke noget forskelligt herfra, der ser? Måske en der elsker livet, og har bevaret håbet? Når jeg ser den syge i mig selv, er det så ikke noget, der ikke er sygt, der ser? En intakt, måske rask, kerne? Når jeg ser den skizofrene, der fortvivler og lider, er det så ikke mit virkelige jeg, der ser, forskelligt fra det skizofrene? ...