Skizofreni set indefra

  Min glæde er rødder, der griber i og baner sig vej gennem fattig jord, den vældige; alligevel indsuger de den næring, der er, og roden skyder stængel og danner blomst og sætter frugt, andre kan næres af.   Min fred er stjerner i bundløst mørke; men de danner mønstre, billeder af skønhed, som jeg undrende betragter og lever ved. Jeg ser og søger Lysets skønhed, gyser tilbage for mørket, det er hyllet i.   Af Gud fik jeg livet og Paradis. Det helvede og den død, jeg dagligt lever i, har jeg selv skabt, eller de er resultater af visse personlige valg.   De smukkeste mennesker jeg kender, er mennesker, der bærer eller har båret de tungeste lidelser uden at knække. Byrderne har gjort dem rummelige, indfølende, dybe, og de kan bringe virkelig trøst og lindring.   Ligesom de smukkeste mennesker i fysisk forstand er de mennesker, der træner deres krop og passer på den, er de smukkeste i åndelig forstand dem, der træner deres ånd – ved at bære deres byrder uden at kast...

  Når lidelsen bliver for stor, når den når og passerer et vist niveau og varighed, har jeg et indre relæ, der slår fra, og jeg passerer grænsen til skyggelandet, psykosen, mørket, døden, altid kun en tanke væk. På den måde flygter jeg fra lidelsen ind i lidelsen - bort fra det ene, der kan hele mit splittede sind og skabe mig virkelig lindring, tænker jeg: Lyset, livet, kærligheden. Jeg jager dødens stilhed bort med støj fra den selvvalgte lidelse, en tanke, der godt kan objektiveres i en bredere sammenhæng og kulturkritik om støjen i vores samfund; fra dekadent musik, litteratur, politik, religion, videnskab, filosofi, spiritualitet, underholdning, forlystelse, trafik; alt sammen bortjager de til enhver tid den rolige tanke, der truer med helbredelse og fred. Der er ingen grund til at romantisere lidelsen, det syge sind (“vanviddet er en sund reaktion på en syg verden, han har ekstraordinære evner, han er en seende blandt blinde, dét er hans tragedie”). En digter som Michae...

(Illustration: AI via Microsoft Bing) Måske ved vi først hvem vi er, når vi er blevet en anden Jeg tror, det var Nietzsche, der tænkte mennesket som grundlæggende kaos. Men hvem er det i givet fald, der ser dette kaos? Er det ikke noget andet end kaos? Måske orden? Når jeg betragter mørket og døden i mit indre, er det så ikke noget andet end mørke og død, der ser; måske livet? Når jeg ser vrede og had i mit indre, er det så ikke noget andet end vrede og had, der ser? Måske kærligheden? Når jeg ser på uroen i mit indre, er det så ikke noget andet end uro, der ser? Måske fred? Et roligt punkt? Når jeg ser det nedtrykte, modløse, deprimerede i mig, er det så ikke noget forskelligt herfra, der ser? Måske en der elsker livet, og har bevaret håbet? Når jeg ser den syge i mig selv, er det så ikke noget, der ikke er sygt, der ser? En intakt, måske rask, kerne? Når jeg ser den skizofrene, der fortvivler og lider, er det så ikke mit virkelige jeg, der ser, forskelligt fra det skizofrene? ...

(Illustration: AI via Microsoft Bing; ung mand kysser livets træ)   Livet er for værdifuldt til bare at kassere og smide væk – også selv om det er fuldt af lidelse.   For godt 30 år siden havde jeg chancen for at blive rask. I et kort øjeblik forsvandt det tunge mørke, som tyngede mig ned og gjorde mig syg. Men øjeblikket efter kom det igen, og så var chancen forspildt. For dette liv.   Teorien bag dette kan man læse om i  Vandrer mod Lyset  s. 194-195 om mørket, der kan vinde overtag over os mennesker i visse øjeblikke, hvorefter vores ånd og åndelige udvikling stagnerer for den foreliggende inkarnation, og hvor et nyt forsøg på at overvinde dette mørke ikke giver mening eller ikke kan gennemføres med succes.   Det er teorien om mørket, der således kan binde os for livstid. Det er en tragedie, når det sker. Men det er også en mulighed og chance for at vise og erkende og acceptere, at livet har værdi på trods af alt. Det er der jeg er nu.   At jeg deng...

(Illustration: AI via Microsoft Bing) Mine tanker er som stjerner, der styrter i et sort hul, de opløses og forsvinder, smukke, men flygtige.   Min indre smerte og lidelse er som et vakuum, et meteorologisk lavtryk, der suger al min energi og skaber mentalt uvejr, uro. Min livskraft, min energi vender derfor indad – og jeg bliver tavs blandt mennesker. Mit indre vakuum og den knugethed, der følger, suger også ofte – som jeg oplever det – energien ud af andre, når jeg er blandt mennesker, fx i selskab og til fest.   Min indre lidelse er som en syg tand, som tungen bestandig kredser om. Jeg søger at lokalisere og om muligt opløse knuden, men hidtil forgæves. Måske er der ikke kun én knude, én årsag, men mange.   Min smerte gør mig til flygtning i mit eget sind og tanke. Men hvor flygter man hen, hvis man flygter fra sig selv, fra sin tanke? Så drejer verden langsomt rundt, og sindet bliver et vrængbillede, det forvrænges i et dødsmørke.   Og min smerte og lidelse gør m...

  Hjerte og liv svøbt i blåt, nejer mod tid og det vidunderlige som skal komme, altid om lidt, og derfor aldrig, kvinden, Gud, lykke. Så svajer træet i storm, den truer med at oprykke livets rod. Nu, fra ungdom slog jeg rod omkring døden, men dybere end død strømmer liv, roden gror rastløst forbi de mudrede vande ned til renere kilder for at vinde Lys og ro. Først da kan den hvile. Så rank din vilje og stå fast, om så Dommen raser og truer og alt synes tabt. Da vil du sejre, siger Gud. Jeg bøjer hovedet og tager det næste skridt. Det første. Jeg fødes og lever. Nu.