Skizofreni set indefra

  Jeg har diagnosen paranoid skizofreni. Jeg tænker, at den lidelse betegnelsen dækker over, i mit tilfælde er fremkaldt af det man i østlig tænkning og religiøs tradition kalder   kundalini.  Kundalini betragtes i østen som en art guddommelig visdomskraft, men i virkeligheden er den udtryk for en reel kraft i mørket, der i ulykkeligste fald kan sprænge den menneskelige tanke og personlighed. For mig har dette fænomen sit udspring i de to oplevelser, traumer, som jeg har forsøgt at beskrive i indlæggene  Ødelæggelsen. Et fald i to tempi. Ét. Line   og  Ødelæggelsen. Et fald i to tempi. To. Anne Marie .  Muligvis ligger rødderne længere tilbage i tiden i tidligere inkarnationer (se i  Vandrer mod Lyset   om reinkarnation). Jeg har længe tænkt over, om det overhovedet er muligt at overvinde  kundalini  og således blive rask, eller om min psykiske sygdom er kronisk. Jeg har en klar indre oplevelse af, at der i mit tilfælde i mit liv, m...

Bogen  Et kursus i mirakler (EKIM)  bringer en ny dimension ind i mit liv og i min søgen efter åndelig og mental fred og helbredelse. Men jeg ved ikke, om denne nye dimension, denne mulige nye vej, er af det gode eller det onde. Jeg har en forhistorie i forbindelse med læsningen og anvendelsen af Peter Kjærulffs tanker og bøger  (Ringbærerens dagbog  og  Drømme (og drager) – set med klarsyn),  som gør mig forbeholden, da disse værker som medvirkende faktorer tidligere har kastet mig ud i kaos og sygdom. Det der skete for mig i den forbindelse var, at jeg fra det sorteste sortsyn og en følelse af fortabthed svingede over i den modsatte grøft: Eufori og tanken om at himlen var lige nu, lige her eller altid lige om hjørnet. Og i denne eufori trådte jeg ud på skyer i svimlende højder, og faldt i helvede ved manglende fodfæste i virkeligheden. Jeg fløj som  Ikaros  fra den græske mytologi for tæt på Solen, mine vinger afbrændtes, og jeg styrtede i have...

  For efterhånden en del år siden fik jeg af en bekendt anbefalet bogen   Et kursus i mirakler.  Det er en bog, som på nogle punkter adskiller sig fra mit religiøse fundament og ståsted,  Vandrer mod Lyset,   men den rummer alligevel – tænker jeg – mange gode ting og nyttige inspirationer. En af de ting jeg føler mig inspireret til af værket, er en mulig meget enkel vej til mental sundhed for mig – at blive rask simpelthen. Den vej jeg ser, er denne: Jeg kan først søge at føde ønsket om at blive rask dybt i mit hjerte, dernæst viljen til det. Med ønsket dybt i hjertet og viljen kan jeg bede Gud om det, at blive rask. Og det vil ske. Problemet er ikke, at Gud ikke ønsker, at jeg skal blive rask og have fred i mine tanker og i mit sind. Problemet er, at jeg selv modsætter mig det, og har gjort det i årtier. Jeg traf engang den fatale beslutning om at ville lide og føle smerte. Det var mit eget ønske og vilje. Nu må jeg søge at føde ønsket og viljen i modsat retnin...

  Sandelig, I skulle vide: at ingen lidelser, ingen forbandelser, intet urent og intet mørke kunne vare ved i al evighed! (Gud; fra Vandrer mod Lyset ) Længe har en magtfuld menneskelig tanke hjemsøgt mig, en tanke som synes oplagt og sand for mig, givet mit livs mange og tunge lidelser: At livet er lidelse, og at lidelsernes ophør derfor er livets ophør. Sådan, omtrent, tænker man sig det så vidt jeg ved i hinduismen og til dels i buddhismen. Det ændrer dog ikke kendsgerningen: At lidelserne ligger ved mørkets og dødens rod, ikke ved livets og kærlighedens. Hvis jeg nogensinde skal finde en vej ud af mine lidelser, må jeg derfor søge mod livet, ikke mod døden. Jeg må søge at bære det, der skal bæres, og glæde mig ved den åndelige styrke, jeg kan vinde derved; som atleten, der træner sig stærkere og stærkere. Hvor længe skal jeg bære disse lidelser? Det ved jeg ikke. Jeg ved ikke, om det for eksempel bliver bedre i den næste verden. Det kan tænkes, at jeg ved at vågne til fuld bevi...

  Det er så let at forstå det hele, at forstå alt. At når jeg tænker negativt og mørkt, får jeg det dårligt, og så tænker jeg endnu mere negativt, og får det endnu dårligere. Og så fremdeles. Det er så let at forstå, at den måde jeg tænker på, er den måde, jeg har det på. Og dog er jeg ved karmaloven min egen lykkes og ulykkes smed. Det er så let at sige til en anden: Tænk positivt, også selv om den anden ligger på et leje af søm og lykkens knuste glas. Når jeg sidder i hullet, er der sort, og der er intet lys, og der er ingen udgang. Og dog er jeg ved karmaloven min egen lykkes og ulykkes smed. Der er så mange, der gerne vil fikse dig, der sidder i hullet, så mange gode råd. Så tænker du måske, nå, jeg er ikke kun skør, jeg er skør på en skør måde, og lidelsen er mit eget valg og ansvar, og det går ikke over. Men ja, jeg er ved karmaloven min egen lykkes og ulykkes smed. Så begynder du måske at male fængslets sorte, massive sten fulde af blå himmel, lette dunskyer og strålende sol...

Ved den mørkeste time vender det, og det begynder igen at lysne. Jeg tænker stadig, at den død og den lidelse jeg bærer i mit indre, er sygdomme, der kun kan helbredes ved livet.   I håbet ser jeg ikke fortvivlelsen, og i fortvivlelsen ikke håbet. Men begge dele er stadige realiteter i mit liv. Jeg rummer det lyse og det mørke som vel alle. Ved det lyse elsker jeg, ved det mørke hader og fortvivler jeg.   Jeg længes efter helbredelse og fred. Men noget i mig viger tilbage for helbredelsen. For alt i mig synes lidelse og kaos, og en helbredelse forekommer mig derfor – set fra det fjerne og ved et optisk bedrag – som en personlig tilintetgørelse. Vanviddet er det trygge og velkendte, vejen ud forekommer mig at være en vej ud i intet, det tomme rum. Jeg tænker, at det er sådan mørket kan slå ring om og fængsle et sind. Set fra mørket er lyset en trussel, en fjende, der må bekæmpes.   Jeg vil leve, ikke dø. Men jeg kan ikke leve, og ikke dø. Jeg er i et limbo midt imellem liv...