Jeg kan blive rask



 For efterhånden en del år siden fik jeg af en bekendt anbefalet bogen Et kursus i mirakler. Det er en bog, som på nogle punkter adskiller sig fra mit religiøse fundament og ståsted, Vandrer mod Lyset, men den rummer alligevel – tænker jeg – mange gode ting og nyttige inspirationer.

En af de ting jeg føler mig inspireret til af værket, er en mulig meget enkel vej til mental sundhed for mig – at blive rask simpelthen. Den vej jeg ser, er denne:

Jeg kan først søge at føde ønsket om at blive rask dybt i mit hjerte, dernæst viljen til det. Med ønsket dybt i hjertet og viljen kan jeg bede Gud om det, at blive rask. Og det vil ske.

Problemet er ikke, at Gud ikke ønsker, at jeg skal blive rask og have fred i mine tanker og i mit sind. Problemet er, at jeg selv modsætter mig det, og har gjort det i årtier.

Jeg traf engang den fatale beslutning om at ville lide og føle smerte. Det var mit eget ønske og vilje. Nu må jeg søge at føde ønsket og viljen i modsat retning og bede af hjertet.

Dette opfatter jeg som vejen frem. Den er så enkel, og jeg ved at den er sand og mulig at følge. Man kan fylde en masse teori - teologi, filosofi, psykologi og videnskab - på denne enkle tanke. 

Jeg nøjes dog med en enfoldig tanke om og tro på Guds Alvidenhed, Alkærlighed og Almagt, og en tro på, at Han/Hun ønsker, at også jeg skal have det godt.

I den ånd siger jeg til mig selv: Saml mod og styrke i dit hjerte til bøn, Carsten, og alt du drømmer om vil ske, blive virkeligt!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Ved livets rod

Skizofreni og kundalini

Lykkens smed