Jeg bliver rask

Bogen Et kursus i mirakler (EKIM) bringer en ny dimension ind i mit liv og i min søgen efter åndelig og mental fred og helbredelse. Men jeg ved ikke, om denne nye dimension, denne mulige nye vej, er af det gode eller det onde.

Jeg har en forhistorie i forbindelse med læsningen og anvendelsen af Peter Kjærulffs tanker og bøger (Ringbærerens dagbog og Drømme (og drager) – set med klarsyn), som gør mig forbeholden, da disse værker som medvirkende faktorer tidligere har kastet mig ud i kaos og sygdom.

Det der skete for mig i den forbindelse var, at jeg fra det sorteste sortsyn og en følelse af fortabthed svingede over i den modsatte grøft: Eufori og tanken om at himlen var lige nu, lige her eller altid lige om hjørnet. Og i denne eufori trådte jeg ud på skyer i svimlende højder, og faldt i helvede ved manglende fodfæste i virkeligheden. Jeg fløj som Ikaros fra den græske mytologi for tæt på Solen, mine vinger afbrændtes, og jeg styrtede i havet og druknede.

Det er en fare, jeg nu igen mærker og fornemmer ved forsøget på at tilegne mig og bruge tankerne fra EKIM. Jeg tænker mig, at jeg må anlægge en pragmatisk vinkel og spørge: Hvad virker, og hvad virker ikke? Hvad føler jeg? Hvad er realiteten, virkeligheden i dette? Hvad kan jeg bruge, og hvad kan jeg ikke bruge? Er EKIM anvendelig, eller må jeg holde mig til Vandrer mod Lyset? Kan de to anskuelser måske forenes og supplere hinanden? Er de to tankeverdner af natur forskellige eller er de af samme kilde, Gud?

Det jeg ved med sikkerhed er, at Gud ønsker og vil, at jeg bliver rask og at jeg får fred i tanke, sind og ånd, at jeg får det godt. Og derfor vil det ske, hvis det også er mit ønske og min vilje. Men er det det? Eller frygter jeg forløsningen, helbredelsen mere end noget andet, mere end det helvede, jeg lever i, fordi det ville betyde lidelsens og smertens ophør: Alt jeg er og dermed – set fra en forvrænget synsvinkel – min tilintetgørelse?

Det EKIM siger omkring sygdom og helbredelse opfatter jeg nogenlunde således:

Egoet gør uvirkelig skyld virkelig, og søger at sone skylden ved angreb på os selv. Egoet ønsker at dræbe og tilintetgøre os, det er dets mål. Det søger at nå sit mål ved at indgive os den fejlagtige tro på vores skyld, og at vi derfor fortjener straf. Da Gud ikke straffer os, må vi straffe – dræbe og tilintetgøre – os selv.

Helligånden fordriver skyld simpelthen ved den erkendelse, som Han skænker os, at den ikke er til, og aldrig har været det. Vi er skabt lykkelige, hele og raske af Gud, og da alt hvad Gud skaber er evigt, er det evigt sådan.

Således er der ingen rejse hjem til Himmeriget i tid, kun en opvågnen nu (jf også Eckhart Tolles bøger). Dette er at blive rask, siger EKIM, det er helbredelse. Egoet frygter helbredelsen, forløsningen, og søger at indgive os den tro, at forløsningen, frelsen, vil være vores død og tilintetgørelse. Men det vil ikke være det, men derimod egoets ophør.

Da kærlighed er helbredelse, frygter egoet mere end noget andet den. Det sender os ud på en fiktiv rejse i tiden, i verden, med buddet og retningen: Søg kærligheden, men find den ikke. Helligånden peger blidt på den virkelige kærlighed, der er uden frygt, og som er i os, og siger: Her er din helbredelse, din forløsning. Den har været her altid, og den vil altid være her.

Vores rejse i tiden og i verden er i virkeligheden kun, at vi vender os fra Gud og lyset, stirrer ind i mørket, og siger Gud er ingen steder. Der er kun mørke. Vi er aldrig borte fra Gud, Han står lige bag os. Vores vandring er en gang på stedet. Vi er aldrig tabt. Gud er altid nær og tryg og varm. At erkende det kræver blot at vi vender os om igen. At vi åbner øjnene. At vi vågner fra de urolige drømme, vi har spundet os selv ind i, og ser virkeligheden. Sådan bliver vi raske, hvis vi er syge. Det er frelse. Det er oplysning (Tolle).

Mørket er som vi fortolker det, for i sig selv er det intet. Dermed er det hver vores værste mareridt, det er som J. K. Rowlings Bogart, det vi frygter mest, men som er uden virkelighed. Den vanvittige reagerer på noget, der ikke er der, stemmer, syner, rædsler, lidelser ad libitum han eller hun laver selv, til sig selv, og derfor er han eller hun alene i sit vanvid. Det er den verden, egoet, ikke Gud, har skabt. Egoet laver en verden af drømte lidelser, Gud skaber en verden af virkelig kærlighed og fred, det eneste der findes.

Nu – er det sådan? Er det så enkelt? Det er her, jeg fornemmer denne eufori i mig, som kan være tegn på fare og ny vildvej, en risiko for et nyt fald.

Vandrer mod Lyset tegner en lidt anden vej, om end de to veje måske kun på overfladen er forskellige. Og det er helt sikkert sandt, som Vandrer mod Lyset siger i lignelsen Vejene: Den vej vi vælger i tro og i håb er den rette, og vil hurtigst føre til målet.

Vandrer mod Lysets vej og genvej er denne: Gennem en tilgivelse af den dybest faldne (Satan (Ardor)) overvinder vi meget af det mørke, der er i os og omkring os og mellem os. Derved vil vores vej til Gud, frelse og i mit tilfælde også vejen til helbredelse afkortes betydeligt. Den videre vej består da i en langsom og tålmodig udrensning af det mørke, vi vel alle bærer i vores ånd, primært gennem sorg, anger og tilgivelse, hvorved mørket elimineres og neutraliseres. Mørket, det onde, er ifl Vandrer mod Lyset en reelt eksisterende, magnetisk virkende urkraft eller verdenskraft, omend det er blindtvirkende og forgængeligt. Lyset, det gode, er også en sådan urkraft og verdenskraft, det er evigt, og det er stærkere end mørket, da Gud er en Lysets, kærlighedens Gud.

Jeg kan ikke afgøre hvilken vej af disse, EKIM og Vandrer mod Lyset, der er den rette, og om de i virkeligheden er forskellige. Umiddelbart forekommer valget mig at være mellem oplysning og tilgivelse. Men er disse veje forskellige, eller er de dybest set ens og det samme? Til oplysning hører den enkle erkendelse, som Helligånden ifl EKIM skænker os, at adskillelsen fra Gud aldrig har været virkelig, at den kun er en illusion, som egoet indgiver os.

Dette flugter godt med Vandrer mod Lyset, idet dette værk siger, at vi alle er optaget i Guds Tanke og fastholdes evigt i livet og eksistensen ved Hans/Hendes Vilje. Da vi således evigt er i Gud, er enhver tanke om adskillelse og brudt forbindelse, måske ligefrem fortabelse, en illusion, en umulighed. Det findes ikke.

Jeg vælger den enfoldige vej: Troen på Guds Alvidenhed, Alkærlighed og Almagt og på, at Gud ønsker, at jeg skal blive rask og på, at det er muligt for mig. Til denne vej hører også vilje, selvbeherskelse og bøn født af et dybfølt ønske om helbredelse.

Jeg bliver rask. Hvis ikke nu, så i evigheden. Guds Ånd lyser på min forpinte tanke, sier slaggeret fra sten for sten, så alle tanker bliver kærlige. Jeg bliver rask.