Skizofreni set indefra

  Det var endnu en fantastisk sommer   The summer of love ´67 . Alle skranker måtte falde, alle grænser sprænges, alle autoriteter måtte iklædes narrehat og bjælder, eller bar dem i forvejen, det blev synligt for alle.   Livet ville sprænge sig gennem alle forhindringer og mure og flyde frit, og som murbrækkere brugte de Janis Joplins fantastiske, desperate vokal, Jim Morrisons rasende, fræsende  Break on through to the other side , Jimi Hendrix satte ild til den elektriske guitar, også bogstaveligt. Dem for hvem det var alvor, alt for alvorligt, gjorde det sjovt for andre.   Man fik ved forbudte stoffer adgang til forbudte verdener, og mange vendte aldrig tilbage. Man satte blomster i geværløb og i kanoner, i håret, eller det sang man i hvert fald om, det var  make love not war , og alle der ikke ville tvinges ind i den nye frihed, blev ikke tolereret. Hver generation skaber sin egen frihed, og sit eget fængsel – til dem, der bare ikke passer ind.   J...

Det var den fantastiske sommer ´92. Danmark bliver europamester i fodbold, Danmark stemmer mirakuløst – og til min fortvivlelse – nej til Maastricht Traktaten, og min søster nedkommer med sit første barn, en fantastisk dreng, Andreas.   Meteorologerne bliver nærmest arbejdsløse, 30 grader hver dag, og det bliver ved, og ingen kan se en ende på herlighederne. Tiden er fuld af fremtid.   Dagen efter EM-sejren tager Heidi og jeg toget sydpå fra Aarhus, mål: Henne Strand Camping. Det sidste stykke på cykel. Da vi cykler afsted, bliver vi overhalet af tudende biler med Dannebrog ud ad vinduerne. Sømmet i bund. Her kommer vi. Fuck Europa.   Jeg ligger ved teltet, som vi netop har fået slået op, ikke uden udfordringer, men man er vel en mand, jeg læser Jyllands-Postens udførlige EM-reportager, og skæver kun lidt til debatsiderne. Hvad skal der blive af Danmark? Fuck. Vi har vundet, vi har vundet det hele, og givet dem der fortjener det fingeren.   Jeg læser Henrik Nordbrand...

  Jeg er som den blinde, der søgte læge for at vinde eller genvinde synet, og som straks, da dette var nået, bad om at få sin gamle blindhed tilbage. For hvad andet ser jeg i min personlighed og mit virke end glimretrang, oppustethed, prætentioner, trang til udmærkelse; for at gøre mig så seksuelt attraktiv som muligt for flest mulige.   Jeg der er lykkeligt gift (og i øvrigt steriliseret), jeg der kun har lidt libido, sexdrift, tilbage; det gamle begær født i min tidlige ungdom, i puberteten, sender stadig sine bølger ind mod min kyst, gamle stormes ekko, spøgelser, fantomer, det uvirkelige stadig så smerteligt virkeligt og beskæmmende, ydmygende.   Jeg tror at jeg søger sandhed, søger visdom, kundskab, erfaring, indsigt, åndelig heling; det er kun generne der blindt søger at spredes mest muligt, og alle der står i vejen for dét, søger jeg at rydde af vejen, udkonkurrere, udmanøvrere.   Jeg tror at jeg træner min krop for sundheds skyld, for at få det bedre psykisk;...

  Som skizofren lider jeg både af storhedsvanvid og trang til selvudslettelse; som to modsatte poler der egentlig udtrykker den samme indre brist, det samme mørke (mørke i Vandrer mod Lysets forstand; som udtryk for det onde).  Storhedsvanviddet og selvudslettelsen er vist meget almindeligt for skizofrene.   I forskellige kulturelle traditioner – både østlige, vestlige og mellemøstlige – har man ideen og tanken om den gyldne middelvej . Denne vej kan i relation til Vandrer mod Lysets begreber og forståelse ses som udtryk for lysets rette, let opadgående vej mellem mørkets ekstremer; jf mine tanker om mørkets dobbeltaspekt, at mørket både rummer et ”lyst” og et rent sort perspektiv eller egenskab.   Hvis denne tanke er rigtig, og jeg skal finde lysets vej mellem mørkets ekstremer, så må jeg søge en ydmyghed uden selvudslettelse og en selvtillid uden storhedsvanvid.   Og så i øvrigt bære over med mig selv ud fra en grundlæggende tanke om, at jeg kun er et mennesk...

  Nogle gange hører jeg ikke hvad du siger, kun det ene lytter jeg efter i din stemmes skjulte dyb: Om du bliver eller går.   En væsentlig del af min psykiske lidelse består i angsten for at blive forladt, separationsangst. Og så er det jeg tænker: Er det værdigt for en mand på snart de 60 år at være så rystende angst, som et barn, for tabet og det at blive ladt alene?   Men igen: Måske er livet at ligne med et træ som fra fødslen skyder grene i mange retninger; nogle af grenene rammes ved traumer af tidlig frost, visner og dør, og den del af barnet bliver så ikke ældre; væksten standser. Derfor kan det voksne eller ældre menneske godt på visse punkter være og forblive som et (ulykkeligt) barn.   Denne opfattelse kan finde hjemmel i Vandrer mod Lyset ved tanken om mørket, der på nogle områder kan sejre i mennesket og dermed standse den personlige og åndelige vækst på de givne punkter; en standsning der er irreversibel i den foreliggende inkarnation, og som derfor bl...

  Når jeg har ondt i sindet, tænker jeg af og til på muslingen og sandskornet. Hvordan den levende, følsomme musling langsomt danner en perle om kornet, så det ikke længere gør ondt.   Hvordan muslingen på den måde omdanner smerte til det ædle og med det rigdom i en slags alkymistisk proces. Og måske er det definitionen på det mørkes funktion og nødvendighed, også i overensstemmelse med Vandrer mod Lyset . Uden en kerne af smerte, ingen rigdom, skønhed og dybde; kun plakat i to dimensioner, kitsch.   Hvis vi ingen dybde havde, ville vi ikke kunne rumme lykken og glæden; de ville prelle af på ren overflade, der ville kun være overflade, intet rum i tre eller flere dimensioner, ja, intet virkeligt liv; vi ville kun være livløse dukker eller åndløse maskiner.   Hvilket leder til paradokset: Hvis der intet mørke og ingen død fandtes, ville kun mørket og døden findes; eller måske rettere: Hvis der intet mørke fandtes, ville der heller ikke findes lys, kun tomhed.   H...

  Intet i denne verden varer ved, ikke engang vores problemer; Charlie Chaplin   Den guddommelige Tanke  er altings oprindelse, dermed også livets og tidens. Gud har skabt os, Hans/Hendes børn (i åndelig forstand), ved Tanken og vi fastholdes i livet af Hans/Hendes Vilje (jf Vandrer mod Lyset ).   Derfor skifter livet, som tanken skifter og med den følelserne. Tanker kommer og går, og livet viser bestandig nye ansigter; glade, lykkelige, sorgfulde, lidende, forventningsfulde, fortvivlede.   Jeg søger fred og hvile, men skulle jeg ønske og søge denne bestandige skiften standset, døden forklædt som evig lykke og fred, eller bare acceptere at det er sådan det er?   Livet skriver sin fortælling på mit ansigt med broget, stundom vaklende og usikker skrift, undertiden med STORE BOGSTAVER, undertiden med en blegnende, forsvindende hvisken med småt; tankens og tidens bogstaver afløser hinanden, det ene bogstav viger for det følgende i den fortælling, der bliver mig...