Last summer sane




Det var den fantastiske sommer ´92. Danmark bliver europamester i fodbold, Danmark stemmer mirakuløst – og til min fortvivlelse – nej til Maastricht Traktaten, og min søster nedkommer med sit første barn, en fantastisk dreng, Andreas.

 

Meteorologerne bliver nærmest arbejdsløse, 30 grader hver dag, og det bliver ved, og ingen kan se en ende på herlighederne. Tiden er fuld af fremtid.

 

Dagen efter EM-sejren tager Heidi og jeg toget sydpå fra Aarhus, mål: Henne Strand Camping. Det sidste stykke på cykel. Da vi cykler afsted, bliver vi overhalet af tudende biler med Dannebrog ud ad vinduerne. Sømmet i bund. Her kommer vi. Fuck Europa.

 

Jeg ligger ved teltet, som vi netop har fået slået op, ikke uden udfordringer, men man er vel en mand, jeg læser Jyllands-Postens udførlige EM-reportager, og skæver kun lidt til debatsiderne. Hvad skal der blive af Danmark? Fuck. Vi har vundet, vi har vundet det hele, og givet dem der fortjener det fingeren.

 

Jeg læser Henrik Nordbrandts Finckelsteins Blodige Bazar. Glemt er 100 års ensomhed. Vi kan det hele. Sammen kan vi det hele. Glemt er mørke og vinter og krigen på Balkan og Europas måske uløselige problemer. Vi kan det hele. Vi har sejret. Og det er sommer. Gu´ fanden er det sommer, og det bliver ved.

 

Tiden er fuld af tid. Tid der bliver ved at tikke af sted mod fremtid. Glemt er Den kolde Krig. Sovjetunionen eksisterer ikke mere. Muren er faldet for længst. Atomangst er blevet til fortid og fremtiden venter som en ring af guld, der blinker i den Sol, der bare bliver ved at skinne.

 

Vi tager verden. Vi forandrer den. Det kan lade sig gøre. Alt kan lade sig gøre. Jeg har taget afsked med Hg-klassen, hvor jeg trivedes godt, om end jeg havde min hemmelighed, skyggen, som jeg ikke delte med nogen. Efter ferien skal jeg starte i praktik som regnskabselev i Pia-projektet i Aarhus.

 

Det kan lade sig gøre. Der er en vej. Det slutter aldrig. Hvert åndedrag er ladet med håb. Jeg trækker vejret dybt ned i lungerne, og ånder smerten ud. Der er en vej. Den sommer. Den fantastiske sommer ´92. Det hele kunne lade sig gøre. Bare den sommer. Et øjeblik.

 

Tiden der tikker det længere, længere bort. Hjertet der slår og bliver ved. Det var den sommer. Kun et øjeblik. Vi står på perronen, toget kommer snart og fører os bort til nye mirakler. Det er stadig os. Vi er ikke skilt. Vi er sammen en evighed. Bare et øjeblik. Dette Sommerlys og så kommer natten.


Note: 100 års ensomhed er en roman af Gabriel García Márquez, Sommerlys og så kommer natten er en roman af Jón Kalman Stefánsson.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Skizofreni set indefra - nyt blogprojekt

  Jeg har besluttet at starte dette nye blogprojekt   Skizofreni set indefra  dels ud fra et offentligt behov for at kende til sindslidelser, som rammer så utroligt mange, alt for mange, og dels for dermed at bidrage til, at sindslidelser ikke er noget vi, der rammes af dem, forsøger at skjule, tier med og måske hemmeligt går og skammer os over.   Jeg vil gerne bidrage til – med en personlig vinkel – at sindslidelser ikke er noget, vi tier om, men taler om.   Grundsynspunktet for min lidelse – jeg har diagnosen  paranoid skizofreni –  er, at jeg engang selv har ødelagt mit liv, og selv har skabt mit indre kaos, og derfor er der i sidste ende også kun mig selv til at forsøge at rette op på det igen.   Jeg forsøger med andre ord at genopbygge min personlighed og liv, efter selv at have ødelagt begge dele.   Dette er et synspunkt og en vinkel, som givetvis ikke dækker alle andre psykisk lidende, men det gælder for mig, og selve denne måde at se ...
Læs mere

Stille er natten

Billede
(Illustration: AI via Microsoft Bing) Mine tanker er som stjerner, der styrter i et sort hul, de opløses og forsvinder, smukke, men flygtige.   Min indre smerte og lidelse er som et vakuum, et meteorologisk lavtryk, der suger al min energi og skaber mentalt uvejr, uro. Min livskraft, min energi vender derfor indad – og jeg bliver tavs blandt mennesker. Mit indre vakuum og den knugethed, der følger, suger også ofte – som jeg oplever det – energien ud af andre, når jeg er blandt mennesker, fx i selskab og til fest.   Min indre lidelse er som en syg tand, som tungen bestandig kredser om. Jeg søger at lokalisere og om muligt opløse knuden, men hidtil forgæves. Måske er der ikke kun én knude, én årsag, men mange.   Min smerte gør mig til flygtning i mit eget sind og tanke. Men hvor flygter man hen, hvis man flygter fra sig selv, fra sin tanke? Så drejer verden langsomt rundt, og sindet bliver et vrængbillede, det forvrænges i et dødsmørke.   Og min smerte og lidelse gør m...
Læs mere

Blomsterbørns børn

Billede
  Det var endnu en fantastisk sommer   The summer of love ´67 . Alle skranker måtte falde, alle grænser sprænges, alle autoriteter måtte iklædes narrehat og bjælder, eller bar dem i forvejen, det blev synligt for alle.   Livet ville sprænge sig gennem alle forhindringer og mure og flyde frit, og som murbrækkere brugte de Janis Joplins fantastiske, desperate vokal, Jim Morrisons rasende, fræsende  Break on through to the other side , Jimi Hendrix satte ild til den elektriske guitar, også bogstaveligt. Dem for hvem det var alvor, alt for alvorligt, gjorde det sjovt for andre.   Man fik ved forbudte stoffer adgang til forbudte verdener, og mange vendte aldrig tilbage. Man satte blomster i geværløb og i kanoner, i håret, eller det sang man i hvert fald om, det var  make love not war , og alle der ikke ville tvinges ind i den nye frihed, blev ikke tolereret. Hver generation skaber sin egen frihed, og sit eget fængsel – til dem, der bare ikke passer ind.   J...
Læs mere