Et lys i mørket

 Jeg levede engang sammen med en kvinde, som var meget optaget af Norman Vincent Peales bøger og tanker, blandt andet bogen Vær positiv, lev lykkeligt. I denne bog formulerer forfatteren ud fra en kristen baggrund den enkle tanke, at positive tanker og adfærd giver et positivt og lykkeligt liv.

 

Det er en tanke, jeg vil prøve at bruge i mit liv nu. I øjeblikket har jeg det ikke godt. Jeg føler, at jeg på en måde står i et eksistentielt vadested eller ved en korsvej. Jeg kan vælge vejen til højre – ad lykkens og fredens vej – eller vejen til venstre – videre ud ad den vej, der lige nu giver mig ikke så få lidelser.

 

Jeg skriver altså ikke dette ud fra et eller andet lalleglad udgangspunkt, jeg prøver ikke at skrive et glædens evangelium ud fra en livsposition af glæde, lykke og fred, men i en situation hvor jeg endnu engang anfægtes på min livsvilje, og hvor jeg tvivler på livets værdi. Jeg skriver ikke på overskud, men af nød, i et forsøg på at finde en vej i et mørkt landskab, og håber, det kan have værdi for andre også.

 

Peales tanker kan let forklares og gives kontekst og vægt ud fra mit religiøse, filosofiske, eksistentielle og etiske udgangspunkt, bogen Vandrer mod Lyset. Ifølge dette værk tiltrækker vi Lyset med vores positive tanker og handlinger, hvorimod vi tiltrækker mørket ved vores negative tanker og adfærd. På den måde virker både godt og ondt, Lys og mørke, selvforstærkende, idet Lyset giver os glæde og fred, og modsat for mørkets vedkommende.

 

Lysets glæde og fred føder positive tanker og adfærd, der igen føder glæde og fred osv. Modsat med mørket og dets lidelser, der kan føde negative tanker og adfærd, og derved give endnu flere lidelser.

 

Jeg tænker, at det afgørende måske ikke er, hvad vi ser, men hvordan vi ser. Om vi grundlæggende ser livet ud fra en positiv eller en negativ synsvinkel. Eller som man siger: Det afgørende er ikke, hvordan vi har det, men hvordan vi tar´ det.

 

Hvordan ser vi fx på lidelser? Vi kan vælge at se det som noget tragisk, og i hvert fald noget ubehageligt og uønsket, men vi kan også se på det, som jeg har prøvet at formulere det tidligere: At lidelser er hænder, der graver ånden dyb, så den kan rumme lykken. At lidelsens bund på den måde bliver lykkens grund. At lidelse giver vores livsbillede dybde og perspektiv. At lidelse er et tegn på, at vi er på vej i en negativ bane, og dermed en indikator på, at der er nogle ting vi er nødt til at ændre.

 

Lidelse er altså ikke kun noget negativt. Den har også den funktion – når lidelserne ikke er selvforskyldte – at vi ved den afbetaler karmisk gæld, og dermed er den et led i vores åndelige udvikling og forædling. Lidelsen kan også være et element i vores indre kompas, og vores fornemmelse for retningen mod Lyset.

 

Den kendsgerning at vi lever i en mørkets, syndens og dødens verden (jf Vandrer mod Lyset), er ikke kun noget negativt. Ved således at leve under svære vilkår i en verden fyldt med ydre og indre farer, gør i sidste ende vores indre kompas og sans for retningen mod Lyset ubedragelig, og vi vinder derved en åndelig vægt og ballast og substans, vi ikke kan få på andre måder, sådan som tingene nu engang har udviklet sig. Det har aldrig været Guds hensigt og ønske, at vores liv skulle blive så svært og ofte tungt, men vi kan vende det til noget positivt, sådan som også Gud altid søger at vende det mørke og tunge til noget lyst og godt.

 

Hvis vi vælger det positive udgangspunkt, må vi også være klare over, at det hele ikke løser sig på et øjeblik. Som det tager tid at luge et blomsterbed eller en mark fri for ukrudt, således tager det også tid at rense vores indre for mørke. Vi må tage det tålmodigt skridt for skridt, plante for plante, tanke for tanke. Det vigtige er retningen.

 

Jeg skriver som sagt ikke disse ord i en tid, hvor jeg er lykkelig og har det godt. Jeg ligger på en måde knust under vægten af nogle sten, jeg er snublet over på mit livs vej. Men jeg prøver at gøre det til et vendepunkt, og tænker, at det er Gud, der vækker disse tanker i mig, et lys i mørket, at det er Gud, der i sin kærlighed og barmhjertighed rækker mig et Lys i det mørke, jeg lever i, og prøver at overvinde.

 

Det er netop i nødens og farens stund, når mørket er dybest, at Lyset viser sit sande værd og magt: Der skal kun et lille lys til for at oplyse et rum, der henligger i mørke. Den indsigt har jeg hermed søgt at bringe videre til dem, der måtte have den behov.