Aktiv livshjælp
Min glæde er rødder, der griber i og baner sig vej gennem fattig jord, den vældige; alligevel indsuger de den næring, der er, og roden skyder stængel og danner blomst og sætter frugt, andre kan næres af.
Min fred er stjerner i bundløst mørke; men de danner mønstre, billeder af skønhed, som jeg undrende betragter og lever ved. Jeg ser og søger Lysets skønhed, gyser tilbage for mørket, det er hyllet i.
Af Gud fik jeg livet og Paradis. Det helvede og den død, jeg dagligt lever i, har jeg selv skabt, eller de er resultater af visse personlige valg.
De smukkeste mennesker jeg kender, er mennesker, der bærer eller har båret de tungeste lidelser uden at knække. Byrderne har gjort dem rummelige, indfølende, dybe, og de kan bringe virkelig trøst og lindring.
Ligesom de smukkeste mennesker i fysisk forstand er de mennesker, der træner deres krop og passer på den, er de smukkeste i åndelig forstand dem, der træner deres ånd – ved at bære deres byrder uden at kaste dem fra sig.
Vi bør ikke hjælpe hinanden til at dø, men til at leve, også når livet er ubærligt. Vi bør ikke gå i døden for hinanden og kalde dét det højeste, men leve for hinanden. Dét kalder jeg kærlighed.
Kommentarer
Send en kommentar