Starry, starry night


(Illustration: AI via Microsoft Bing)

Måske ved vi først hvem vi er, når vi er blevet en anden

Jeg tror, det var Nietzsche, der tænkte mennesket som grundlæggende kaos. Men hvem er det i givet fald, der ser dette kaos? Er det ikke noget andet end kaos? Måske orden?


Når jeg betragter mørket og døden i mit indre, er det så ikke noget andet end mørke og død, der ser; måske livet? Når jeg ser vrede og had i mit indre, er det så ikke noget andet end vrede og had, der ser? Måske kærligheden?


Når jeg ser på uroen i mit indre, er det så ikke noget andet end uro, der ser? Måske fred? Et roligt punkt? Når jeg ser det nedtrykte, modløse, deprimerede i mig, er det så ikke noget forskelligt herfra, der ser? Måske en der elsker livet, og har bevaret håbet?


Når jeg ser den syge i mig selv, er det så ikke noget, der ikke er sygt, der ser? En intakt, måske rask, kerne? Når jeg ser den skizofrene, der fortvivler og lider, er det så ikke mit virkelige jeg, der ser, forskelligt fra det skizofrene?


Således tænker jeg, at den der er på vej ned i malstrømmen, intet ser, er blind. Men for den der er på vej op, på vej til at genrejse sig efter et fald, bliver strømmen og kaos langsomt synlige, skridt for skridt, idet vi løsner os fra dem, hæver os over det.


Sådan giver livet os øjne.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Skizofreni set indefra - nyt blogprojekt

  Jeg har besluttet at starte dette nye blogprojekt   Skizofreni set indefra  dels ud fra et offentligt behov for at kende til sindslidelser, som rammer så utroligt mange, alt for mange, og dels for dermed at bidrage til, at sindslidelser ikke er noget vi, der rammes af dem, forsøger at skjule, tier med og måske hemmeligt går og skammer os over.   Jeg vil gerne bidrage til – med en personlig vinkel – at sindslidelser ikke er noget, vi tier om, men taler om.   Grundsynspunktet for min lidelse – jeg har diagnosen  paranoid skizofreni –  er, at jeg engang selv har ødelagt mit liv, og selv har skabt mit indre kaos, og derfor er der i sidste ende også kun mig selv til at forsøge at rette op på det igen.   Jeg forsøger med andre ord at genopbygge min personlighed og liv, efter selv at have ødelagt begge dele.   Dette er et synspunkt og en vinkel, som givetvis ikke dækker alle andre psykisk lidende, men det gælder for mig, og selve denne måde at se ...
Læs mere

Stille er natten

Billede
(Illustration: AI via Microsoft Bing) Mine tanker er som stjerner, der styrter i et sort hul, de opløses og forsvinder, smukke, men flygtige.   Min indre smerte og lidelse er som et vakuum, et meteorologisk lavtryk, der suger al min energi og skaber mentalt uvejr, uro. Min livskraft, min energi vender derfor indad – og jeg bliver tavs blandt mennesker. Mit indre vakuum og den knugethed, der følger, suger også ofte – som jeg oplever det – energien ud af andre, når jeg er blandt mennesker, fx i selskab og til fest.   Min indre lidelse er som en syg tand, som tungen bestandig kredser om. Jeg søger at lokalisere og om muligt opløse knuden, men hidtil forgæves. Måske er der ikke kun én knude, én årsag, men mange.   Min smerte gør mig til flygtning i mit eget sind og tanke. Men hvor flygter man hen, hvis man flygter fra sig selv, fra sin tanke? Så drejer verden langsomt rundt, og sindet bliver et vrængbillede, det forvrænges i et dødsmørke.   Og min smerte og lidelse gør m...
Læs mere

Blomsterbørns børn

Billede
  Det var endnu en fantastisk sommer   The summer of love ´67 . Alle skranker måtte falde, alle grænser sprænges, alle autoriteter måtte iklædes narrehat og bjælder, eller bar dem i forvejen, det blev synligt for alle.   Livet ville sprænge sig gennem alle forhindringer og mure og flyde frit, og som murbrækkere brugte de Janis Joplins fantastiske, desperate vokal, Jim Morrisons rasende, fræsende  Break on through to the other side , Jimi Hendrix satte ild til den elektriske guitar, også bogstaveligt. Dem for hvem det var alvor, alt for alvorligt, gjorde det sjovt for andre.   Man fik ved forbudte stoffer adgang til forbudte verdener, og mange vendte aldrig tilbage. Man satte blomster i geværløb og i kanoner, i håret, eller det sang man i hvert fald om, det var  make love not war , og alle der ikke ville tvinges ind i den nye frihed, blev ikke tolereret. Hver generation skaber sin egen frihed, og sit eget fængsel – til dem, der bare ikke passer ind.   J...
Læs mere