Stille er natten

(Illustration: AI via Microsoft Bing)

Mine tanker er som stjerner, der styrter i et sort hul, de opløses og forsvinder, smukke, men flygtige.

 

Min indre smerte og lidelse er som et vakuum, et meteorologisk lavtryk, der suger al min energi og skaber mentalt uvejr, uro. Min livskraft, min energi vender derfor indad – og jeg bliver tavs blandt mennesker. Mit indre vakuum og den knugethed, der følger, suger også ofte – som jeg oplever det – energien ud af andre, når jeg er blandt mennesker, fx i selskab og til fest.

 

Min indre lidelse er som en syg tand, som tungen bestandig kredser om. Jeg søger at lokalisere og om muligt opløse knuden, men hidtil forgæves. Måske er der ikke kun én knude, én årsag, men mange.

 

Min smerte gør mig til flygtning i mit eget sind og tanke. Men hvor flygter man hen, hvis man flygter fra sig selv, fra sin tanke? Så drejer verden langsomt rundt, og sindet bliver et vrængbillede, det forvrænges i et dødsmørke.

 

Og min smerte og lidelse gør mig vred. Som et dyr, der er trængt op i en krog, og gør sig parat til kamp og vold.

 

At kunne møde verden fri og let om hjertet. Jeg ved ikke, hvad de ord betyder. At være glad.

Men nu - rinder Lysets tanke over himlens mørke bue, denne: Mit indre vakuum er døden, og ved denne indsigt fyldes tomrummet, og jeg genfødes? Er det det, der menes med, at hvedekornet må i jorden og dø for at kunne bære frugt og give liv til mange?

Dette sidste siges jo i evangeliet (Joh. 12, 24) af Jesus om sig selv som "Menneskesønnen" og frelseren, og jeg er hverken Jesus eller frelser. Men måske udtrykkes her en almenmenneskelig lovmæssighed, der samtidig kan være en kilde til håb?

At livet gror selv i det dybeste mørke, at døden aldrig får det sidste ord, og ikke er den yderste sandhed?