Tanker om selvmord

 To be or not to be, that is the question; William Shakespeare

 

To billeder af grænseløs sorg, knipset fra Børge Madsens roman Jeg er salig, og Umberto Ecos Dronning Loanas mystiske flamme:

 

Billede 1: Den unge mand, himmelstormeren, søger energisk og frisk livet og mennesker, men han favnes af verden med frosne hænder (Ingemann), og langsomt trækker han sin skygge tilbage, skridt for skridt bevæger han sig baglæns tilbage mod et oprindeligt flydende mørke, som han nedsænkes i, han lukker selv låget til på kisten, et sent ekko af moderskødet, lydene forsvinder, lyset forsvinder, han er mørke, han er ikke, nu ikke mere, ikke flere dage, ikke mere tanke. Neddykket i grænseløst mørke smiler han sit buddha-smil; om ham kredser stjerner i bue som bud om et lys, der engang var.

 

Billede 2:  Den ældre mand mister to gange sin forstand og sin krop og sin tid, da det afsløres for ham, at den altoverskyggende kærlighed han havde som ung, og som han siden bestandig jagede, var en jagt efter et fantom; Lila eller Sibilla, som han hemmeligt elskede, flyttede eller flygtede efter gymnasietiden med sin familie fra Italien til Brasilien, men døde – uden han dengang vidste det – kort tid efter som 18 årig. Hans skyggehånd favnede livet igennem en skyggekvinde med sit skyggehjerte i en skyggeverden. Fordi hans kærlighed er skygge, bliver også tiden og livet skygge og efterlader ham i evighed. Tilbage er kun tåge og mørke og – for en skygge - menneskers frygtindgydende realitet.

 

To musikalske billeder på sorgen: Antonio Vivaldis Al Santo Sepolcro, 1. satsen (Adagio Molto) og ouverturen til 3. akt af Richard Wagners Tristan und Isolde. 


Da jeg var 20 år var jeg meget tæt på at gå ud foran en bus med fuldt overlæg. Jeg var i Aarhus for at lede efter et sted at bo, det var inden jeg startede på studierne, og altså inden alt det, der siden fulgte af sygdom og lidelser. Men ødelæggelsen af min personlighed var i fuld gang, og jeg havde det elendigt. Jeg kunne ikke se nogen udveje.

 

Men noget i mig sagde afgjort nej! Jeg har så senere forstået af Vandrer mod Lyset, at det må have været min samvittighed, altså min skytsånd, der advarede mig – uden i øvrigt at lægge nogen som helst tvang på mig.

 

Jeg er i dag lykkelig for at jeg valgte at lytte til min samvittighed og fulgte den. For hvis jeg dengang var død for egen hånd, kan jeg næsten ikke overskue konsekvenserne. For mig selv og for min familie (og for den buschauffør, der kørte bussen, som også kunne være blevet traumatiseret). For livet er evigt, og selvmord løser intet. Vi reinkarnerer. Det betragter jeg som en kendsgerning ud fra Vandrer mod Lyset.

 

Og at dø for egen hånd med det mørke i mit indre, som dengang var i fuld gang med at ødelægge mig, at føje et nyt mørke i form af et selvmord til noget, jeg siden næsten ikke har kunnet overvinde – i en kamp, som stadig pågår – er så grufuldt at tænke på, at jeg gyser og ryster i mit indre. Det ville ikke have været umuligt at overvinde. Men næsten. 

 

Og det er det dybt tragiske ved ethvert selvmord. Selvmord kommer jo ikke ud af det blå. Der er altid en forklaring, en historie, en sandhed bag. Ofte sandheden om mennesker, der ikke kan se noget lys og håb, ingen vej. Mennesker der kun ser den definitive afslutning som ”løsning”.

 

Og derved gør de det, jeg gyser sådan for i dag: Føjer et nyt mørke til noget, de ikke kan se sig ud af, og ikke mener at kunne overvinde. Hvilket vil sige, at de ikke kun i kommende inkarnationer skal gennem helvede, men kravle blødende gennem helvede på brækkede ben og med knust personlighed.

 

Der er altid en anden vej. Om den så skal gå gennem nok så mange lidelser, og nok så indædt kamp, som fx i mit tilfælde. Der er altid en vej, om så sorgen, smerten og lidelsen er grænseløs og man intet lys og håb kan se eller føle. For vejen slutter aldrig. Livet er evigt. Kun lidelserne vil engang få ende. Hvis man kæmper sin kamp. Så vil man engang vinde sejr. For vi er skabt til sejr, ikke til nederlag. Af Gud.

 

Billede fra mit eget liv: Jeg ligger neddykket i søvn og drøm i et grænseløst mørke, og jeg er helt paralyseret af dette mørke. Jeg sidder fast som i en skruestik. Kan ikke bevæge mig. Jeg er lammet. Kan dårligt trække vejret. Så flyder et mægtigt lys ind i min tanke, og i dét lys er der en stemme, der siger: Jeg er Gudfader, du skal kæmpe!

 

Så det gør jeg. Og en dag vil også jeg vinde sejr. Jeg vil finde min indre helhed og fred. Gennem kamp. Det er den vej, jeg vil gå. Jeg søger fred, men forstår, at fred kan kun den levende føle. Det er sådan det er og skal være. I Guds Navn, da!

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Ved livets rod

Billede
  Sandelig, I skulle vide: at ingen lidelser, ingen forbandelser, intet urent og intet mørke kunne vare ved i al evighed! (Gud; fra Vandrer mod Lyset ) Længe har en magtfuld menneskelig tanke hjemsøgt mig, en tanke som synes oplagt og sand for mig, givet mit livs mange og tunge lidelser: At livet er lidelse, og at lidelsernes ophør derfor er livets ophør. Sådan, omtrent, tænker man sig det så vidt jeg ved i hinduismen og til dels i buddhismen. Det ændrer dog ikke kendsgerningen: At lidelserne ligger ved mørkets og dødens rod, ikke ved livets og kærlighedens. Hvis jeg nogensinde skal finde en vej ud af mine lidelser, må jeg derfor søge mod livet, ikke mod døden. Jeg må søge at bære det, der skal bæres, og glæde mig ved den åndelige styrke, jeg kan vinde derved; som atleten, der træner sig stærkere og stærkere. Hvor længe skal jeg bære disse lidelser? Det ved jeg ikke. Jeg ved ikke, om det for eksempel bliver bedre i den næste verden. Det kan tænkes, at jeg ved at vågne til fuld bevi...
Læs mere

Skizofreni og kundalini

Billede
  Jeg har diagnosen paranoid skizofreni. Jeg tænker, at den lidelse betegnelsen dækker over, i mit tilfælde er fremkaldt af det man i østlig tænkning og religiøs tradition kalder   kundalini.  Kundalini betragtes i østen som en art guddommelig visdomskraft, men i virkeligheden er den udtryk for en reel kraft i mørket, der i ulykkeligste fald kan sprænge den menneskelige tanke og personlighed. For mig har dette fænomen sit udspring i de to oplevelser, traumer, som jeg har forsøgt at beskrive i indlæggene  Ødelæggelsen. Et fald i to tempi. Ét. Line   og  Ødelæggelsen. Et fald i to tempi. To. Anne Marie .  Muligvis ligger rødderne længere tilbage i tiden i tidligere inkarnationer (se i  Vandrer mod Lyset   om reinkarnation). Jeg har længe tænkt over, om det overhovedet er muligt at overvinde  kundalini  og således blive rask, eller om min psykiske sygdom er kronisk. Jeg har en klar indre oplevelse af, at der i mit tilfælde i mit liv, m...
Læs mere

Lykkens smed

Billede
  Det er så let at forstå det hele, at forstå alt. At når jeg tænker negativt og mørkt, får jeg det dårligt, og så tænker jeg endnu mere negativt, og får det endnu dårligere. Og så fremdeles. Det er så let at forstå, at den måde jeg tænker på, er den måde, jeg har det på. Og dog er jeg ved karmaloven min egen lykkes og ulykkes smed. Det er så let at sige til en anden: Tænk positivt, også selv om den anden ligger på et leje af søm og lykkens knuste glas. Når jeg sidder i hullet, er der sort, og der er intet lys, og der er ingen udgang. Og dog er jeg ved karmaloven min egen lykkes og ulykkes smed. Der er så mange, der gerne vil fikse dig, der sidder i hullet, så mange gode råd. Så tænker du måske, nå, jeg er ikke kun skør, jeg er skør på en skør måde, og lidelsen er mit eget valg og ansvar, og det går ikke over. Men ja, jeg er ved karmaloven min egen lykkes og ulykkes smed. Så begynder du måske at male fængslets sorte, massive sten fulde af blå himmel, lette dunskyer og strålende sol...
Læs mere