Lindring på noder

 Musik er for mig stemning, følelse, et sprog, en struktur, som enten kan oppiske følelserne og ligne liv uden at være det, som foregiver at bringe liv, men bringer en form for død; eller musikken kan bringe sindet til ro, nære sjælen, være det rolige vandspejl, hvori livet spejles og dets billede gengives, et billede i ro til lindring.

 

Musik kan være sol eller måne. Skabelse eller afglans. Musik kan være lødig eller appel, hvor appellen i den dekadente musik dækker over indre svaghed. Musik kan være ædruelig eller rus. Liv eller død. Udtryk eller indbrud.

 

Den appellerende, dekadente musik er næsten enerådende i moderne popmusik og i store dele af det man kalder ny musik. Man opererer her med catchy hooklines og inciterende riffs, der skal fange opmærksomheden, hypnotisere lytteren. Lødig musik stjæler ikke opmærksomheden, men skaber den.

 

Men der findes også lødig musik i popmusikken. Fx Bob Dylan, Neil Young, Eric Clapton (særligt hans blues), en Sissel Kyrkjebø med den rene stemme.

 

Når jeg lytter til fx Ludwig van Beethovens musik, falder sindet til ro. Han vil mig intet ondt. I de sarteste passager, fx i adagioen til den 9. symfoni hvor musikken vender ind mod sit inderste, rene punkt, strømmer livet uhindret, sagte, som digt i skabelse. Men Beethoven er også kamp og lidenskab, musikken fuld af kæmpekræfter, der besværger det onde og lover sejr over det.

 

Eller en Gustav Mahler, fx i den mægtige 8. symfoni Symphonie der Tausend, som han efter eget udsagn modtog i et øjebliks inspiration, musik hvor taget løftes af det hellige, kraftfulde, skønne, sande, en lidenskabelig påkaldelse af ånden (Veni, Creator Spiritus), eller adagioen til hans 9. symfoni som bebuder livets sejr over døden som en indtruffet realitet og kendsgerning, ja, den indtræffer her; til slut en stilhed, et smil som bortånder døden med lysets og livets salighed og afklaring; livets kilder gennembryder dødens skranker, og strømmer atter frit.

 

Og med livets kilder frit strømmende bringes lindring og katarsis til det forpinte sind, fx mit.

 

Den skønneste musik jeg kender, er komponeret af Johann Sebastian Bach. I hans orkestersuiter og cellosuiter, ja, overalt i værket bringes orden, logos, gennem klar struktur og ren skønhed. Hans orgelværker er lyden af Paradis på helvedes mørke baggrund. Et bevis på at lyset er stærkere end mørket, kærligheden stærkere end hadet, livet stærkere end døden. Han kender kampen, og han forjætter sejren.

 

Nogle århundreder senere, i vores tid, komponerer Roger Davidson så Missa Universalis. Stemmer hæves fra urdybet, trækker tråde tilbage til urkosmos´ hvile og altings begyndelse, oprindelsen, den faste grund i dybet, stilheden, der peger frem mod Gud. Og vi forstår, at vi er uløseligt forbundet med Ham/Hende og med hinanden.

 

På trods af alle lidelser og alle kampe viser den skønne musik, at der gives lindring og hjælp, at andre har vandret i det dybeste mørke, ikke for dér at gå til grunde, men for at tænde lys. Et evigt, uforgængeligt lys, der aldrig kan slukkes, for det er i sidste ende tændt af Gud.

 

Dét er musik. Og frelse. Det er fred.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Ved livets rod

Skizofreni og kundalini

Lykkens smed