Lidelsernes hjul

 Engang for mange sekler siden levede i et fjernt land en ulykkelig prins. Skærmet mod sult, sygdom og elendighed af rigdom og ved sin fars, kongens nåde, levede han – mente alle – et lykkeligt og sorgløst liv.

 

Men i hjertet bar han en sygdom, som ingen rigdom og nåde kunne skærme ham mod, og ingen medicin kunne bringe ham lægedom for. Jeg, der kendte ham, tænker, at det var livet selv og livets smerte, der tyngede ham, så han nærved segned.

 

En dag besluttede han at opsøge en hellig mand, om hvem der var megen tale på den tid, en mand, der lovede helbredelse mod alle onder; sult, pest, angst, fattigdom, ulykkelig kærlighed, sorg; alt hvad mennesker nu led og stadig lider.

 

Men den hellige mand levede langt borte i et andet land, så prinsen måtte bryde op, forlade far, konge og rige, lade alt sit bag sig i søgen efter lægedom og fred i hjertet. Gennem mange riger, lande og tider rejste han, indtil han nåede landet Chanda Ram, hvor han fandt den hellige mand siddende under et træ, hvor han havde søgt skygge og ly mod Solens flammende øje og hede stråler. Til den hellige mand sagde han:

 

Ærværdige sri, jeg er kommet til dig med sorg og tunge tanker og ufred i sindet. Jeg har hørt – og tror – at du kan give mig den fred, jeg søger. Vær barmhjertig, hellige sri, for jeg lider meget, og jeg har ingen fred og hvile, kun lidelse og sorg.

 

Stjerner dansed i kreds om den hellige mands pande, i hans blik lued tvelys. Den hellige svarede: Hvad mennesker ønsker og begærer og kommer til mig med, kan jeg ikke dømme om, og jeg kender det ikke. Det kender kun mennesker selv. Ja, ofte kender de det heller ikke selv, det forbliver skjult i hjertet. Men jeg vil give dig en ring, denne. Han rakte prinsen en lille undselig ring, tilsyneladende af guld. Når du drejer den, opfyldes alle dine ønsker. For ringen kender dine ønsker og håb og dybeste længsler, ja, endnu før du selv. Tag ringen, og gå bort med fred.

 

Og prinsen takkede, tog ringen, og drog bort. En tid hviled ringen skjult i hans kjortels folder. Prinsen tænkte, og spurgte sig selv: Alle ønsker, det er en alvorlig sag. Dog, jeg må vel prøve før eller siden for at jeg kan vide, hvad mit hjerte gemmer. Og han fremdrog ringen fra sin kjortel, og sagde lavmælt ved sig selv: Livet er jo et spejl. Jeg ønsker et andet spejl, ét der kun viser det gode – han drejede ringen én gang – det sande – han drejed ringen anden gang – og det skønne – han drejed ringen sidste gang.

 

Da følte han som et stik ved øjnene, og alt var forandret. Alt forekom ham lyst og smukt og ædelt, selv muldyrenes skarn, de spedalskes væskende sår og hudskorper, tigrenes skarpe kløer og dræbende kæber. Glad og fornøjet forlod han skoven, hvori han dvæled.

 

Da mødte han en flok røvere, der trued ham med bue og sværd og dolk: Giv os dit guld, makker, og lad det gå lidt tjept. Ellers... Og røverkongen pegede mod sin skarpe dolk. Men prinsen smiled, for røverne forekom ham såre gode og elskværdige, og han gav dem glad sine rigdomme. Og han gik bort med dyb glæde.

 

Lidt efter mødte han en slange, cobraen, der rejste sig for hans beundrende blik. Slangen hvæsede: Giv mig din sjæl, du lille, for den tilhører mig. Og prinsen lo, og gav uhyret sin sjæl. For slangen forekom ham god og smuk og dens ord sande.

 

Til sidst mødte han Mara, djævelen, der tiltalte ham, og sagde: Giv mig dit hjerte, dit inderste, for det er mit! Da fortvivled prinsen, idet spejlet brast og fortryllelsen hævedes ved det forfærdelige. Og prinsen råbte højt ud sin nød:

 

I sandhed, dette spejl er døden, og den ring, der skabte det, dødens kilde! Når jeg kun ser lys, eller kun ser mørke, er jeg dog lige fuld blind! Jeg må leve og se med to øjne, se hvad der er at se, føle hvad nu end hører livet til; for hvordan skal jeg vogte mig for afgrunden, hvis afgrunden – synden og døden – synes mig god og sand og skøn? Hvordan skal jeg uden lidelsen kunne vide, når jeg går vild?

 

Ved disse ord veg djævelen, ringen brast, og prinsen gik derfra, i sandhed og omsider lettet på hjerte og sind.