Krisis

 Skygge der sænkes i ånden og kroppen ved tanke eller handling må før eller siden gennemlyses, hæves. Som sygdom og sygdomssporer stiger den da fra dybet under lidelse og uro, løftes gennem kamp op i lyset, ud i dagen, hvor den forsvinder med et suk. Tilbage er roen.

 

Som dengang himmel og jord stod i ét, da jeg slap medicinens krykke og vaklede. Men da himmel og Jord igen skiltes, og jeg stadig var her; væk var det indre permanente skrig af smerte. Jorden modtog ikke min krop, himlen modtog ikke min ånd, sagde vent, ikke nu. Og jeg prøvede igen at leve de to uden at blande dem sammen, himmel og Jord, fuld af smerte og håb og tro. Nu lidt mere rolig, med større fred.

 

Eller da selvhadet gennem årtier vældede op, brændte mit hjerte til aske og til intet. Endelig satte jeg lysets fod ned for det, og det standsede, tonstungt, som en løbsk godsvogn i fuld drift mod helvede, idet jeg trak nødbremsen. 

 

Gennem måneder standsede det, det tårnede sig op som en Sauronskygge, en dødsskygge over verden, frygtelig, men uden magt. Ved kulminationen, der fulgte lyn og storm, mistede jeg et sekund fodfæstet, drev mod bundløst hvirvlende kaos i tankestorm. Skyggen råbte højt sit navn – og forsvandt.

 

Og jeg favnes og ombølges af Guds uendelige, varme, klart pastelgrønne kærlighed som Hans/Hendes tak.

 

Nænsomt, stund om med skarp negl, skriver livet sit navn og mildheds styrke i mit hjerte. Jeg vinder det gennem kamp og krise, fuld af smerte og håb og tro og vilje.