Faldet. Eftertanke

 De siger, at sorgen og angeren er vejen til Gud, at mennesker græder diamanter

 

Efter min psykiske, indre død ved faldets første trin (Line), går der en lige linje til det andet (Anne Marie): Da jeg havde mistet alt, vi dybest set har, sjælen (Tracy Chapman, All that you have is your soul), måtte jeg genvinde alt, og det – mente jeg – kunne kun komme udefra, da mine indre veje var brudt sammen og frosset ned i grænseløs lidelse, vrede, had og elendighed.

 

Men – den tanke at jeg skal modtage alt ved en anden, selv om den anden er min dual (se Vandrer mod Lyset), ja, netop hvis det er dualen, jeg sigter mod, er ikke en tanke, der giver mig fred, men netop giver den lidelse, jeg søger lægedom for.

 

At ville modtage alt ved en anden – for mig dualen – er at gå ind i et sværd, vi selv har draget for at ramme os selv dér, hvor det gør allermest ondt: I den inderste kærlighed. Og deri består kærlighedens rædsel og en del af selvødelæggelsen for mig. (At Anne Marie og jeg skulle være dualer, er en tanke, jeg for længst har forladt).

 

Men denne rædsel er kun et optisk bedrag, en spejlvending af kærligheden, der i sig selv ikke rummer denne rædsel, denne skygge, denne afgrund. Ødelæggelsen er, når vi tror på spejlingen, forvrængningen, og tager den for virkeligheden; når vi tror, at frelsen skal komme udefra, og ikke langsomt gro frem i os selv. Når vi mener, at andre kan eller skal leve livet for os, bære os og vores liv. Det kan ingen, selv ikke Gud.

 

Nu – alle sådanne overvejelser kan være gode og rigtige nok. Men – er det ikke dybest set bare bortforklaringer, der skal skjule den langt enklere – og sværere – vej frem: Angeren.

 

Jeg stiller mig selv det enkle spørgsmål: Græder jeg – som alle ikke-angrende syndere – kun over mine lidelser, ikke over mine handlinger, græder og trygler jeg kun for selv at slippe af krogen? Har jeg tanke for mine ofre og deres lidelser, eller kun for mig selv og mine egne?

 

Bondeanger er i sig selv en forbandelse: Når vi ikke forstår, hvorfor vores selvpinsler ikke sætter os fri, og derfor tænker, at vi må lide mere, stadigt mere, for at blive frie og ikke lide mere, når vi således bagvendt fristes til at styrte os selv i dybere og dybere lidelse, og måske – som jeg – hellere vil lide og dø indvendig i en menneskealder, end leve et øjebliks oprigtighed.

 

Hvad betød mine handlinger mod Line egentlig for hende? Det store svigt og tillidsbruddet? Har hun lidt under det? Hvad betyder det for hende i dag, så mange år senere?

 

Jeg ved det ikke. For vi har aldrig talt sammen om det, ansigt til ansigt. Det der er, er et par breve med hændervridende undskyldninger fra min side, som måske kun skulle lette mig selv og mine byrder.

 

Hvem skal åbne vejen mellem os igen? Er det ikke mig, gennem ægte anger?

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Ved livets rod

Billede
  Sandelig, I skulle vide: at ingen lidelser, ingen forbandelser, intet urent og intet mørke kunne vare ved i al evighed! (Gud; fra Vandrer mod Lyset ) Længe har en magtfuld menneskelig tanke hjemsøgt mig, en tanke som synes oplagt og sand for mig, givet mit livs mange og tunge lidelser: At livet er lidelse, og at lidelsernes ophør derfor er livets ophør. Sådan, omtrent, tænker man sig det så vidt jeg ved i hinduismen og til dels i buddhismen. Det ændrer dog ikke kendsgerningen: At lidelserne ligger ved mørkets og dødens rod, ikke ved livets og kærlighedens. Hvis jeg nogensinde skal finde en vej ud af mine lidelser, må jeg derfor søge mod livet, ikke mod døden. Jeg må søge at bære det, der skal bæres, og glæde mig ved den åndelige styrke, jeg kan vinde derved; som atleten, der træner sig stærkere og stærkere. Hvor længe skal jeg bære disse lidelser? Det ved jeg ikke. Jeg ved ikke, om det for eksempel bliver bedre i den næste verden. Det kan tænkes, at jeg ved at vågne til fuld bevi...
Læs mere

Skizofreni og kundalini

Billede
  Jeg har diagnosen paranoid skizofreni. Jeg tænker, at den lidelse betegnelsen dækker over, i mit tilfælde er fremkaldt af det man i østlig tænkning og religiøs tradition kalder   kundalini.  Kundalini betragtes i østen som en art guddommelig visdomskraft, men i virkeligheden er den udtryk for en reel kraft i mørket, der i ulykkeligste fald kan sprænge den menneskelige tanke og personlighed. For mig har dette fænomen sit udspring i de to oplevelser, traumer, som jeg har forsøgt at beskrive i indlæggene  Ødelæggelsen. Et fald i to tempi. Ét. Line   og  Ødelæggelsen. Et fald i to tempi. To. Anne Marie .  Muligvis ligger rødderne længere tilbage i tiden i tidligere inkarnationer (se i  Vandrer mod Lyset   om reinkarnation). Jeg har længe tænkt over, om det overhovedet er muligt at overvinde  kundalini  og således blive rask, eller om min psykiske sygdom er kronisk. Jeg har en klar indre oplevelse af, at der i mit tilfælde i mit liv, m...
Læs mere

Lykkens smed

Billede
  Det er så let at forstå det hele, at forstå alt. At når jeg tænker negativt og mørkt, får jeg det dårligt, og så tænker jeg endnu mere negativt, og får det endnu dårligere. Og så fremdeles. Det er så let at forstå, at den måde jeg tænker på, er den måde, jeg har det på. Og dog er jeg ved karmaloven min egen lykkes og ulykkes smed. Det er så let at sige til en anden: Tænk positivt, også selv om den anden ligger på et leje af søm og lykkens knuste glas. Når jeg sidder i hullet, er der sort, og der er intet lys, og der er ingen udgang. Og dog er jeg ved karmaloven min egen lykkes og ulykkes smed. Der er så mange, der gerne vil fikse dig, der sidder i hullet, så mange gode råd. Så tænker du måske, nå, jeg er ikke kun skør, jeg er skør på en skør måde, og lidelsen er mit eget valg og ansvar, og det går ikke over. Men ja, jeg er ved karmaloven min egen lykkes og ulykkes smed. Så begynder du måske at male fængslets sorte, massive sten fulde af blå himmel, lette dunskyer og strålende sol...
Læs mere