Faldet. Eftertanke
De siger, at sorgen og angeren er vejen til Gud, at mennesker græder diamanter
Efter min psykiske, indre død ved faldets første trin (Line), går der en lige linje til det andet (Anne Marie): Da jeg havde mistet alt, vi dybest set har, sjælen (Tracy Chapman, All that you have is your soul), måtte jeg genvinde alt, og det – mente jeg – kunne kun komme udefra, da mine indre veje var brudt sammen og frosset ned i grænseløs lidelse, vrede, had og elendighed.
Men – den tanke at jeg skal modtage alt ved en anden, selv om den anden er min dual (se Vandrer mod Lyset), ja, netop hvis det er dualen, jeg sigter mod, er ikke en tanke, der giver mig fred, men netop giver den lidelse, jeg søger lægedom for.
At ville modtage alt ved en anden – for mig dualen – er at gå ind i et sværd, vi selv har draget for at ramme os selv dér, hvor det gør allermest ondt: I den inderste kærlighed. Og deri består kærlighedens rædsel og en del af selvødelæggelsen for mig. (At Anne Marie og jeg skulle være dualer, er en tanke, jeg for længst har forladt).
Men denne rædsel er kun et optisk bedrag, en spejlvending af kærligheden, der i sig selv ikke rummer denne rædsel, denne skygge, denne afgrund. Ødelæggelsen er, når vi tror på spejlingen, forvrængningen, og tager den for virkeligheden; når vi tror, at frelsen skal komme udefra, og ikke langsomt gro frem i os selv. Når vi mener, at andre kan eller skal leve livet for os, bære os og vores liv. Det kan ingen, selv ikke Gud.
Nu – alle sådanne overvejelser kan være gode og rigtige nok. Men – er det ikke dybest set bare bortforklaringer, der skal skjule den langt enklere – og sværere – vej frem: Angeren.
Jeg stiller mig selv det enkle spørgsmål: Græder jeg – som alle ikke-angrende syndere – kun over mine lidelser, ikke over mine handlinger, græder og trygler jeg kun for selv at slippe af krogen? Har jeg tanke for mine ofre og deres lidelser, eller kun for mig selv og mine egne?
Bondeanger er i sig selv en forbandelse: Når vi ikke forstår, hvorfor vores selvpinsler ikke sætter os fri, og derfor tænker, at vi må lide mere, stadigt mere, for at blive frie og ikke lide mere, når vi således bagvendt fristes til at styrte os selv i dybere og dybere lidelse, og måske – som jeg – hellere vil lide og dø indvendig i en menneskealder, end leve et øjebliks oprigtighed.
Hvad betød mine handlinger mod Line egentlig for hende? Det store svigt og tillidsbruddet? Har hun lidt under det? Hvad betyder det for hende i dag, så mange år senere?
Jeg ved det ikke. For vi har aldrig talt sammen om det, ansigt til ansigt. Det der er, er et par breve med hændervridende undskyldninger fra min side, som måske kun skulle lette mig selv og mine byrder.
Hvem skal åbne vejen mellem os igen? Er det ikke mig, gennem ægte anger?
Kommentarer
Send en kommentar