Den store stilhed

 Nogle gange føler jeg mig i sociale sammenhænge så akavet, knuget og forpint i mit indre, at jeg ikke har ord. Ordene forsvinder for mig, min hjerne er blank, og der opstår pinlig tavshed. Det har jeg oplevet stort set hele mit liv. De senere år har det udviklet sig til noget, der minder om social fobi.

 

Min ydre tavshed dækker over et indre skrig af smerte – og vrede og had. Hvor dyb min vrede og måske mit had er, kom til udtryk i en drøm, jeg havde for mange år siden:

 

Jeg drømmer, at noget mørke stiger op i min krop og sind, og mit ansigt fordrejes af had og ondskab. Jeg tænker med rædsel i drømmen, at jeg ingen afstand har til dette mørke. I dagene efter havde jeg det elendigt.

 

Problemet – en del af problemet - synes altså at være vrede og had, en vrede og et had som jeg altid har haft svært ved at udtrykke adækvat og acceptabelt, og derfor prøver at undertrykke eller fortrænge. For ikke at sprænges eller eksplodere i vold. Jeg der altid har prædiket ikke-vold og fred mellem mennesker.

 

Men måske er det rigtigt, hvad den nu pensionerede politiofficer, Bent Isager, engang sagde: Forskellen på gode og onde er ikke, om vi har negative impulser, men om vi handler på dem eller ej. Måske har alle mennesker disse impulser til ondt.

 

For mig er vreden og hadet bare så stort, og den knugethed der følger med at undertrykke den så pinagtig, at det har gjort mig syg mentalt. Det er i hvert fald en rimelig tolkning af virkeligheden, tænker jeg, eller en del af sandheden. Men næppe den hele.

 

Min vrede og mit had er del af den ødelæggelse af min personlighed, som jeg tidligere har nævnt og antydet, en ødelæggelse, som jeg selv er ansvarlig for, og som jeg vil forfølge i kommende indlæg.

 

Når jeg tænker på min egen vrede og mit eget had, så forstår jeg fuldstændig den Ældste (Satan, Ardor) og de øvrige Ældste som de er beskrevet i mit åndelige ståsted og religiøse fundament Vandrer mod Lyset; jeg forstår deres vrede og deres had, fordi jeg rummer det selv. Jeg ved hvad uudholdelige og vedvarende lidelser kan drive et sind og et menneske til, ved hvad det vil sige ingen fred og ingen hvile at have, ingen fred for et mørke, som bare vælder op, og bliver ved og ved uden at jeg kan se en ende på det.

 

Jeg forstår deres vrede, had og aggression. Jeg har fx selv talrige gange knyttet næven mod himlen og forbandet min Skaber. Jeg kender også til megalomane forestillinger og har ansatser til selvbeundring, hvilket alt sammen dækker over mindreværdsfølelser og lavt selvværd. 

 

Men vi deler også noget andet; nemlig den kendsgerning at vi selv er ansvarlige for vreden og hadet (og storhedsforestillingerne) og den lidelse, der følger. Men netop fordi vi selv er ansvarlige for og ophavsmænd til hver vores tunge skæbne, kan vi gøre noget ved det. Vi må gå den lange vej, og genopbygge vores sind og personligheder, rejse os fra hver vores fald. Det vi kan ødelægge, kan vi også hele igen. Der er en vej. Og et håb.