Vejen frem


Skygge, sygdom, svaghed, vanvid, død er en fristelse; det er lettere at lade sig falde, end møjsommeligt og med anstrengelse at stige op ad trappen, men man slår sig. Som med fysisk træning; det er fristende at springe over, men dog må man træne, hvis man gerne vil være sund og stærk.

Sådan tænker jeg livet er, at det er sandhed, og jeg siger det med den vægt, det giver selv at være et skrøbeligt menneske, en sindslidende, som har skabt sit eget vanvid ved at give efter for skyggens fristelse, et menneske, som er ved at rejse sig fra et dybt mørke; et menneske, der søger vejen frem, tilbage til livet.

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Dualen

  Nogle gange krydser elskendes drømme hinanden, og bliver til mareridt; længslen efter og drømmen om Paradis bliver til helvedes realitet, idet vi drømmer om at modtage alt fra den anden; vi har da ikke selv andet at give end savn og angsten for at miste   En vigtig tanke i Vandrer mod Lyset er tanken om dualerne. At vi mennesker er skabt to og to; vi er to og dog én, bestemte til i al evighed at udfylde, supplere og elske hinanden. I folkelig visdom har man den parallelle tanke om den eneste ene; en tanke, der altså har realitet og virkelighed gennem dualernes eksistens.   I værket står, at dualernes tanke- og følelsesliv er hinanden ligt; de afspejler hinanden i stadig tiltagende harmoni og balance. Til sidst vil de enkelte dualer være nøjagtige afspejlinger af hinanden, og menneskedualerne vil indtræde i Paradis sammen. De ældste og de yngste har alle – siges det – for længst nået denne fuldkomne afspejling af hinanden (dualerne).   For mig personligt har denne ...
Læs mere

Et glimt af lys i mit mørke sind

Billede
  Der er det ved psykisk sygdom, som jeg oplever det, at man ikke dør fysisk af sygdommen, men psykisk. Jeg tror det er derfor, at så mange psykisk lidende vælger den ultimative ”løsning”, selvmordet. Selvmordet bliver da en ydre manifestation af en indre virkelighed. Men hvis man som jeg tror på  Vandrer mod Lyset ,  så må man erkende, at selvmordet aldrig er en løsning. Lidelserne bliver kun værre – meget værre – ved det. For hvis man tager sit eget liv, må man derefter uafladelig – ved tanken – på et mørkt og ensomt sted genopleve alt det, al den lidelse og fortvivlelse og smerte man søgte ved selvmordet at flygte fra – indtil den dag og den time kommer, der af Gud Herren er sat som ens naturlige dødsstund. Selvmord er altså ingen løsning. Men det er fortvivlende at erkende – i mit tilfælde – at lidelserne ikke kan ophæves eller bare mildnes i mit nuværende liv, min nuværende inkarnation. Jeg har, som jeg tidligere har skrevet om, en klar indre fornemmelse af, at den ø...
Læs mere

Kys det nu...

Billede
  De fleste almindelige mennesker er bange for at dø. Vi snakker ikke om døden. Den sindssyge er bange for ikke at dø, og snakker ikke om andet, skønt som regel kamufleret, også for ham selv. Mit knuste sind slikker og synker mit blod dråbe for dråbe, time for time, livet svinder. Og dog må jeg insistere på at søge og måske engang finde en løsning og en forløsning indenfor livets og kærlighedens ramme. Det er ikke ved højdepunkter af fred og ingen fare, at viljen skal stå sin prøve og karakteren dannes. Det er ved det eksistentielle lavpunkt som nu, at jeg må søge at lade min vilje til lyset, livet og kærligheden mødes med den Almægtiges Vilje, og derved skabe vendepunktet.
Læs mere