Ånden der trøster

 I romanen På sporet af den tabte tid skriver Marcel Proust et sted, at fortiden er åndelig- og levendegjort gennem erindringen. Parallelt er livet åndelig- og levendegjort gennem den lødige kunst og litteratur. I den er ånden overalt, idet værket skabes ved ånd. Og deri består kunstens trøst. Intet trøster som ånden. Og intet fortvivler mere end mangel på ånd.

 

Måske det – i parentes bemærket - er derfor, vores tid er så fortvivlet og urolig; fordi vi videnskabeligt, filosofisk og kunstnerisk søger at drive Gud og ånden ud af verden, og slutter op om dekadente ideer og tanker og forestillinger og intellektualitet, der fornægter Ham/Hende, samtidig med at vi hævder materiens primat og åndens intethed.

 

Og dér står kampen mellem lys og mørke på Jorden: Mellem dem, der søger at bringe ånden, og dem, der ønsker at fordrive den (”Gud sidder i frontallappen”).

 

Nu, videre: Vi kan forestille os en idealkunst, hvor hvert værk er som et fingeraftryk eller dna-streng; unikt i stil, tema, udførelse, omfang, emne, atmosfære, alt gennemglimtet til bunden af kunstens smil, som Proust skriver et andet sted.

 

Vi kan fx forestille os en romankunst, hvor forfatteren skaber litterær intensitet og dybde og skønhed ved at indlægge en distance mellem sig og sit stof, så hun ikke kun skriver om sig selv. Ved det stiger værket fra meddelelse til kunst. I distancen mellem skaber og værk springer kunstens gnist.

 

I det almindelige liv er der alskens distraktioner og meningsløsheder. En flue summer, og lander igen og igen på vores ben og kilder ubehageligt, biler drøner forbi os i en dunst af forbrændt diesel eller benzin (hvis det ikke er en elbil), mennesker vi ikke kender og ikke kommer os ved, går forbi os på gaden, og vi har glemt dem med det samme igen, når de er passeret.

 

I det almindelige liv er vi omgivet af realiteter og kendsgerninger, som ikke umiddelbart er forbundne eller giver mening, i kunsten er realiteter og kendsgerninger bundet sammen ved ånd til et hele, der giver mening. På den måde kan livet opleves som meningsløst, kunsten som fuld af mening.

 

Måske er det dét Arthur Schopenhauer mener med, at kunsten er en virkningsfuld trøst og meningsfuld beskæftigelse i en meningsløs og absurd verden, hvor blind vilje til livet – og dermed lidelsen, som han skriver med baggrund i traditionel indisk kultur (Veddaerne og Upanishaderne) – er den altdominerende magt og kraft (Schopenhauer: Verden som vilje og forestilling).

 

Vi kan her også hente inspiration fra kohærensteorien for sandhed og sige, at et kunstværk, fx en roman, kan bestå af sammenhængende ideer og følelse og stemning uden indre modsigelse, hvorved det giver mening at betragte og vurdere et kunstværk som sandt og måske stort.

 

Med hensyn til mening og meningsløshed kan vi ud fra Vandrer mod Lyset sige, at vi mennesker lever i en mørkets verden, Jorden og hele Jorduniverset, og dermed i en verden præget af meningsløshed og tilfældigheder som følge af mørkets blinde, kaotiske kraft. Men vi ved også fra dette værk, at de yngste, menneskehedens foregangsmænd og -kvinder, forsøger at bringe åndens lys til os, og dermed mening og modvægt til meningsløshedens fortvivlelse (jf tanken om lysets og mørkets kamp med dens centrale plads og sted mellem ånd og ikke-ånd). En del af dette åndens lys bringes i form af kunst.

 

For sådan nogle som mig, de sindslidende, har man – udover den medicinske hjælp og psykoterapi – også forsøgt at bringe lægedom og lindring i form af den såkaldte biblioterapi; hvor vi altså henter trøst og styrke og mening gennem læsning af digt og roman. Vi tilbydes dermed en modvægt til et sind og en virkelighed, som måske er sprængt til et usammenhængende eller atomiseret grænseløst hele, tilbydes kunstens meningsfulde hele og helende kraft gennem mening for derigennem at nå katarsis eller lindring.

 

Og dét er for mig kunstens smil og åndens trøst.