Skizofreni set indefra

  Når lidelsen bliver for stor, når den når og passerer et vist niveau og varighed, har jeg et indre relæ, der slår fra, og jeg passerer grænsen til skyggelandet, psykosen, mørket, døden, altid kun en tanke væk. På den måde flygter jeg fra lidelsen ind i lidelsen - bort fra det ene, der kan hele mit splittede sind og skabe mig virkelig lindring, tænker jeg: Lyset, livet, kærligheden. Jeg jager dødens stilhed bort med støj fra den selvvalgte lidelse, en tanke, der godt kan objektiveres i en bredere sammenhæng og kulturkritik om støjen i vores samfund; fra dekadent musik, litteratur, politik, religion, videnskab, filosofi, spiritualitet, underholdning, forlystelse, trafik; alt sammen bortjager de til enhver tid den rolige tanke, der truer med helbredelse og fred. Der er ingen grund til at romantisere lidelsen, det syge sind (“vanviddet er en sund reaktion på en syg verden, han har ekstraordinære evner, han er en seende blandt blinde, dét er hans tragedie”). En digter som Michae...

(Illustration: AI via Microsoft Bing) Måske ved vi først hvem vi er, når vi er blevet en anden Jeg tror, det var Nietzsche, der tænkte mennesket som grundlæggende kaos. Men hvem er det i givet fald, der ser dette kaos? Er det ikke noget andet end kaos? Måske orden? Når jeg betragter mørket og døden i mit indre, er det så ikke noget andet end mørke og død, der ser; måske livet? Når jeg ser vrede og had i mit indre, er det så ikke noget andet end vrede og had, der ser? Måske kærligheden? Når jeg ser på uroen i mit indre, er det så ikke noget andet end uro, der ser? Måske fred? Et roligt punkt? Når jeg ser det nedtrykte, modløse, deprimerede i mig, er det så ikke noget forskelligt herfra, der ser? Måske en der elsker livet, og har bevaret håbet? Når jeg ser den syge i mig selv, er det så ikke noget, der ikke er sygt, der ser? En intakt, måske rask, kerne? Når jeg ser den skizofrene, der fortvivler og lider, er det så ikke mit virkelige jeg, der ser, forskelligt fra det skizofrene? ...

(Illustration: AI via Microsoft Bing; ung mand kysser livets træ)   Livet er for værdifuldt til bare at kassere og smide væk – også selv om det er fuldt af lidelse.   For godt 30 år siden havde jeg chancen for at blive rask. I et kort øjeblik forsvandt det tunge mørke, som tyngede mig ned og gjorde mig syg. Men øjeblikket efter kom det igen, og så var chancen forspildt. For dette liv.   Teorien bag dette kan man læse om i  Vandrer mod Lyset  s. 194-195 om mørket, der kan vinde overtag over os mennesker i visse øjeblikke, hvorefter vores ånd og åndelige udvikling stagnerer for den foreliggende inkarnation, og hvor et nyt forsøg på at overvinde dette mørke ikke giver mening eller ikke kan gennemføres med succes.   Det er teorien om mørket, der således kan binde os for livstid. Det er en tragedie, når det sker. Men det er også en mulighed og chance for at vise og erkende og acceptere, at livet har værdi på trods af alt. Det er der jeg er nu.   At jeg deng...