Skizofreni set indefra

  Det er så let at forstå det hele, at forstå alt. At når jeg tænker negativt og mørkt, får jeg det dårligt, og så tænker jeg endnu mere negativt, og får det endnu dårligere. Og så fremdeles. Det er så let at forstå, at den måde jeg tænker på, er den måde, jeg har det på. Og dog er jeg ved karmaloven min egen lykkes og ulykkes smed. Det er så let at sige til en anden: Tænk positivt, også selv om den anden ligger på et leje af søm og lykkens knuste glas. Når jeg sidder i hullet, er der sort, og der er intet lys, og der er ingen udgang. Og dog er jeg ved karmaloven min egen lykkes og ulykkes smed. Der er så mange, der gerne vil fikse dig, der sidder i hullet, så mange gode råd. Så tænker du måske, nå, jeg er ikke kun skør, jeg er skør på en skør måde, og lidelsen er mit eget valg og ansvar, og det går ikke over. Men ja, jeg er ved karmaloven min egen lykkes og ulykkes smed. Så begynder du måske at male fængslets sorte, massive sten fulde af blå himmel, lette dunskyer og strålende sol...

Ved den mørkeste time vender det, og det begynder igen at lysne. Jeg tænker stadig, at den død og den lidelse jeg bærer i mit indre, er sygdomme, der kun kan helbredes ved livet.   I håbet ser jeg ikke fortvivlelsen, og i fortvivlelsen ikke håbet. Men begge dele er stadige realiteter i mit liv. Jeg rummer det lyse og det mørke som vel alle. Ved det lyse elsker jeg, ved det mørke hader og fortvivler jeg.   Jeg længes efter helbredelse og fred. Men noget i mig viger tilbage for helbredelsen. For alt i mig synes lidelse og kaos, og en helbredelse forekommer mig derfor – set fra det fjerne og ved et optisk bedrag – som en personlig tilintetgørelse. Vanviddet er det trygge og velkendte, vejen ud forekommer mig at være en vej ud i intet, det tomme rum. Jeg tænker, at det er sådan mørket kan slå ring om og fængsle et sind. Set fra mørket er lyset en trussel, en fjende, der må bekæmpes.   Jeg vil leve, ikke dø. Men jeg kan ikke leve, og ikke dø. Jeg er i et limbo midt imellem liv...