Lykkens smed

 Det er så let at forstå det hele, at forstå alt. At når jeg tænker negativt og mørkt, får jeg det dårligt, og så tænker jeg endnu mere negativt, og får det endnu dårligere. Og så fremdeles. Det er så let at forstå, at den måde jeg tænker på, er den måde, jeg har det på.

Og dog er jeg ved karmaloven min egen lykkes og ulykkes smed.

Det er så let at sige til en anden: Tænk positivt, også selv om den anden ligger på et leje af søm og lykkens knuste glas. Når jeg sidder i hullet, er der sort, og der er intet lys, og der er ingen udgang.

Og dog er jeg ved karmaloven min egen lykkes og ulykkes smed.

Der er så mange, der gerne vil fikse dig, der sidder i hullet, så mange gode råd. Så tænker du måske, nå, jeg er ikke kun skør, jeg er skør på en skør måde, og lidelsen er mit eget valg og ansvar, og det går ikke over.

Men ja, jeg er ved karmaloven min egen lykkes og ulykkes smed.

Så begynder du måske at male fængslets sorte, massive sten fulde af blå himmel, lette dunskyer og strålende sol. Og du ser det hele, slår hænderne sammen, og siger, næh, hvor pænt.

Og jeg er stadig ved karmaloven min egen lykkes og ulykkes smed.

Det er så let at sige, at byrden gør dig stærk, som når du træner fysisk, og at de smukkeste, mest harmoniske mennesker er de skæve, foragtede, udstødte, der har kendt og kender lidelse til overmål. Så let at tage byrden fra andre, så svært at bære den selv.

Ja, ja, jeg er ved karmaloven min egen lykkes og ulykkes smed.

Det er så let at råbe: Himlen er her! Tro på Gud, på fanden, på det hele uden forbehold, og du vil få det bedre. Det er så let at råbe, her er lyset; men jeg er blind, kan intet se, ved ikke hvad fanden du taler om.

Men jeg er stadig ved karmaloven min egen lykkes og ulykkes smed.

Det er så let at sige, at paradis er et valg. Det gælder de raske, og dét er måske en af forskellene. Jeg har intet valg. Hvem siger til den druknende i stormen på åbent hav, når der er tusinde km til nærmeste strand: Om du dør, er det dit eget ansvar. Svøm, svøm, svøm.

Men, jeg er jo ved karmaloven min egen lykkes og ulykkes smed?

Ok. Så kom med det hele. Kom med medicin, bælte, celle, stigma, fængsel, galge, hele lortet. Jeg ved, at der er mange, som prøver at lyse ind i min tanke, når den sortner. Mange der oprigtigt prøver at nå min hånd, mit hjerte. Det er ikke fata morgana. Det er virkeligt.

Så længe jeg lever, har jeg – fanden stå i det - en form for valg og håb, om så kun som strået i bålet, der håber på ikke at brænde. Jeg siger ordene liv og paradis, og prøver at fylde dem med virkelighed og sandhed. Døden er også håbets og mulighedernes død.

På den måde prøver jeg at bygge et liv, langsomt prøver jeg at klinke skårene af den vase, den sjæl jeg engang knuste mod stengrunden og kastede ad helvede til. Og når vasen igen er intakt, vil jeg fylde den med blomster fra egen have. Jeg prøver at bygge et liv, en fremtid, ud fra den sandhed:

Jeg er ved karmaloven min egen lykkes og ulykkes smed.